Parter

A
(selv)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Anne Øvlisen)

Afsagt af landsdommerne

Blinkenberg, B. Vollmond og Jan Reckendorff (kst.)

Denne sag, der er anlagt den 7. november 2001, drejer sig om, hvorvidt værdi af fri bil og af fri telefon skal medregnes ved opgørelsen af sagsøgeren, As skattepligtige indkomst for 1997.

Sagsøgeren har endeligt nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at sagsøgerens personlige indkomst for indkomståret 1997 nedsættes med 28.404 kr.

Sagsøgte har nedlagt påstand om frifindelse.

Landsskatteretten afsagde den 7. august 2001 følgende kendelse:

"...

Klagen vedrører opgørelsen af indkomsten på følgende punkter:

Personlig indkomst
Værdi af fri telefon i henhold til ligningslovens § 16, stk. 1-3, ansat til	3.000 kr.
Værdi af fri bil i henhold til ligningslovens § 16, stk. 4, ansat til	25.404 kr.

Sagen har været forhandlet telefonisk med klageren, der også har haft lejlighed til at fremlægge sagen på et retsmøde.

Det fremgår af sagen, at klageren er eneanpartshaver i selskabet H1 Center ApS, som igen er eneanpartshaver i H2 Adminstration ApS. Klagerens eneste selvangivne indtægt for indkomståret 1997 har været 94.105 kr. fra H2 Administration ApS.

Klageren var i det pågældende indkomstår tilmeldt moderens adresse i Y2-by, hvor B også i perioden 1. august 1991 til 1. februar 1995 var tilmeldt.

H2 Admistration ApS driver en sandwichbar i Y1-by.

B foretager bogføringen for H1 Center ApS og H2 Adminstration ApS. Herudover passer hun sandwichbaren i åbningstiden.

Det fremgår endvidere af sagen, at selskabet H1 Center ApS er et anpartsselskab stiftet 1. august 1991. Selskabets aktiviteter bestod de første år af salg af tyverisikringssystemer, men er i de senere år ændret til en kombination af konsulentarbejde samt udlejnings- og handelsvirksomhed. Hovedvægten er for tiden lagt på en groshandel med kød og kødprodukter.

Ad værdi af fri telefon

En gennemgang af bilagene i H1 Center ApS har vist, at der via selskabet betales telefonudgifter vedrørende et telefonnummer på klagerens folkeregisteradresse i Y2-by samt for 2 mobiltelefoner. Der er ikke foretaget efterposteringer eller lignende, der viser en reduktion af de fratrukne udgifter, ligesom der ikke er lønangivet fri telefon hos klageren.

Hvad angår telefonudgifterne i H2 Administration ApS er det oplyst, at der er fratrukket udgifter vedrørende 2 telefonnumre, begge på sandwichbarens adresse i Y1-by. Desuden er fratrukket udgifter til en mobiltelefon.

Klageren har over for de stedlige skattemyndigheder oplyst, at han udelukkende har benyttet moderens telefon til private samtaler.

De stedlige skattemyndigheder har anset klageren for skattepligtig af værdi af fri telefon efter ligningslovens § 16, stk. 1-3, og har under henvisning til Ligningsrådets anvisninger ansat værdien for indkomståret 1997 til 3.000 kr. (Told- og Skattestyrelsens cirkulære 1996 - 32, pkt. b).

Det er skatteankenævnets opfattelse, at klageren har haft fri telefon, idet der er installeret telefon på klagerens privatadresse af selskabet, og mobiltelefonen medbringes til klagerens private bolig.

Nævnet mener derfor, at det er med rette, at værdi af fri telefon er ansat til 3.000 kr., idet såvel den stationære telefon som mobiltelefonen må anses for at være til klagerens private anvendelse.

Klageren har gjort gældende, at han ikke har fri telefon, men at han alene har anvendt telefonlinien .....2 til private samtaler. Udgiften til samtaleandelen med mobiltelefonerne har i 1997 udgjort mindre end 300 kr. Mobiltelefonerne er erhvervsmæssigt nødvendige, for at personalet i H2 Administration ApS til en hver tid kan få fat i klageren eller B, som derfor begge medbringer mobiltelefonerne, hvor de end måtte være.

På H1 Aps's faste telefon med nummeret .....1 blev der i 1997 ført samtaler for 1.989,60 kr. ekskl. moms og eksl. abonnement. Klageren gør i den forbindelse gældende, at når de samlede samtaleudgifter udgør et beløb mindre end 3.000 kr., er det urimeligt at beskatte ham af et beløb, der er større end de faktiske udgifter.

H1 ApS, som har kontor på adressen ...... Y2-by, har en firmatelefon med nummeret .....1 på kontoret. 4 m fra denne telefon står klagerens private telefon med nummeret .....2. Klageren gør gældende, at han ikke bruger firmatelefonen til private samtaler, hvilket sandsynliggøres af samtaleandelens ringe størrelse på under 300 kr. for alle mobiltelefonerne og under 2.000 kr. for den faste telefon i 1997.

Landsskatteretten skal udtale

Retten er enig med skatteankenævnet i, at klageren må anses for at have haft fri telefon i det pågældende indkomstår. Der er herved henset til, at klageren ikke på tilstrækkelig måde har sandsynliggjort, at firmatelefonen, der er installeret på klagerens private bopæl, og firmaets mobiltelefoner ikke har stået til rådighed for privat benyttelse.

Ad værdi af fri bil.

Det fremgår af sagen, at klageren har oplyst, at han har benyttet sin private bil af mærket VW 1987, der er indregistreret i moderens navn, til befordring mellem Y2-by og sandwichbaren i Y1-by. Ifølge et indsendt befordringsskema skulle der i indkomståret 1997 være kørt i alt 61.272 km i denne bil mellem hjem og arbejdssted.

Selskabet H1 Center ApS har i 1997 været ejer af en bil af mærket Toyota fra 1993, indregistreret i moderens navn, men med klageren som bruger. Bilen har været videreudlejet til H2 Administration ApS. Det er over for de stedlige skattemyndigheder oplyst, at denne bil udelukkende har været anvendt erhvervsmæssigt og således ikke til befordring mellem hjem og arbejde.

H1 Center ApS har endvidere været ejer af en bil af mærket VW 1997. Bilen er først indregistreret 1. august 1997. Bilen er indregistreret i klagerens navn, og det er overfor de stedlige skattemyndigheder oplyst, at bilen alene anvendes af H1 Center ApS og udelukkende erhvervsmæssigt.

De stedlige skattemyndigheder har ikke ved gennemgangen af bilagene i H1 Center ApS fundet udgifter, der direkte kan henføres til bilen af mærket VW 1987, som ejes af klageren, og som efter det oplyste er anvendt af klageren til kørsel mellem hjem og arbejde. Der foreligger således eksempelvis ikke reparationsregninger vedrørende den private bil til kontrol af, hvor meget bilen har kørt i 1997.

Både den private bil og varebilerne ejet af selskabet kører på dieselolie, og det fremgår af købsnotaerne i selskabet, at der i 1997 er købt 1.775,78 liter dieselolie svarende til en skønsmæssigt anslået kørsel på ca. 20.000 km. Mange af optankningerne er foretaget i Y1-by, hvilket kan hænge sammen med, at sandwichbaren er beliggende der. Enkelte optankninger er foretaget i nærheden af Bs daværende bopæl i Y3-by uden for Y1-by.

Da udgiften til dieselolie er fratrukket 100 % i selskabet, må de 20.000 km være kørt i selskabets 2 varebiler.

Der foreligger hverken brændstofkvitteringer eller reparationsregninger i regnskabsmaterialet fra H2 Administration ApS.

Klageren har overfor de stedlige skattemyndigheder oplyst, at han selv har foretaget reparationer på bilerne, således at reparationsudgifterne maksimalt har udgjort 4.000 kr. Udgifterne til brændstof har været yderst beskedne, da der er benyttet kasseret dieselolie købt i 1991/92, som er blevet filtreret.

Det er overfor de stedlige skattemyndigheder oplyst af klageren, at begge varebiler anvendes af både H1 Center ApS og H2 Administration ApS, og at der typisk står en varebil på adressen i Y2-by og en i Y1-by. Det er endvidere oplyst, at den anvendte varebil holdt på parkeringspladsen bag sandwichbaren om aftenen efter lukketid, og at B ikke har anvendt varebilen til privat transport.

Det er endelig oplyst, at B arbejder i sandwichbaren hver dag. Det samme gør klageren mere eller mindre. Når klageren kører fra Y2-by til Y1-by (296 km tur/retur), foregår dette ifølge klageren i hans private bil og af og til i en af varebilerne. Når der køres i en af varebilerne, hentes der typisk varer eller transporteres brød. Det forekommer også, at der hentes varer i den af varebilerne, der står i Y1-by.

Skatteankenævnet har anset klageren for skattepligtig af værdi af fri bil for så vidt angår bilen af mærket VW1997 for perioden 1. august til 31. december 1997 efter ligningslovens § 16, stk. 4, idet det er skatteankenævnets opfattelse, at klageren ikke har godtgjort, at han har været afskåret fra at benytte bilen privat. Nævnet har herved lagt vægt på, at bilen efter arbejdstids ophør har holdt ved selskabets adresse, som er sammenfaldende med klagerens bopælsadresse, at klageren er eneanpartshaver og eneste ansatte i selskabet og dermed har den fulde råderet over bilen, og at bilen er anvendelig til privat kørsel.

Klageren har gjort gældende, at han ikke har haft fri bil til rådighed, og at han alene har benyttet den private bil til kørsel mellem bopælen og arbejdsstedet i Y1-by samt privat kørsel i øvrigt. Han finder det endvidere naturligt, at varebilen er parkeret ved den private bopæl, da selskabet tillige har adresse her.

Klageren har henvist til ligningsvejledningen afsnit A.B.1.9.2., hvor det anføres, at der kun sker beskatning af firmabil, hvis den står til rådighed for privat anvendelse, og at der, hvis bilen aldrig benyttes privat i arbejdstiden og altid efterlades ved virksomheden uden for arbejdstiden, ikke sker beskatning af fri firmabil, såfremt der er indgået en aftale med arbejdsgiveren om, at bilen ikke er til rådighed for privat benyttelse.

Hvad angår skatteankenævnets henvisning til en sag offentliggjort i Tidsskrift for Skatter og Afgifter 1997.584 har klageren anført, at han ikke finder, at den kan sidestilles med den foreliggende sag, idet han har sin private bil til rådighed hele døgnet.

Hvad angår det af skatteankenævnet anførte om, at den private bil kører 19 km pr. liter dieselolie, har klageren anført, at det er almindeligt, at alle VW dieselbiler af tilsvarende størrelse kører 17 - 22 km pr. liter i gennemsnit.

Klageren har endvidere henvist til et nu fremlagt kørselsregnskab for varevognen af mærket VW 1997. Skatteankenævnet har under sagen behandling for Landsskatteretten bl.a. anført, at det forelagte kørselsregnskab fremkommer efter, at skatteforvaltningen flere gange i sagens forløb har forespurgt, om der er ført nogen form for kørselsregnskab, hvilket klageren har besvaret benægtende.

Det nu fremlagte kørselsregnskab viser en samlet kørsel i perioden 3. august til 17. december 1997 på 3.201 km. Kilometertælleren pr. 17. december 1997 viste ifølge kørselsregnskabet 3.201 km.

Den 8. juni 1999 aflæste skatteforvaltningen bilens kilometertæller i forbindelse med et besøg hos H2 Administration ApS i Y1-by. Kilometertælleren viste da 70.849 km. Der er altså således efter det oplyste kørt 3.201 km i de første 5 måneders ejertid og i de følgende 17 måneder i alt 67.648 km, hvilket viser en stor forskydning i kørselsmønstret.

Det er oplyst, at der i klagerens selskaber er fratrukket udgifter til dieselolie svarende til en samlet kørsel i varebilerne på ca. 20.000 km, hvilket ikke kan tages som udtryk for, at der ikke er foretaget privat kørsel i varevognene.

Skatteankenævnet bemærker endvidere, at det fremkomne kørselsregnskab sandsynliggør en erhvervsmæssig kørsel på 3.201 km. Omvendt foreligger der ikke noget kørselsregnskab, som kan sandsynliggøre, at det resterende køb af dieselolie til ca. 17.000 km kan henføres til erhvervsmæssig kørsel i øvrigt.

Skatteankenævnet fastholder, at den pågældende varevogn har stået parkeret på klagerens private adresse, som er sammenfaldende med selskabets adresse. Varevognen er ikke specialindrettet og derfor anvendelig til privat kørsel.

Da klageren er hovedanpartshaver i H1 Center ApS, har han rådighed over bilen og derfor også rådighed over bilen til privat kørsel.

Klageren har under henvisning til skatteankenævnets seneste indlæg i sagen anført, at de nævnte 17.000 km er kørt i en anden varevogn, som blev brugt i forbindelse med H2 Administration ApS.

Klageren har endvidere anført, at han ikke har bidt væsentligt mærke i de stedlige skattemyndigheders bemærkninger om kørselsregnskab, idet skatteforvaltningen ikke på noget tidspunkt har bevist eller bare anskueliggjort, at en kørebog var påkrævet. Da skatteforvaltningen har godkendt fradrag for befordring i den private bil, gør klageren gældende, at det dermed er sandsynliggjort, at han har kørt i den private bil og ikke i firmabilen mellem bopælen i Y2-by og arbejdsstedet i Y1-by.

Baggrunden for at der blev udfærdiget et kørselsregnskab i 1997 var, at klageren ville påvise, at varebilen ikke var købt til udlejningsformål, hvilket ville indebære, at der ikke kunne afskrives på den.

En af grundene til at varebilen blev købt 3. august 1997 var, at der senere ville komme store afgiftsstigninger på varebiler.

Klageren har under henvisning til det anførte om et usædvanligt kørselsmønster i 1997 anført, at der er købt 1.775,78 liter dieselolie i selskabet H1 Center ApS, og at varebilen af mærket Toyota kører ca. 10 km pr. liter dieselolie. Varebilen af mærket VW 1997 kører ca. 11,5 km pr. liter dieselolie. Hermed er der 1.497,78 liter dieselolie tilbage, som bilen af mærket Toyota har kørt ca. 14.977 km på. Dette giver et samlet kilometertal i 1997 på 3.401 km + 14.997 km = 18.178 km, hvilket giver 1.514,83 km pr. måned i gennemsnit.

Klageren har endelig anført, at kørebogen er ført for varebilen af mærket VW 1997, at skatteankenævnet ikke har begrundet tilsidesættelsen af kørebogen, at skatteforvaltningen selv har godkendt et kørselsfradrag for den private bil for befordring mellem hjemmet i Y2-by og arbejdsstedet i Y1-by, at der ingen steder i ligningsloven står, at blot fordi firmaets adresse er sammenfaldende med den private adresse, står bilen til rådighed for hovedanpartshaveren, og at der i ligningsloven står, at for at en person har rådighed over en firmabil skal bilen rent faktisk have været benyttet til privat kørsel.

Landsskatteretten skal udtale

Det må påhvile klageren som selskabets hovedanpartshaver at afkræfte en formodning om, at selskabets varebil har stået til rådighed for hans private brug. Der henvises i den forbindelse til bl.a. Østre Landsrets dom af 20. november 1998 og Højesterets dom af 11. november 1999 offentliggjort i Tidsskrift for Skatter og Afgifter 1999.28 og 1999.19.

To retsmedlemmer, herunder retsformanden, finder, at klageren ikke har fremlagt materiale, der kan sandsynliggøre, at den omhandlede bil ikke har stået til rådighed for privat benyttelse, og klageren har således ikke afkræftet formodningen om, at bilen har stået til rådighed for privat benyttelse. Disse retsmedlemmer henser herved til, at det fremlagte kørselsregnskab ikke kan anses for tilstrækkelig sandsynliggørelse, og de finder derfor, at det er med rette, at klageren er anset for skattepligtig af værdi af fri bil, jf. ligningslovens § 16, stk. 4. Disse retsmedlemmer stemmer derfor for at stadfæste ansættelsen.

To retsmedlemmer finder, at det må anses for godtgjort, at klageren ikke har haft den omhandlede firmabil til rådighed for privat benyttelse, og disse retsmedlemmer stemmer derfor for at give klageren medhold.

I henhold til skattestyrelseslovens § 20, stk. 5, er retsformandens stemme afgørende ved stemmelighed, og den påklagede ansættelse af værdi af fri bil i henhold til ligningslovens § 16, stk. 4, stadfæstes derfor.

Herefter bestemmes

Personlig indkomst
Værdi af fri telefon jf. ligningslovens § 16, stk. 1-3, ansat til 3.000 kr.	stadfæstes.
Værdi af fri bil jf. ligningslovens § 16,stk. 4, ansat til 25.404 kr.	stadfæstes.

..."

Af regnskabet for 1997 for H1 Center ApS fremgår, at selskabets udgifter til de omhandlede telefoner i 1997 udgjorde i alt 6.653 kr.

Ifølge en skriftlig aftale dateret 31. august 1997 mellem selskabet ved sagsøgeren og sagsøgeren, står den omtalte bil ikke til privat rådighed for sagsøgeren.

De stedlige skattemyndigheder anførte i skrivelse af 29. oktober 1999 til sagsøgeren om begrundelsen for at ændre skatteansættelsen for 1997 bl.a., at der ikke forelå noget kørselsregnskab vedrørende den omhandlede bil. Sagsøgeren fremlagde først kørselsregnskabet i forbindelse med, at han den 20. september 2000 afgav en udtalelse til Landsskatteretten.

Kørselsregnskabet består af kopier af kalendersider, hvoraf den enkelte kørsels formål og kilometertællerens udvisende fremgår samt en samlet oversigt over kørslerne.

Forklaringer

Der er under sagen afgivet forklaring af sagsøgeren, A, der har forklaret bl.a., at den omhandlede bil af mærket VW 1997 blev købt i august 1997. Baggrunden herfor var bl.a., at der på dette tidspunkt blev rejst spørgsmål om at forhøje afgifterne for varevogne. I 1997 kørte bilen kun ærinder for H1 Center ApS, idet det var en betingelse for, at der kunne afskrives på bilen. Det var også årsagen til, at han førte kørebog. I 1998 blev bilen anvendt både i H1 Center ApS og i H2 Administration ApS, og den kørte derfor betydeligt flere kilometer i 1998 end i 1997.

Han var medio 1999 til møde hos de stedlige skattemyndigheder. Han blev spurgt om, hvorvidt han havde en kørebog. Da han følte sig dårligt behandlet, og skattemyndighederne på hans forespørgsel oplyste, at han ikke havde pligt til at føre kørebog, afleverede han ikke kørebogen til skattemyndighederne. Han mener, at han også senere er blevet spurgt om, hvorvidt han havde en kørebog, men han fremlagde først kørebogen i forbindelse med sagens behandling i Landsskatteretten.

Procedure

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand om nedsættelse af sin personlige indkomst anført, at han ikke har anvendt H1 ApS' telefoner og bil til private formål. Anpartsselskabets telefoner er kun anvendt erhvervsmæssigt, og han har haft en privat telefon til rådighed til private samtaler. Mobiltelefonerne har været nødvendige, for at personalet i H2 Administration ApS til enhver tid kunne få fat i ham eller B, hvorfor de begge altid medbragte en af mobiltelefonerne. Samtaleudgifternes ringe størrelse viser, at telefonerne ikke har været anvendt til privat brug. Det er endvidere urimeligt, at han beskattes af et beløb, der overstiger samtaleandelen

Firmabilen af mærket VW 1997 er ligeledes alene anvendt erhvervsmæssigt. Han har i hele den omhandlede periode haft sin egen private bil til rådighed. Denne bil er anvendt til befordring mellem hjem og arbejdsplads og til andre private formål. Det er naturligt, at firmabilen holdt parkeret ved hans private adresse, idet H1 Center ApS har adresse samme sted, og dette forhold kan ikke i sig selv udløse beskatning af fri bil. Der er endvidere indgået aftale mellem ham og H1 Center ApS om, at bilen ikke står til rådighed for privat benyttelse. Det fremlagte kørselsregnskab og kørselsmønstret dokumenterer, at bilen ikke har været anvendt til privat kørsel. Da han har haft en privat bil til rådighed og firmabilen var på gule plader, må det som udgangspunkt påhvile skattemyndighederne at sandsynliggøre, at firmabilen har været anvendt til privat kørsel. Dette er ikke sket. Endvidere har skattemyndighederne selv erklæret, at det er sandsynligt, at de 3.201 km, som firmabilen har kørt i 1997, har været erhvervsmæssig kørsel.

Sagsøgte har til støtte for sin påstand om frifindelse gjort gældende, at det er med rette, at sagsøgeren er anset for skattepligtig af værdi af fri telefon, jf. ligningslovens §16, stk. 1-3, samt af værdi af fri bil, jf. ligningslovens §16, stk. 4.

Sagsøgeren var eneanpartshaver i H1 Center ApS, og han har på denne baggrund haft fuld rådighed over telefonerne. Der er allerede af denne grund en formodning for, at telefonerne også har været til rådighed for privat benyttelse, og sagsøgeren har ikke afkræftet denne formodning. Sagsøgeren har således ikke dokumenteret eller sandsynliggjort, at telefonerne på intet tidspunkt i 1997 har været benyttet til private samtaler. Sagsøgeren er derfor skattepligtig af rådigheden over telefonerne, jf. ligningslovens § 16, stk. 1, og værdien for det pågældende indkomstår skal i overensstemmelse med Ligningsrådets anvisninger ansættes til 3.000 kr., jf. Told- og Skattestyrelsens cirkulære 1996-32, pkt. b.

Vedrørende bilen har sagsøgte gjort gældende, at det er selve rådigheden over en firmabil, der udløser beskatningen og ikke værdien af den faktisk foretagne kørsel. Det følger heraf, at blot en enkelt kørsel i privat øjemed udløser beskatning for hele det pågældende indkomstår eller den del af året, hvor bilen har været til rådighed.

Sagsøgeren har som eneanpartshaver i H1 Center ApS haft fuld rådighed over bilen. Allerede derfor er der en formodning for, at den har været til rådighed for privat kørsel. Det påhviler sagsøgeren at afkræfte denne formodning, hvilket han ikke har gjort. Den omstændighed, at bilen holdt parkeret ved sagsøgerens private bopæl, medfører en skærpelse af sagsøgerens bevisbyrde, uanset at selskabets adresse og sagsøgerens bopæl er sammenfaldende. Sagsøgeren har ikke løftet sin bevisbyrde ved fremlæggelse af kørselsregnskabet, idet dette regnskab først blev fremlagt i forbindelse med Landsskatterettens behandling af sagen, og sagsøgeren frem til dette tidspunkt havde benægtet at have ført et sådant regnskab. Det kan ikke ved bedømmelsen af, om sagsøgeren har løftet sin bevisbyrde tillægges afgørende betydning, at sagsøgeren var ejer af en privat bil, at privatanvendelse af firmabilen er i strid med momsloven, og at der mellem sagsøgeren og H1 Center ApS var indgået en aftale om, at firmabilen alene måtte anvendes til erhvervsmæssig kørsel. Sagsøgeren er derfor skattepligtig af rådigheden over bilen, og værdien skal ansættes efter ligningslovens § 16, stk. 4.

Landsrettens bemærkninger

Sagsøgeren var eneanpartshaver og eneste ansatte i det selskab, som telefonerne og den omhandlede bil tilhørte. Det påhviler herefter sagsøgeren at sandsynliggøre, at telefonerne og bilen ikke har været til rådighed for privat benyttelse. Anpartsselskabets fastnettelefon var installeret på sagsøgerens bopæl, og sagsøgeren rådede herudover over to mobiltelefoner tilhørende anpartsselskabet. Endvidere havde sagsøgeren ikke sin egen private telefon, idet telefonen på bopælen tilhørte hans moder. Landsretten finder herefter ikke, at sagsøgeren har sandsynliggjort, at telefonerne ikke har været til rådighed for hans private benyttelse.

Vedrørende den omhandlede bil bemærkes, at sagsøgeren, da bilen holdt parkeret ved sagsøgerens bopæl, har haft en særlig anledning til at sikre sig, at han ved fremlæggelse af kørselsregnskab eller på anden måde kunne godtgøre, at bilen ikke anvendtes til private formål. Da sagsøgeren først ved sagens behandling i Landsskatteretten fremlagde et kørselsregnskab, selvom de stedlige skattemyndigheder tidligere havde efterspurgt et sådant, og da sagsøgeren ikke på anden måde har godtgjort, at bilen alene har været anvendt erhvervsmæssigt, finder landsretten, at det ikke af sagsøgeren er sandsynliggjort, at den omhandlede bil ikke har været til rådighed for privat benyttelse. Landsretten tiltræder derfor, at sagsøgeren er beskattet af værdi af fri bil.

Som følge heraf, og da landsretten ikke finder grundlag for at tilsidesætte den beløbsmæssige opgørelse af forhøjelsen, tages sagsøgtes påstand om frifindelse til følge.

T h i k e n d e s f o r r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Inden 14 dage skal sagsøgeren, A, i sagsomkostninger betale 7.000 kr. til sagsøgte.