Dato for udgivelse | 07 Mar 2001 13:33 |
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal | 14. december 2000 |
SKM-nummer | SKM2001.28.LSR |
Myndighed | Landsskatteretten |
Sagsnummer | 2-4-1941-193 |
Dokument type | Kendelse |
Overordnede emner | Skat |
Overemner-emner | SKAT internt |
Emneord | Gaveafgift |
Resumé | Ved en delvis gaveoverdragelse af en aktiebeholdning fra fader til søn med succession var der ikke hjemmel til at nedsætte passivposten efter forholdet mellem gave og vederlag, og passivposten skulle således beregnes på grundlag af hele den overdragne aktiebeholdning.
|
Reference(r) | Kildeskatteloven § 33 D |
Klagen til Landsskatteretten vedrører gaveafgiftsberegning i forbindelse med overdragelse af nominelt 150.000 kr. aktier i B A/S fra fader til søn.
Det fremgår af sagen, at aktiekapitalen i selskabet udgør nom. 1.000.000 kr., hvoraf faderen ejede nom. 850.000 kr. Overdragelsen skete den 7. maj 1998, og overdragelsessummen var fastsat til 1.200.000 kr. Ifølge gavebrevet blev købesummen berigtiget ved en gave fra faderen på 700.000 kr. samt ved sønnens udstedelse af et anfordringsgældsbrev til faderen på 500.000 kr. Gaveafgiften var beregnet til 69.216 kr. (afgiftsgrundlag 461.438 kr.). Passivposten var beregnet til 196.062 kr. (aktieavance 980.310 kr.)
Told- og Skatteregionen har beregnet gaveafgiften til 81.469 kr. (afgiftsgrundlag 543.131 kr.) Passivposten er beregnet til 114.369 (aktieavance på 571.848 kr.).
Told- og Skatteregionen har som begrundelse for afgørelsen anført, at passivposten efter kildeskattelovens § 33 D har relation til det aktiv, som er overdraget som gave. Ved beregning af gaveafgiften ved overdragelse af hovedaktionæraktier skal der ikke i den afgiftspligtige værdi fratrækkes en passivpost, som er beregnet af de aktier, som modtageren med succession har købt til en pris svarende til aktiernes handelsværdi.
Det er endvidere anført, at kildeskattelovens § 33 D blev indført ved lov nr. 1119 af 21. december 1994. I bemærkningerne til lovforslaget oplyses om adgangen til succession ved familieoverdragelser i levende live af en erhvervsvirksomhed. Det oplyses endvidere, at der ved familieoverdragelser med succession kan opstå en gave, og det foreslås, at der i forbindelse med gaveoverdragelsen beregnes en passivpost, som kan kompensere for den latente skattebyrde, der overtages på aktivet.
Told- og Skatteregionen er af den opfattelse, at det er en naturlig følge af bestemmelsen i kildeskattelovens § 33 D, at nedslaget i gavens værdi har sammenhæng med den skattebyrde, der overtages på gaveaktivet. Regionen finder således, at der alene kan beregnes passivpost af de aktier, der er givet i gave.
Klagernes revisor har nedlagt påstand om, at gaveafgiftsberegningen foretages som i gaveanmeldelsen, således at der indrømmes parterne fuld passivpost vedrørende samtlige de overdragne aktier, jf. kildeskattelovens § 33 D og aktieavancebeskatningslovens § 11.
Til støtte for påstanden har revisoren bl.a. anført, at det fremgår af kildeskattelovens § 33 D, at der er adgang til at beregne passivposter, hvis overdragelsen sker som hel eller delvis gave, det vil sige, selv om der ydes delvist vederlag. Formuleringen giver således ikke belæg for, at der kun skulle kunne beregnes passivpost for gavedelen i overdragelsen, men sigter til, at der ligesom efter (de dagældende) regler ved død kan beregnes fuld passivpost, selv om der ydes vederlag (foreligger arvingskøb). Revisoren har herved henvist til betænkning nr. 1111/1987 s. 22-23 og s. 53, samt til at dødsboskattelovens definition af udlodning i lovens § 96 også omfatter arvingskøb.
Landsskatterettens bemærkninger:
I henhold til aktieavancebeskatningslovens § 11 kan parterne i visse familieoverdragelser i levende live af hovedaktionæraktier aftale, at erhververen indtræder i overdragerens skattemæssige stilling ved overdragelsen, såfremt den enkelte overdragelse af aktier udgør mindst 15 % af stemmeværdierne i selskabet.
Hvis en person efter kildeskattelovens § 33 C, stk. 1, eller aktieavancebeskatningslovens § 11 indtræder i overdragerens skattemæssige stilling med hensyn til aktiver, der er overdraget til den pågældende som hel eller delvis gave, skal der tages hensyn hertil ved henholdsvis afgiftsberegningen og indkomstbeskatningen. I tilfælde, hvor der skal erlægges gaveafgift, skal der i tilknytning til aktiverne i gaveopgørelsen optages passivposter til udligning af eventuelle fremtidige skattetilsvar vedrørende disse aktiver, jf. kildeskattelovens § 33 D, stk. 1.
Passivposterne efter § 33 D, stk. 1, beregnes i henhold til stk. 2 på grundlag af den skattepligtige fortjeneste, som ville være fremkommet, hvis gavegiveren havde solgt aktivet på tidspunktet for dets overdragelse.
Efter rettens opfattelse skal passivposten ved overdragelse som hel eller delvis gave beregnes på grundlag af fortjenesten på det eller de aktiver, der overdrages med succession, uden hensyntagen til et eventuelt vederlag fra gavemodtageren til gavegiveren. Da der er tale om en samlet gaveoverdragelse af aktier med fuld succession, ses der ikke at være hjemmel til at nedsætte passivposten efter forholdet mellem gave og vederlag. Der er herved henset til, at passivposten har til formål at kompensere for den latente skattebyrde, der hviler på hele den overdragne aktiepost.
Retten finder således, at den i gaveanmeldelsen beregnede passivpost er i overensstemmelse med reglerne i kildeskattelovens § 33 D.