Spørgsmål

Er Ankenævnet på Energiområdets virksomhed omfattet af momspligten?

Svar

Ja.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Repræsentanter for energibranchen besluttede sammen med en forbrugerorganisation i 2004 at oprette det private ankenævn, Ankenævnet på Energiområdet, der skal behandle forbrugerklager vedrørende køb og levering af el, gas og varme. Energibranchen ønskede endvidere, at nævnets sekretariatsbetjening blev varetaget af det sekretariat i Konkurrencestyrelsen, der betjener Energitilsynet.

Ved lov nr. 494 af 9. juni 2004 (lovforslag L236A 2003) blev der ved en ændring af elforsyningslovene givet mulighed for at oprette et privat ankenævn på energiområdet, og der blev givet hjemmel til, at Energitilsynets sekretariat i Konkurrencestyrelsen kan fungere som sekretariat for ankenævnet, der er godkendt i medfør af kapitel 2 i lov om forbrugerklager.

Lovændringen giver Energistyrelsen hjemmel til at opkræve betaling af energiselskaberne til dækning af nævnets udgifter. Udgifterne forbundet med ankenævnets etablering og drift betales af energiselskaberne efter regler fastsat af økonomi- og erhvervsministeren. Kompetencen til at fastsætte udgiftsregler er siden overført til familie- og forbrugsministeren, der også fastsætter nærmere regler om betaling af sagsomkostninger (klagegebyr og virksomhedsgebyr) efter lov om forbrugerklager.

Ankenævnet har påbegyndt sin virksomhed den 1. november 2004. Før denne dato behandlede Energitilsynet og Forbrugerklagenævnet klager, der udspringer af civilretlige tvister mellem forbrugere og energiselskaber. Det er disse sager, der nu behandles af Ankenævnet på Energiområdet.  Ankenævnet skal skønsmæssigt behandle ca. 200 sager om året.

Ankenævnets indtægter er fastlagt i vedtægterne, der er godkendt af familie- og forbrugerministeren.  Indtægterne består af gebyrindtægter og en såkaldt generel udgiftsdækning.

Gebyrindtægterne opkræves efter følgende retningslinjer:

• Klager betaler et klagegebyr på 150 kr., der tilbagebetales, hvis klager får medhold
• Hvis forbrugeren får medhold i klagen, skal energiselskabet betale et gebyr på 7.000 kr.
• Hvis klagesagen forliges i det væsentlige til forbrugerens fordel, skal energiselskabet betale et gebyr på 2.900 kr.

Den del af ankenævnets budget, der ikke dækkes af disse gebyrindtægter, opkræves hos energiselskaberne sammen med selskabernes betaling for Energitilsynets virksomhed efter regler i betalingsbekendtgørelser, der er udstedt i medfør af energiforsyningslovene. Betalingen er fastsat ud fra det enkelte selskabs omsætning af energi. Denne betaling har derfor ingen direkte sammenhæng med antallet af sager i ankenævnet.

Det følger af tre bekendtgørelser om betaling for myndighedsbehandling efter lovene om elforsyning, varmeforsyning og naturgasforsyning, at det er Energistyrelsen, der opkræver betalingen, herunder til dækning af det private ankenævns udgifter. Denne betaling opkræves altså på ankenævnets vegne. Det fremgår af bekendtgørelserne, at der som udgangspunkt ikke opkræves moms af virksomhedernes betaling, men at den del af betalingerne, der skal dække ankenævnets udgifter, opkræves med moms. Det vil fremgå direkte af opkrævningerne.

Ankenævnet betaler Konkurrencestyrelsen for sekretariatsbistand efter reglerne om indtægtsdækket virksomhed. Konkurrencestyrelsen opkræver moms af betalingen for sekretariatsbistanden. Ankenævnet har også andre momsbelagte udgifter.

Ankenævnet har ikke hidtil pålagt sine gebyrer moms og er ikke blevet momsregistreret. Ankenævnet ønsker imidlertid at kunne overføre sine momsudgifter på brugerne af nævnet. Ankenævnet har tidligere i november 2004 rettet henvendelse til SKAT om nævnets momsforhold, men spørgsmålet er ikke i den forbindelse blevet afklaret.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Ankenævnet på energiområdet er et privat ankenævn, der leverer ydelser i form af afgørelser af tvister mellem forbrugere og energiselskaber. Ankenævnet opkræver vederlag herfor i form af dels gebyrer, dels anden betaling, der samlet finansierer nævnets virksomhed.

Levering af ydelser mod vederlag er afgiftspligtig efter momsloven, jf. lovens § 4, stk. 1. Der er ikke fastsat særlige krav til vederlagets form. Ydelser mod vederlag i form af gebyrer eller samlede betalinger til dækning af en leverandørs omkostninger er derfor som udgangspunkt også momspligtige, medmindre en af lovens sær- eller fritagelsesbestemmelser finder anvendelse.

Momspligten omfatter efter lovens § 3, stk. 1, alle personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed. Med henvisningen til "selvstændig" undtages lønmodtagere og andre, der står i et arbejdstagerforhold, jf. 6. momsdirektivs artikel 4, stk. 4.

Økonomisk virksomhed er alle former for virksomhed, herunder virksomhed som tjenesteyder. Formålet med eller resultatet af virksomheden er uden betydning ved afgrænsningen af økonomisk virksomhed. Dette fremgår af direktivets artikel 4, stk. 1 og 2. Der er således tale om en meget bred afgrænsning af "økonomisk virksomhed". Den omfatter både private og offentlige virksomheder og institutioner m.v., når blot der præsteres varer og ydelser mod vederlag. Det er uden betydning, hvad formålet med virksomheden er, og om virksomheden drives med gevinst for øje. Blot der kan siges at blive drevet virksomhed.

Løsning af interessekonflikter mod vederlag kan anses for en ydelse, der efterspørges af sagens parter. Den adskiller sig i princippet ikke fra andre ydelser, bortset fra det forhold, at denne type ydelser normalt præsteres af offentlige institutioner

Ankenævnet er en juridisk person, der må anses for at drive økonomisk virksomhed.

Offentlige virksomheder er som udgangspunkt også momspligtige. Offentlige institutioner er dog kun - uden for det egentlige forsyningsområde - momspligtige, i det omfang de leverer varer eller ydelser i konkurrence med erhvervsvirksomheder. Det fremgår af § 3, stk. 2, nr. 3.

For at blive anset for en ikke-momspligtig person skal to betingelser altså være opfyldt. Personen skal være offentlig, og aktiviteten må ikke blive drevet i konkurrence med almindelige erhvervsvirksomheder.

Ankenævnet på Energiområdets virksomhed drives ikke i konkurrence med erhvervsvirksomheder, men ankenævnet er ikke en offentlig institution, selv om nævnets oprettelse og virke m.v. er retligt reguleret. Ankenævnet er derfor heller ikke omfattet af undtagelsen efter lovens § 3, stk. 2, nr. 3.

Endelig er ankenævnets virksomhed ikke særlig fritaget for momspligten efter bestemmelserne i momslovens § 13.

Ankenævnet er derfor også momspligtigt af sine leverancer mod vederlag.

Den del af ankenævnets indtægter, der opkræver gennem Energistyrelsen, opkræves i øvrigt også med moms efter de tre bekendtgørelser, der er henvist til ovenfor. 

Spørger har samtykket i, at Skatterådets svar vil kunne offentliggøres uden anonymisering.

SKATs indstilling og begrundelse

Momslovens § 3 er affattet således:

"§ 3. Afgiftspligtige personer er juridiske eller fysiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed.

Stk. 2. Som afgiftspligtig person anses endvidere:

1) Enhver person, der lejlighedsvis leverer et nyt transportmiddel til et andet EU-land, jf. § 11, stk. 4.

2) Offentlige forsyningsvirksomheder.

3) Andre statslige, regionale 1) og kommunale institutioner, for så vidt de leverer varer og ydelser i konkurrence med erhvervsvirksomheder.

Stk. 3.  Flere personer, der registreres under et, jf. § 47, stk. 4, anses som en afgiftspligtig person. Har en afgiftspligtig person flere virksomheder, der registreres hver for sig, jf. § 47, stk. 3, 2. pkt., anses hver af de selvstændigt registrerede virksomheder som en afgiftspligtig person."

Momslovens § 4, stk. 1, er affattet således:

"Der betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet. Ved levering af en vare forstås overdragelse af retten til som ejer at råde over et materielt gode. Levering af en ydelse omfatter enhver anden levering."

Artikel 2, stk. 1, litra d), i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (herefter Momssystemdirektivet) er affattet således:

"1. Følgende transaktioner er momspligtige:

...

c) levering af ydelser, som mod vederlag foretages på en medlemsstats område af en afgiftspligtig person, der handler i denne egenskab"

Momssystemdirektivets artikel 9, stk. 1, er affattet således:

"1. Ved "afgiftspligtig person" forstås enhver, der selvstændigt og uanset stedet udøver økonomisk virksomhed uanset formålet med eller resultatet af den pågældende virksomhed.

Ved "økonomisk virksomhed" forstås alle former for virksomhed som producent, handlende eller tjenesteyder, herunder minedrift og landbrug, samt virksomhed inden for liberale og dermed sidestillede erhverv. Ved økonomisk virksomhed forstås navnlig udnyttelse af materielle eller immaterielle goder med henblik på opnåelse af indtægter af en vis varig karakter."

Direktivets artikel 13, stk. 1, er affattet således:

"1. Stater, regioner, amter, kommuner og andre offentligretlige organer anses ikke som afgiftspligtige personer for så vidt angår virksomhed eller transaktioner, som de udøver eller foretager i deres egenskab af offentlig myndighed, også selv om de i forbindelse med denne virksomhed eller disse transaktioner modtager gebyrer, afgifter, bidrag eller vederlag.

Når de udøver sådanne former for virksomhed eller foretager sådanne transaktioner, skal de dog betragtes som afgiftspligtige personer for så vidt angår disse former for virksomhed eller disse transaktioner, såfremt deres fritagelse for afgiftspligten ville føre til konkurrenceforvridning af en vis betydning.

Under alle omstændigheder anses offentligretlige organer som afgiftspligtige personer for så vidt angår de i bilag I anførte former for virksomhed, medmindre den udøvede virksomhed er ubetydelig."

Bestemmelserne i Momssystemdirektivet svarer til 6. momsdirektivs artikel 2, stk. 1, og artikel 4, stk. 1-2 og 5.

6. momsdirektivs artikel 2, nr. 1, er affattet således:

"Merværdiafgift pålægges:

1. Levering af goder og tjenesteydelser, som mod vederlag foretages i
indlandet af en afgiftspligtig person, der optræder i denne egenskab."

Direktivets artikel 4, stk. 1-2 og 5 er affattet således:

"1. Som afgiftspligtig person anses enhver, der selvstændigt og uanset stedet udøver en af de i stk. 2 nævnte former for økonomisk virksomhed uanset formålet med eller resultatet af den pågældende virksomhed.

2. De former for økonomisk virksomhed, der er omhandlet i stk. 1, er alle former for virksomhed som producent, handlende eller tjenesteyder, herunder minedrift og landbrug, samt virksomhed inden for liberale og dermed sidestillede erhverv. Som økonomisk virksomhed anses blandt andet transaktioner, der omfatter udnyttelse af materielle eller immaterielle goder med henblik på opnåelse af indtægter af en vis varig karakter.

...

5. Stater, regioner, amter, kommuner og andre offentligretlige organer anses ikke som afgiftspligtige personer for så vidt angår virksomhed eller transaktioner, som de udøver eller foretager i deres egenskab af offentlig myndighed, også selv om de i forbindelse med denne virksomhed eller disse transaktioner modtager gebyrer, afgifter, bidrag eller vederlag.

Når de udøver sådanne former for virksomhed eller foretager sådanne transaktioner, skal de dog betragtes som afgiftspligtige personer for så vidt angår disse former for virksomhed eller disse transaktioner, såfremt deres fritagelse for afgiftspligten ville føre til konkurrencefordrejning af en vis betydning.

Under alle omstændigheder anses de ovennævnte organer som afgiftspligtige
personer for så vidt angår de i bilag D opregnede former for virksomhed, medmindre den udøvede virksomhed er ubetydelig.

Medlemsstaterne kan anse den virksomhed, som udøves af ovennævnte
organer, og som er fritaget for afgift i henhold til artikel 13 eller 28, som virksomhed udøvet i egenskab af offentlig myndighed."

For så vidt angår spørgsmålet, om ankenævnet kan anses for at levere ydelser mod vederlag til energiselskaberne, uanset at betalingen fra selskaberne ikke har direkte sammenhæng med antallet af sager i ankenævnet, så må problemstillingen efter SKATs opfattelse svare til problemstillingen vedrørende, om en forening eller lignende kan anses for at levere ydelser mod vederlag til sine medlemmer, når medlemmernes bidrag til foreningen er uafhængigt af medlemmets faktiske brug af foreningens faciliteter.

EF-domstolen har taget stilling til sidstnævnte spørgsmål i sagen C-174/00, Kennemer Golf & Country Club. Domstolen udtaler i dommens præmisser 39-42 følgende:

"39. Det fremgår af Domstolens praksis, at beskatningsgrundlaget for en tjenesteydelse udgøres af alt, hvad der modtages som modydelse for tjenesteydelsen, og at der, for at en tjenesteydelse kan beskattes, skal være en direkte sammenhæng mellem den udførte tjenesteydelse og den modtagne modværdi (jf. dommen i sagen Apple and Pear Development Council, præmis 11 og 12, og dom af 3.3.1994, sag C-16/93, Tolsma, Sml. I, s. 743, præmis 13). En tjenesteydelse kan derfor kun beskattes, såfremt der mellem tjenesteyderen og modtageren består et retsforhold, der vedrører en gensidig udveksling af ydelser, idet det af tjenesteyderen modtagne vederlag udgør den faktiske modværdi af den ydelse, som leveres til modtageren (jf. Tolsma-dommen, præmis 14).

40. Hvad angår den sag, som verserer for den forelæggende ret, ændrer den omstændighed, således som Kommissionen har anført, at det årlige bidrag udgør et fast beløb og således ikke har sammenhæng med hver personlig anvendelse af golfbanen, ikke det forhold, at der sker gensidig udveksling af ydelser mellem medlemmerne af en sportsforening som den i hovedsagen, og denne forening. De ydelser, som foreningen leverer, består nemlig i at stille sportskomplekset såvel som de fordele, der er forbundet hermed, til permanent rådighed for medlemmerne og ikke i lejlighedsvis at levere ydelser på medlemmernes anmodning. Der eksisterer således en direkte sammenhæng mellem de årlige bidrag, som medlemmerne betaler til en sportsforening som den i hovedsagen, og de ydelser, som denne leverer.

41. Den fortolkning, som den nederlandske regering har foreslået, ville desuden, som også Det Forenede Kongeriges regering med rette har påpeget, have som konsekvens, at næsten alle tjenesteydere ville kunne undgå at betale moms ved at anvende faste priser og således tilsidesætte de principper for afgiftspålæggelse, der danner grundlag for det fælles momssystem, som er indført ved sjette direktiv.

42. Første del af andet spørgsmål, litra a), skal derfor besvares med, at sjette direktivs artikel 2, stk. 1, skal fortolkes således, at de årlige bidrag, som betales af medlemmerne af en sportsforening som den i hovedsagen omhandlede, kan udgøre modydelsen for tjenesteydelser leveret af denne forening til trods for, at medlemmer, som ikke eller ikke regelmæssigt benytter foreningens faciliteter, ikke desto mindre er forpligtet til at betale årligt bidrag."

SKAT finder på denne baggrund, at ikke alene de gebyrer, som ankenævnet oppebærer, men også de generelle bidrag, som Energistyrelsen opkræver fra energiselskaberne på ankenævnets vegne, må anses for vederlag. Ankenævnet kan derfor anses for at levere ydelser mod vederlag.

SKAT finder tilsvarende, at ankenævnets behandling af civilretlige tvister mellem private forbrugere og energiselskaber kan anses for omfattet af begrebet økonomisk virksomhed i momslovens § 3, stk. 1, jf. 6. momsdirektivs artikel 4, stk. 2, og Momssystemdirektivets artikel 9, stk. 1, hvorefter økonomisk virksomhed omfatter alle former for virksomhed som producent, handlende eller tjenesteyder, herunder minedrift og landbrug, samt virksomhed indenfor liberale og dermed sidestillede erhverv.

SKAT finder ikke, at ankenævnets virksomhed er omfattet af momslovens § 3, stk. 2, nr. 3, jf. undtagelsen fra den generelle momspligt i 6. momsdirektivs artikel 4, stk. 5, og Momssystemdirektivets artikel 13, stk. 1.

Der henvises her til, at EF-domstolen i en række domme - jf. f.eks. dommene i sagerne C-358/97, C-359/97, C-276/97 C-408/97 og C-260/98 - har fastslået, at to betingelser skal være opfyldt, for at der er momsfritagelse for ydelser, der leveres af offentlige myndigheder. De to betingelser, der skal være opfyldt samtidig er, at virksomheden udøves af et offentligretligt organ, og at virksomheden varetages af dette organ i egenskab af offentlig myndighed.

Domstolen har udtalt, at en virksomhed, der udøves af en privatperson, ikke er fritaget for moms, blot fordi den består i at foretage handlinger, som henhører under den offentlige myndigheds kompetence. Det er en betingelse for momsfritagelse, at den, der leverer ydelsen, er en integreret del af det offentlige forvaltningsapparat.

Som et privat ankenævn opfylder ankenævnet ikke betingelsen om at være et offentligretligt organ, jf. f.eks. det forhold, at Folketingets Ombudsmand siden 1997 har fundet at være inkompetent overfor 5 andre private ankenævn med den begrundelse, at nævnene ikke udgjorde organer inden for den offentlige forvaltning.

SKAT finder således, at det stillede spørgsmål kan besvares bekræftende.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling.

Svaret er bindende for skattemyndighederne i følgende periode

1. januar 2005 - 31. december 2009.

Note:

1) "amtskommunale" er ændret til "regionale" med virkning fra 1. januar 2007 ved § 14 i lov nr. 515 af 7. juni 2006