Dato for udgivelse
06 Feb 2003 11:07
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
24. januar 2003
SKM-nummer
SKM2003.53.VLR
Myndighed
Vestre Landsret
Sagsnummer
1. afdeling, B-0240-02
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning
Emneord
Reception, fødselsdag, jubilæum, bespisning, familiemedlemmer, forretningsforbindelser, venner, hovedaktionær, direktør, varebil, kørebog, fri bil, privat benyttelse
Resumé

Sagsøgerens aktieselskab havde holdt en reception i anledning af virksomhedens 25 års jubilæum og sagsøgerens fødselsdag. Under hensyn til at virksomhedens jubilæum var ca. 10 måneder før receptionen, og at sagsøgerens fødselsdag var 4 dage efter receptionen, samt at der foruden forretningforbindelser deltog et ikke ubetydeligt antal familiemedlemmer og venner i receptionen, og at kuvertprisen ikke var beskeden, havde receptionen ikke klart og entydigt været forretningsmæssigt begrundet. Udgiften til receptionen blev derfor anset som yderligere løn til sagsøgeren, jf. ligningslovens § 16, stk. 1.

Sagsøgeren, som var hovedaktionær og direktør i aktieselskabet, var blevet beskattet af rådigheden af en Audi A6. Ved en aftale med selskabet skrev sagsøgeren under på, at en Chrysler Grand Voyager ikke måtte anvendes til private formål. Eftersom sagsøgeren ikke havde dokumenteret, at han kun havde benyttet Chrysleren i de tilfælde, hvor medarbejderne i firmaet benyttede Audien, blev sagsøgeren beskattet af rådigheden over begge biler, jf. ligningslovens § 16, stk. 4

 

Reference(r)

Ligningsloven § 16, stk. 1
Ligningsloven § 16, stk. 4
Statsskatteloven § 4
Ligningsvejledningen 2001 S.F.2.1.7, A.B.1.9.2

Henvisning
Ligningsvejledning 2003-2 E.B.3.7.6
Henvisning

Den juridiske vejledning 2011-2, afsnit C.A.5.6.1

Parter

A
(Advokat Henrik Thorstholm)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Per Lunde Nielsen).

Afsagt af landsdommerne

Fritse Hove, Elisabeth Mejnertz og Erik P. Bentzen (kst.)

Sagsøgeren, A, er direktør og hovedaktionær i selskabet H A/S.

Denne sag, der er anlagt den 25. januar 2002, angår dels spørgsmålet om, hvorvidt en udgift, selskabet har afholdt til en reception er skattepligtig for sagsøgeren, A, dels spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren er skattepligtig af rådigheden over en bil tilhørende selskabet, når han i forvejen beskattes af rådigheden over en anden af selskabets biler.

Landsskatteretten har truffet afgørelse ved kendelse af 26. oktober 2001. Kendelsen er vedhæftet denne dom og udgør en del heraf.

Sagsøgeren har endeligt nedlagt principal påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at sagsøgerens personlige indkomst for indkomståret 1998 nedsættes med 39.614 kr. og for indkomståret 1999 med 67.372 kr., subsidiært at sagen hjemvises til fornyet behandling ved skattemyndigheden.

Sagsøgte har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært at ansættelsen af sagsøgerens skattepligtige indkomst for indkomståret 1999 hjemvises til fornyet behandling ved skattemyndighederne.

Sagens nærmere omstændigheder i øvrigt

Receptionen

Sagsøgeren begyndte at drive arkitektvirksomhed den 4. august 1972. Den 5. juni 1998 blev der afholdt en reception på G-Hotel i ..... Deltagerne var såvel særskilt inviteret som orienteret gennem en annonce i G-Avis. Annoncen havde følgende ordlyd:

"R E C E P T I O N

Det er formodentlig sværere at løbe fra tiden end sin egen skygge en solrig sommerdag, så derfor vil jeg gerne invitere husets venner og forretningsforbindelser

T I L   J U B I L Æ U M S-   O G   F Ø D S E L S D A G S R E C E P T I O N

fredag den 5. juni 1998 kl. 13-16 på G-Hotel,...., .... til en bid brød og lidt hyggeligt samvær.

I anledning af, at virksomheden og jeg runder et skarpt hjørne, hhv. 25 og 50 år. Jeg ved selvfølgelig godt, at man ikke kan se, jeg bli'r 50, og at det kommer bag på mange. Derfor vil man på dagen kunne se mig i mit konfirmationstøj.

Jeg håber, at du/I kan afse lidt tid og derved bidrage til at gøre netop denne for mig lidt specielle, Grundlovsdag festlig og fornøjelig.

På gensyn

A

H A/S"

Sagsøgeren har fremlagt en liste over selskabets forretningsforbindelser, som indbydelsen blev sendt særskilt til. Listen viser, at en del af forretningsforbindelserne ikke havde adresse i lokalområdet.

Af en regning fra G-Hotel fremgår, at den samlede udgift til arrangementet var 42.999 kr., der - udover drikkevarer - dækkede 190 kuverter á 150 kr. Sagsøgeren betalte selv med Dankort for 21 kuverter, i alt 4.752 kr. Restbeløbet, med tillæg af udgiften til annoncen i G-Avis på 1.368,75 kr., blev betalt af selskabet.

Bil til rådighed

Selskabet anskaffede den 21. maj 1997 en varebil af mærket Chrysler Grand Voyager, og sagsøgeren medregnede i indkomstårene 1997 og 1998 ved sine indkomstopgørelser værdien af bil til rådighed for denne varebil. Det fremgår af sagsfremstillingen i afgørelsen fra ToldSkat, at sagsøgeren den 30. december 1998 indgik en skriftlig aftale med selskabet om, at Chrysleren ikke fremover måtte benyttes af sagsøgeren til private formål.

Forklaringer

Sagsøgeren har forklaret vedrørende receptionen, at han siden 1972 har drevet virksomheden fra sin private bopæl. 95 % af alle virksomhedens arbejdsopgaver, der består i totalrådgivning for private og offentlige bygherrer, udføres nu uden for lokalområdet, og der er i stort omfang tale om opgaver for det offentlige. Der er ansat 10 arkitekter og ingeniører og 2 kontormedarbejdere i selskabet. Selskabet identificeres med ham, og han skaffer selv næsten alle selskabets ordrer. Det var tilfældigt, at receptionen faldt sammen med hans 50 års fødselsdag. Der skulle findes en passende dag til at fejre virksomhedens 25 års jubilæum. Han har selv deltaget i mange receptioner og følte derfor, at firmaet var nødt til at holde en reception. En reception er desuden reelt den eneste mulighed, der er for at reklamere for en virksomhed af den omhandlede type. Den 5. juni 1998, Grundlovsdag, var en perfekt dag, da den faldt på en fredag og tilrejsende forretningsforbindelser havde derfor større mulighed for at deltage. Det kunne forudses, at der ville komme mange gæster, så det var derfor ikke muligt at holde receptionen på selskabets adresse. Han formulerede selv indbydelsen i avisen. Receptionen var "hårdt arbejde", idet han naturligvis skulle tale med så mange af gæsterne som muligt og samtidig sørge for, at alt gik, som det skulle. Det er hans skøn, at der har været mellem 300 og 350 gæster i løbet af dagen. Antallet af kuverter på 190 anført på regningen fra G-Hotel er ikke udtryk for det reelle deltagerantal. Der var ikke opdækning ved bordene med kuverter, og de fleste stod op og spiste. Det var en buffet, som var "pindemadsagtig". Det kan godt passe, at maden bl.a. bestod af juliennesuppe, pillerejer, indbagte frølår, hanebryst, kyllingelever, sommerbuk, gorgonzola og italiensk kage. Han holdt en privat fest i hjemmet om aftenen for familien. Nogle familiemedlemmer og enkelte private venner mødte uventet op til receptionen. Der blev hverken ført gæstebog eller lavet gaveliste, men han har dog personligt sendt takkekort til alle, der har givet gave. Der blev heller ikke systematisk taget billeder af alle gæsterne. Listen over de 21 private gæster (familie og venner), der deltog i receptionen, har han udarbejdet i forbindelse med denne sag. Hans ægtefælle og søn, som begge er ansat i selskabet, er ikke på listen. Borgmesteren deltog i receptionen, fordi selskabet har udført arbejde for kommunen.

Vedrørende rådigheden over bilen af mærket Chrysler Grand Voyager har sagsøgte forklaret, at der i selskabet er i alt 4 biler, hvoraf momsen er afløftet for de 2 af dem, mens det ikke er tilfældet for Chrysleren, der er på gule plader, og den Audi A6 1,8 Avant, som han har til sin rådighed og er blevet beskattet af i 1999. Audien benyttes også af medarbejderne, når de er på tilsynsopgaver rundt i landet og i den forbindel-se skal køre langt og kommer sent hjem. I de tilfælde har han privat benyttet Chrysleren. Ingen af medarbejderne benytter firmaets biler til privat brug, og ingen benytter deres private biler til firmakørsel. De er 4 personer i selskabet, der har ansvaret for optankning, vedligeholdelse m.v. af hver en bil. Hans ægtefælle har ansvaret for Audien, mens han har ansvaret for Chrysleren. Det er sket, at hans ægtefælle har benyttet Chrysleren privat, hvis han har benyttet Audien i forretningsanliggender.

Procedure

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand vedrørende receptionen gjort gældende, at udgiften hertil med rette er udeladt af sagsøgerens personlige indkomst, idet formålet med receptionen klart og entydigt har været at vedligeholde og skabe indkomst for selskabet H A/S. Det var alene et beskedent antal af gæsterne, der var familiemedlemmer eller private venner, som naturligvis ikke kunne nægtes adgang, ligesom traktementet prismæssigt var beskedent, når det tages i betragtning, at der i løbet af dagen var ca. 350 gæster. Det bør ikke medføre en ændret vurdering, at det 4 dage senere var sagsøgerens 50 års fødselsdag. Mulighederne for at markedsføre et selskab med en virksomhed som den omhandlede er yderst begrænsede og sker typisk ved afholdelse af en reception. Sagsøgeren holdt senere en privat fødselsdagsfest for familie og venner. Grundlovsdag var af flere grunde den helt rigtige dag for receptionen, og det er uden betydning, at virksomhedens jubilæum reelt var ca. 10 måneder tidligere.

Til støtte for påstanden vedrørende rådigheden over fri bil har sagsøgeren gjort gældende, at der alene skal ske beskatning af den dyreste bil, som sagsøgeren har til sin rådighed, uanset at sagsøgeren har mulighed for at benytte en anden bil i selskabet.

Sagsøgte har til støtte for påstanden vedrørende receptionen gjort gældende, at den udgift, selskabet har afholdt til receptionen og annonceringen af denne, er skattepligtig for sagsøgeren, jf. ligningslovens § 16, stk. 1. Receptionen blev ikke klart og entydigt afholdt i selskabets interesse, men derimod overvejende i anledning af sagsøgerens 50 års fødselsdag. Sagsøgerens fødselsdag var den 9. juni - 4 dage efter receptionen - hvorimod virksomhedens 25 års jubilæum var ca. 10 måneder før. Der deltog endvidere et ikke ubetydeligt antal familiemedlemmer og private venner. Sagsøgeren har i øvrigt ikke dokumenteret, hvem der deltog i receptionen. Endelig var der ikke tale om et beskedent traktement. Selv med ca. 350 gæster som forklaret af sagsøgeren ville kuvertprisen overstige 100 kr. Sagsøgeren har således ikke løftet bevisbyrden for, at udgiften til receptionen har været klart og entydigt forretningsmæssigt begrundet, og at det private islæt har været ubetydeligt.

Til støtte for påstanden vedrørende rådigheden over fri bil har sagsøgte gjort gældende, at sagsøgeren er skattepligtig af rådigheden over bilen af mærket Chrysler Grand Voyager, jf. statsskattelovens § 4, jf. ligningslovens § 16, stk. 1 og 4. Det er selve rådigheden over firmabil til privat brug, som beskattes og ikke værdien af den faktisk foretagne private benyttelse. Blot en enkelt kørsel i privat øjemed udløser beskatning af værdi af fri bil for hele det pågældende indkomstår. Efter sagsøgerens egen forklaring har bilen været benyttet privat. Ligningslovens § 16, stk. 4, finder anvendelse på hver enkelt bil, som stilles til rådighed for den ansattes private brug. Det er derfor uden betydning, at sagsøgeren havde en anden bil til sin private rådighed, og at han blev beskattet heraf. Der er en formodning for, at sagsøgeren i kraft af sin indflydelse som hovedaktionær og direktør har haft adgang til at benytte flere biler ad gangen, og sagsøgeren har ikke afkræftet denne formodning. Det er ikke bevist, eventuelt i form af kørebøger, at Chrysleren kun er blevet benyttet, hvis Audien ikke har været til hans rådighed. Sagsøgeren har tværtimod forklaret, at ægtefællen har benyttet Chrysleren privat, hvis sagsøgeren selv har kørt i Audien erhvervsmæssigt.

Landsrettens begrundelse og resultat

Udgiften til reception

Ifølge avisannoncen var anledningen til receptionen den 5. juni 1998 såvel virksomhedens 25 års jubilæum som sagsøgerens 50 års fødselsdag. Virksomheden havde 25 års jubilæum den 4. august 1997, mens sagsøgerens 50 års fødselsdag var den 9. juni 1998. Under hensyn hertil og til, at der foruden forretningsforbindelser deltog et ikke ubetydeligt antal familiemedlemmer og venner i receptionen, som blev afholdt på en restaurant, og at kuvertprisen pr. person - selv ved et antal gæster på ca. 350, som oplyst af sagsøgeren - ikke var beskeden, har receptionen ikke klart og entydigt været forretningsmæssigt begrundet. Sagsøgtes påstand om frifindelse vedrørende dette punkt tages derfor til følge.

Fri bil til rådighed

Sagsøgeren, som er hovedaktionær og direktør i selskabet, havde i 1999 rådighed over en bil af mærket Audi A6 1,8 Avant til privat brug og blev beskattet heraf efter ligningslovens § 16, stk. 4. Han var i indkomstårene 1997 og 1998 blevet beskattet af rådigheden over bilen af mærket Chrysler Grand Voyager. Ved en aftale med selskabet dateret den 30. december 1998 skrev sagsøgeren under på, at Chrysleren ikke måtte anvendes til private formål. Efter sin egen forklaring har sagsøgeren dog efterfølgende anvendt bilen privat, nemlig når medarbejdere i selskabet benyttede Audien ligesom sagsøgerens hustru har brugt Chrysleren privat.

Da sagsøgeren ikke har dokumenteret - eventuelt ved fremlæggelse af kørebøger - at han kun har benyttet Chrysleren i de tilfælde, hvor medarbejdere har benyttet Audien, lægges det til grund, at han har haft rådighed over Chrysleren samtidig med, at han havde rådighed over Audien. Dette bestyrkes af det forhold, at sagsøgerens ægtefælle, der ikke har haft fri bil til rådighed, efter sagsøgerens forklaring har benyttet Chrysleren i tilfælde, hvor han benyttede Audien i forretningsærinde. Sagsøgeren skal derfor beskattes af begge biler i 1999, jf. ligningslovens § 16, stk. 4.

Landsretten tager herefter sagsøgtes frifindelsespåstand til følge.

T h i   k e n d e s  f o r  r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagsøgeren, A, skal inden 14 dage betale 12.000 kr. i sagsomkostninger til sagsøgte.