A klager for indkomståret 1992 over, at skatteankenævnet ikke har godkendt fradrag for hans tilbagebetaling af interessenternes indbetalinger til I/S B.

Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren i 1992 deltog i 2 leasingarrangementer: I/S B og I/S C. Nærværende sag vedrører hans deltagelse i I/S B, og hvor han selv var udbyder af dette leasingarrangement. Klageren ejede 1/5 af I/S B.

Det fremgår af interessentskabskontrakten, at der var 5 interessenter der hver ejede 1/5 af interessentskabet, at interessentskabets formål var at erhverve driftsmidler til udlejning, at interessenterne hæftede direkte, solidarisk og personligt for interessentskabets forpligtelser, samt at over- og underskud fordeltes med lige store andel til hver interessent.

Den 30. december 1992 indgik I/S B en købsaftale med D om køb af hospitalsudstyr. Købesummen udgjorde 900.000 USD, hvoraf 27.000 USD skulle erlægges kontant. Den resterende del af købesummen blev finansieret ved et lån på 873.000 USD fra E Corporation. Af købsaftalen fremgår, at købers interesser i udstyret var sekundært og underordnet.

Ifølge låneaftale skulle lånet afdrages halvårligt med 50.813 USD, der skulle betales første gang den 30. juni 1993 og sidste gang den 20. marts 2001. Af låneaftalen fremgår det endvidere, at betalingen skulle ske til E Corporation, at lånet blev forrentet med en rente på 9%, at långiver fik sikkerhed i leasingaktiverne og leasingaftalen, at betaling af renter og afdrag alene kunne ske såfremt leasingtageren betalte den enslydende leasingydelse, at der var aftalt modregningsadgang for så vidt angår låneafdrag og leasingydelser, samt at lånet var ydet på non recourse vilkår.

Der foreligger en option rider, hvoraf fremgår, at I/S B gav E Corporation en uigenkaldelig ret til at udpege en køber til udstyret til en pris der mindst udgjorde restgælden på lånet.

Det købte udstyr blev af D leaset til F Corporation, jf. leasingkontrakt af 15. november 1992. Ifølge tillæg til leasingkontrakten dateret den 30. december 1992 var I/S B indtrådt i leasingkontrakten. Tillægget blev underskrevet af F Corporation, D og I/S B. Af tillægget fremgår endvidere, at leasingafgiften alene forfaldt, såfremt I/S B foretog tilsvarende ydelser på det hos E Corporation optagne lån.

Af leasingkontrakten fremgår, at leasingperioden begyndte den 15. november 1992 og løb i 99 måneder, at leasingafgiften udgjorde 50.813 USD halvårligt, der skulle betales første gang den 30. juni 1993 og sidste gang den 30. marts 2001, at bruger for egen regning skulle vedligeholde udstyret, at bruger var forpligtet til for egen regning af holde det leasede forsikret, at bruger bær risikoen for aktivernes hændelige undergang samt, at bruger ikke kunne gøre nogen mangelindsigelser gældende over for ejeren.

Det fremgår af sagens oplysninger, at Landsskatteretten ved kendelse af 18. marts 1999, j.nr. 651-1895-0553, ikke har tillagt deltagelse i I/S B skattemæssig betydning for en medinteressent.

Det fremgår videre af sagens oplysninger, at klageren i sin selvangivelse for indkomståret 1992 medtog et formidlingshonorar vedrørende I/S B på 345.068 kr. Dette formidlingshonorar blev imidlertid den 30. oktober 1995 nedsat med 69.014 kr. eller til 276.054, idet klageren fejlagtigt havde medregnet sin egenbetaling.

Den 10. maj 1998 anmodede klageren om tilbageførsel af formidlingshonoraret i indkomsten for 1992 med 345.068 kr., idet klageren p.g.a. skattemyndighedernes nægtelse af at godkende I/S B i skattemæssig henseende, havde indgået en mundtlig aftale med interessenterne om at tilbagebetale de af interessenterne foretagne indbetalinger. Der blev i denne forbindelse henvist til klagerens kreditnota af 15. marts 1998, der har følgende indhold:

"...

I henhold til forhandlinger omkring tidligere opkrævet honorar for anskaffelse af leasingaktiver fra USA (nota af 4. maj 1993) tilbagebetales herved det opkrævede beløb:

Tilbagebetalingen sker under forudsætning af:

at undertegnede alene oppebærer retten til modtagelse af erstatningsbeløb fra revisor samt advokatfirma,

at interessenterne ved modtagelsen af denne erstatning samtidig fraskriver sig enhver ret til at rejse yderligere krav mod undertegnede,

at erstatningsbeløbet kan erlægges over på 5 år med 1/5 årligt.

Ændringen accepteres på vegne af I/S B

Underskrifter

..."

Den 4. august 1998 anmodede klageren om genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 1992, idet han på ny anmodede om at få tilbageført det i 1992 medregnede formidlingshonorar. Klageren henviste til TS cirkulære 1997 nr. 19, der omhandler tilladelse til selskabstømmere til at modregne den erstatning, der efterfølgende blev betalt til Told- og Skattestyrelsen, i fortjeneste ved salg af aktier, medregnet i tidligere indkomstår.

Den 3. november 1998 anmodede skatteforvaltningen told- og skatteregionen om tilladelse til genoptagelse af klagerens ansættelse for indkomståret 1992. Tilladelse til genoptagelse blev givet den 3. december 1998, og regionen gjorde samtidig opmærksom på, at der ikke var taget stilling til den skattemæssige behandling af sagen.

Skatteforvaltningen har ved kendelse af 8. december 1998 nægtet at nedsætte klagerens indkomst for 1992 med formidlingshonoraret, idet der ikke er konstateret en erstatningspligt i 1992. Det er således forvaltningens opfattelse, at en erstatningspligt til de øvrige interessenter i I/S B tidligst vil kunne komme på tale i 1998. Der er i denne forbindelse henvist til ligningsvejledningen 1997, afsnit E.B.3, hvoraf fremgår at en erstatning først kan fratrækkes i det indkomstår, hvor der foreligger en endelig forpligtelse til at betale.

Skatteankenævnet har gjort gældende, at der ikke kan godkendes fradrag for erstatning i indkomståret 1992, idet der ikke i 1992 var indtrådt en endelig forpligtelse til at betale beløbet, jf. ligningsvejledningen 1997, afsnit E.B.3. Ankenævnet har i forlængelse heraf bemærket, at der tidligst kan konstateres en erstatningspligt i indkomståret 1998, således at der tidligst kan foreligge en endelig forpligtelse til at betale erstatningen i dette år.

Ankenævnet har endelig bemærket, at der ikke foreligger dokumentation for klagerens betaling af erstatning, og at selve betalingen er en afgørende betingelse for selskabstømmernes fradrag i henhold til TS cirkulære 1997-19 af 25. juni 1997.

Klagerens advokat har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at der godkendes fradrag for tilbagebetaling af formidlingsprovision erhvervet ved udbydelse af 10-mandsprojektet I/S B, kr. 276.054 kr.

Advokaten har til støtte for påstanden gjort gældende, at formidlingshonorarerne blev medregnet i klagerens skatteansættelse for indkomståret 1992, hvorved skattemyndighederne på dette tidspunkt lagde til grund, at klageren drev en erhvervsmæssig virksomhed for så vidt angår leasingprojektet. Leasingprojektet blev dog aldrig ført ud i livet, idet skattemyndighederne underkendte projektet i skattemæssig henseende. For at undgå en retssag mod investorerne om tilbagebetaling af formidlingshonorarerne indgik klageren forlig med investorerne.

Det er herefter advokatens opfattelse, at klageren kan fratrække tilbagebetalingskravet efter statsskattelovens § 6 a, da leasingprojektet er blevet godkendt som erhvervsmæssigt og, da det indgåede forlig utvivlsomt er udslag af en normal driftsrisiko. Klagerens tilbagebetaling af investorernes indbetalinger er således et led i en normal erhvervsmæssig virksomhed. Hertil kommer, at der foreligger et bindende forlig for begge parter, således at der forelå en endelig forpligtelse til at afholde udgiften for klageren.

Advokaten har videre bemærket, at der over for Landsskatteretten er fremlagt behørig  dokumentation for klagerens tilbagebetaling af investorernes indbetalinger, og at klageren har fået momsen tilbage, hvilket ifølge støtter ovennævnte synspunkter.

Der er endvidere henvist til klagerens breve til Landsskatteretten af 5. december 1999 og til skatteankenævnet af 9. januar 1999. I disse breve er det bl.a. anført:

(brevet af 9. januar 1999)

"...

Baggrunden for problemet er, at jeg i årene 1992 og 1993 stod som udbyder af to investeringsprojekter, hvor der blev købt amerikanske aktiver med henblik på at lease disse ud. Jeg begik her en fejl - en økonomisk kostbar fejl - idet jeg lod mig overbevise af folk med store armbevægelser, velansete revisorer, velansete advokater m.v. Et lille årstid efter måtte jeg derfor afbryde mit arbejde med disse mennesker. Min egen fejl har jeg naturligvis været særdeles kostbar, hvilket jeg har lært at acceptere - men jeg håber bare ikke, at min fejl vil medføre, at jeg i skatteøjemed er blevet "sortstemplet .

Mine interessenter (kaldet investorerne) kontaktede mig i slutningen af 1997, da en 5-årig forældelse nærmede sig. Der var/er mig bekendt stadig ikke faldet nogen afgørelse i disse leasingsager i højesteret, men Landsskatteretten har vist givet skattevæsnet et snævert medhold i deres afvisning af afskrivninger. Investorerne ville rejse et erstatningskrav mod mig med baggrund i skattevæsnets holdning om, at der aldrig havde været tale om et gyldigt køb af aktiver. Investorerne påpegede derfor, at der egentlig aldrig var etableret et projekt - og at jeg skulle tilbagebetale deres indskud + mistet indtjening. Da jeg ikke havde mulighed for at vente på endelig afgørelse i højesteret, måtte jeg indgå forlig med investorerne. I projektet i 1992 (I/S Aggersund) tilbagebetalte jeg det fulde indskud til investorerne, mens jeg i projektet relateret til 1993 (I/S Triangel) fik forhandlet mig frem til en delvis tilbagebetaling.

..."

(brevet af 5. december 1999)

"...

Dog vil jeg gerne pointere, at

• jeg håber, at Landsskatteretten vil se objektivt på sagen ud fra en fornuftsvurdering af forholdene, idet skatteankenævnet ikke har behandlet den som en specialsag,
  
• der blot er tale om, at jeg ønsker at fradrage tilbagebetaling af et oprindeligt indskud i den oprindelige indtægt, da forudsætningerne for etablering af projektet aldrig blev opfyldt (manglende levering af aktiver),
  
• grunden til den store tidsmæssige forskydning af indtægt og udgift alene skyldes skattevæsnets langvarige behandling,
  
• de renter (morarenter) som jeg er påført er urimelige, da sagen blot var stillet i bero indtil afgørelse ville falde (skattevæsnets behandlingstid).

..."

Landsskatteretten bemærker, at udgifter kan fratrækkes efter statsskattelovens § 6 a, såfremt der foreligger en aktuel og naturlig driftsmæssig begrundelse for afholdelse af udgiften i det pågældende indkomstår. Fradragsret efter statsskattelovens § 6 a forudsætter, at der er opstået en endelig forpligtelse til at afholde udgiften, og at udgiftsafholdelsen er dokumenteret ved relevante udgiftsbilag.

Landsskatteretten finder, at klagerens tilbagebetaling af interessenternes indbetalinger til I/S B ikke kan anses for udslag af en normal driftsrisiko, og at udgiftsafholdelsen således ikke har en naturlig driftsmæssig begrundelse. Der er herved særligt henset til, at leasingarrangementet I/S B er et typisk 10-mandsprojekt, der ifølge klar praksis ikke godkendes i skattemæssig henseende, jf. Landsskatterettens kendelse 18. marts 1999, j.nr. 651-1895-0553, samt Højesterets domme af 6. april 2000, TfS 2000.374, og af 13. december 2000, TfS 2000.1011. Det er videre rettens opfattelse, at klageren ikke havde en aktuel driftsmæssig begrundelse for at afholde udgiften i 1998, idet der på dette tidspunkt ikke forelå nogen drift af en erhvervsmæssig virksomhed som udgiften kan relateres til.

Landsskatteretten er videre enig med skattemyndighederne i, at der ikke er fremlagt behørig dokumentation for klagerens tilbagebetaling af interessenternes indbetalinger til I/S B.

Retten finder herefter ikke anledning til at vurdere, om der er opstået en endelig forpligtelse for klageren til at tilbagebetale interessenternes indbetalinger i I/S B.

Klagerens tilbagebetaling af interessenternes indbetalinger til I/S B kan herefter ikke fratrækkes efter statsskattelovens § 6 a, hvorved den påklagedes afgørelse stadfæstes.

Told- og Skattestyrelsen har erklæret sig enig i ovenstående.