LL § 8 J gældende til og med 2009/2010 er nu ophævet
LL § 8 J som affattet i lovbekendtgørelse nr. 176 af 11. marts 2009 er ophævet med virkning fra og med indkomståret 2010. Udgifter omfattet af LL § 8 J, som ville være fradragsberettigede ved etablering eller udvidelse af erhvervsvirksomheden i indkomståret 2009, kunne dog fradrages i indkomståret 2010, hvis etableringen eller udvidelsen af erhvervsvirksomheden først skete i 2010. Dette fremgår af af Lov nr. 525 af 12. juni 2009 om ændring af aktieavancebeskatningsloven og forskellige andre love §§ 12, nr. 3, og 22, stk. 2 og 19.
Bestemmelsen omtales senest i LV Erhvervsdrivende 2010-2 afsnit E.A.2.1.4.2, men omtalen er herefter udgået af vejledningen.
Der er dog efterfølgende afsagt en række domme og landsskatteretskendelser vedrørende bestemmelsen:
Højesteret har i dommen SKM2011.602.HR stadfæstet SKM2010.151.ØLR. Sagen vedrørte udgifter til advokater og revisorer, investeringsbanker, prospektskrivning, ejendomsopmåling mv. afholdt med henblik på gennemførelse af en grenspaltning. Det indskydende selskab, A, beholdt en division af virksomheden, medens en anden division blev overført til et nystiftet selskab, B. I forbindelse med børsnotering af det nye selskab solgte selskabet A nogle aktier i dette. Landsretten udtalte at selskabets A´s udgifter til spaltning af selskabet A, til børsnotering af selskabet B og til selskabet A´s salg af aktier i B ikke havde en sådan tilknytning til selskabernes drift - dvs. til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten - at udgifterne kunne anses som driftsomkostninger, der kunne fradrages efter SL § 6, stk. 1, litra a. Selskabet fik ej heller medhold i, at udgifterne kunne afskrives efter SL § 6 a. Selskabet B blev desuden tilskudsbeskattet af udgiften til selskabets børsnotering og halvdelen af de øvrige udgifter, som selskabet A havde afholdt, idet selskabet B blev anset for rette omkostningsbærer. Højesteret udtalte, at der ikke var tale om udgifter vedrørende driften, herunder dennes rationalisering, men udgifter vedrørende en ændring af selskabsstruktur, børsnotering og aktiesalg. Højesteret tiltrådte derfor, at udgifterne ikke var fradragsberettigede efter SL § 6, stk. 1, litra a. Højesteret tiltrådte også, at selskabet A ikke havde fradrag for udgifterne efter den dagældende bestemmelse i LL § 8 J, idet der ved spaltningen ikke var sket en udvidelse, men en indskrænkning af virksomheden.
►SKM2012.70.HR◄ ændrer SKM2010.458.VLR. Et hollandsk moderselskab, M, indgik i med et sælgerselskabet S om køb af samtlige aktier i D1 A/S. Købet var betinget af sælgers efterfølgende godkendelse. Umiddelbart efter aftalens underskrivelse skulle M stille bankgaranti over for sælger som sikkerhed for sine og en eventuel rettighedshavers forpligtelser i henhold til aftalen. Forud for aftalen havde M med bistand fra revisor og advokat foretaget bl.a. due diligence-undersøgelser af D1 A/S. Udgifterne blev afholdt af M i henhold til fakturaer udstedt af rådgiverfirmaerne i september og oktober 1999. Det fremgik af købsaftalen mellem M og S, at M uden samtykke fra S kunne overdrage sine rettigheder og forpligtelser i henhold til aftalen til et af M ejet datterselskab. Hvis et datterselskab, der fik overdraget disse rettigheder og forpligtelser, ophørte med at være M's datterselskab, skulle rettigheder og forpligtelser i henhold til aftalen føres tilbage til M eller et andet af M's datterselskaber. M skulle desuden sørge for, at det eventuelle datterselskab overholdt alle M´s forpligtelser efter aftalen, og M kunne ikke frigøre sig for denne forpligtelse. Da S den 21. december 1999 bestemte, at aftalen om salget af D1 A/S skulle gennemføres, købte M et skuffeselskab, og overdrog samme dag sine rettigheder og forpligtelser i henhold til aftalen fra august til D2 A/S, der blev holdingselskab for D1 A/S. D2 A/S lånte midler hos M til at købe D1 A/S.
Højesteret fandt, at der reelt var tale om en udvidelse af M´s erhvervsvirksomhed, og at D2 A/S derfor ikke havde fradragsret jf. den dagældende bestemmelse i LL § 8 J, stk. 1, for de rådgiverudgifter, som M havde afholdt. Der var ikke grundlag for at anse M´s betaling af udgifterne for et midlertidigt udlæg afholdt for D2 A/S. Udgifterne var afholdt i M´s egen interesse med henblik på M´s køb af en dansk erhvervsvirksomhed. (Højesteret ændrede dermed landsrettens dom, hvor et flertal havde fundet, at D2 A/S var rette omkostningsbærer for udgifterne, som var omfattet af LL § 8 J, stk. 1. Landsretten nægtede dog fradrag med den begrundelse, at M havde modtaget fakturaerne i 1999, og beløbet således kunne opgøres på dette tidspunkt. Udgifterne hørte derfor til i indkomståret 1999 og kunne ikke fradrages i indkomståret 2000).
SKM2011.545.ØLR. Sagsøgerne i sagen var to selskaber ejet af en kapitalfond. Det ene selskab var holdingselskab for det andet selskab, som havde erhvervet et driftsselskab, der havde en større virksomhed. I forbindelse med opkøbet var der afholdt en række udgifter dels til kapitalfondens forvaltningsselskab, dels til andre rådgivere, herunder advokat og revisor.
I forbindelse med låneoptagelsen havde de to selskaber påtaget sig en direkte forpligtelse til at betale alle långivernes udgifter, der med rimelighed var afholdt af disse til rådgivning m.v. fra advokater og revisorer. Landsretten fandt, at dette var en sædvanlig betingelse for at yde et lån af denne karakter og størrelsesorden, og at alternativet til dette lånevilkår ville være et højere lånegebyr til långiverne. Landsretten fandt, at de to selskabers betaling af långivernes rådgivningsomkostninger havde en så direkte og nær tilknytning til gældsstiftelsen, at de to selskaber kunne tillægge disse omkostninger til den faktiske anskaffelsessum, jf. den dagældende KGL § 26, stk. 4.
Derimod fandt landsretten, at de andre rådgivningsudgifter ikke kunne tillægges lånets faktiske anskaffelsessum. Landsretten fandt under henvisning til sagens omstændigheder, at de beløb, som de to selskaber efter købet havde betalt til egne rådgivere, herunder kapitalfondsforvalterselskabet, for rådgivning m.v. forud for og i forbindelse med købet af driftsselskabet og finansieringen heraf, ikke havde den fornødne tilknytning til låneoptagelsen men havde karakter af et honorar for den overordnede strukturering og tilrettelæggelse af investeringsprojektet. Landsretten henviste bl.a. til, at de to selskaber alene skulle betale disse beløb, såfremt købet var blevet gennemført, ligesom de ikke var kontraktpart i forhold til rådgiverne, hvilket var et selskab i tilknytning til kapitalfondsforvalteren. Landsretten afviste også, at der var fradragsret efter den dagældende LL § 8 J, stk. 1. Landsretten bemærkede, ud over det ovenfor anførte, endvidere, at de to selskaber ikke indgik i et koncernforhold med kapitalforvalterselskabet. (Sagsøgerne har indbragt denne del af sagen for Højesteret).
►
SKM2012.431.BR (tidligere instans
SKM2012.39.LSR). Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvilke udgifter i forbindelse med et kapitalfondsopkøb, der kunne fradrages i medfør af den dagældende bestemmelse i LL § 8 J. Landsskatteretten havde fastslået, at det købende selskab i det væsentligste ikke var berettiget til at fradrage advokat- og revisorudgifter, idet disse fandtes at være afholdt over for kapitalfondsforvalterne (projektomkostninger). Landsskatteretten tillod dog samtidig fradrag for enkelte udgiftsposter. Landsskatterettens kendelse efterlod på dette punkt tvivl om, hvilke udgifter, der i en kapitalfondssag kunne henføres til et investeringsprojekt, og dermed bl.a., hvilke udgifter der var fradragsberettigede i henhold til den dagældende bestemmelse i LL § 8 J. Skatteministeriet indbragte Landsskatterettens kendelse på dette punkt for domstolene. Skatteministeriet gjorde til støtte for synspunktet om manglende fradragsret gældende, at der var tale om ikke fradragsberettigede projektomkostninger. Skatteministeriet gjorde endvidere gældende, at selskabet ikke havde udvidet sin virksomhed, samt at der var tale om omkostninger til rådgivning om finansiering, der ikke kunne fradrages efter LL 8 J. Endelig gjorde Skatteministeriet gældende, at selskabet ikke havde afholdt advokat- og revisorudgifter. Selskabet tog bekræftende til genmæle over for Skatteministeriets påstand efter sagens anlæg.◄
Se desuden SKM2010.660.LSR og SKM2010.812.LSR.
(LL § 8 J i den fra 1. januar 2010 gældende affatning omtales ovenfor under E.A.2.1.2 under Formueforvaltning).