Indhold

Dette afsnit beskriver hvilke typer af køretøjer, der skal registreres i Motorregistret og forsynes med nummerplader, samt hvilke køretøjer der er undtaget fra registrering, og hvilke køretøjer der kan fritages for registrering.

Afsnittet indeholder:

  • Typer af registreringspligtige køretøjer
  • Køretøjer, som er undtaget fra registreringspligt
  • Veterankøretøjer
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Typer af registreringspligtige køretøjer

Følgende typer af køretøjer skal registreres i Motorregistret og forsynes med nummerplader, før de tages i brug på færdselslovens område:

  • Motorkøretøj. ►Undtaget er dog motorkøretøjer, der er omfattet af færdselslovens regler om forsøg med selvkørende enheder.◄
  • Traktor. (Se nedenfor).
  • Knallert (maksimal hastighed på højst 45 km i timen). ►Undtaget er dog knallerter, der er omfattet af færdselslovens regler om forsøg med selvkørende enheder.◄ (Se nedenfor).
  • Påhængs- eller sættevogn til et køretøj, der skal registreres.
  • Campingvogn.
  • Andet påhængsredskab end campingvogn, der bliver tilkoblet et motorkøretøj, hvis påhængsredskabets konstruktion gør det muligt at trække det med en større hastighed end 30 km/t.
  • Motorredskab, der er indrettet og benyttes til befordring af gods, der ikke er nødvendigt for motorredskabets funktion. (Se nedenfor)

Se KØREGL § 2 samt  registreringsbekendtgørelsens § 3. Bemærk dog, at et køretøj kun ifalder registreringspligt, når køretøjet har en ejer eller bruger med bopæl eller hjemsted her i landet. Se registreringsbekendtgørelsens § 5.

Køretøjer, som er undtaget fra registreringspligt

Særlige motorredskaber

Registreringspligten for motorredskaber gælder ikke for:

  • Et motorredskab, herunder en gaffeltruck, der bruges på privat område, herunder på privat vej, der ikke har karakter af privat fællesvej, og i ubetydeligt omfang på privat fællesvej og offentlig vej.

  • En minitruck, der bruges på privat område, herunder på privat vej, og i ubetydeligt omfang på offentlig vej.

  • Et motorredskab, der er bestemt til at føres af en gående.

  • Et motorredskab, der bruges på afmærket havne- eller terminalområde, der er udpeget af politiet efter bekendtgørelse om særlige køretøjer på havne- og terminalområder (godshåndtering og rangering af sættevogne).

  • Et motorredskab, der er omfattet af færdselslovens regler om forsøg med selvkørende enheder.

Se KØREGL § 2, stk. 2 .

Andre køretøjer

Et køretøj fritages efter tilladelse fra Motorstyrelsen for registrering hvis en af følgende to punkter er opfyldt:

  • Køretøjet overvejende anvendes uden for offentlig vej.

  • Køretøjet kun bruges på færdselslovens område i forbindelse med et officielt arrangement administreret af staten, og køretøjets brug i forbindelse med arrangementet administreres af staten.

I tilladelsen til fritagelse for registrering fastsættes det område, hvor køretøjet må anvendes. Tilladelsen skal medbringes under kørslen og efter anmodning vises til politiet eller Skatteforvaltningen.

Se KØREGL § 2, stk. 3

Knallert

En lille knallert med en konstruktivt bestemt maksimal hastighed på højst 30 km i timen skal kun registreres, hvis den er erhvervet som fabriksny den 1. juli 2006 eller senere. En stor knallert med en konstruktivt bestemt maksimal hastighed på over 30 km i timen, dog højst 45 km i timen, skal altid registreres.

En invalideknallert skal ikke registreres. En invalideknallert betegnes som en trehjulet knallert, der er indrettet til befordring af en invalideret fører alene. Betegnelsen invalideknallert anvendes ikke efter den 1. januar 2020, og en knallert, som tages i brug efter denne dato, vil derfor ikke kunne betegnes som sådan.

En trehjulet knallert, der er registreret før den 1. januar 2020, er en stor knallert, uanset om den er konstrueret til at kunne køre maksimalt 30 km i timen eller 45 km i timen. Dette kan ændres ved syn, hvis det dokumenteres, at knallerten er konstruktivt bestemt til en maksimal hastighed på højst 30 km i timen. Ved trehjulede knallerter registreret den 1. januar 2020 og senere er det den konstruktivt bestemte maksimale hastighed, der er afgørende for, om det er en lille eller stor knallert.

En speed pedelec (en elcykel som kan køre op til 45 km i timen) skal ikke registreres, hvis den er omfattet af bekendtgørelse nr. 878 af 25. juni 2018 om forsøgsordning for speed pedelecs.

►Knallerter, der er omfattet af færdselslovens regler om forsøg med selvkørende enheder er undtaget fra registrering.◄

Se KØREGL § 2, stk. 5 og registreringsbekendtgørelsens § 3, stk. 3.

Traktor

En traktor, som ganske overvejende anvendes udenfor vejene som træk- eller drivkraft for arbejdsredskaber, skal ikke registreres. Bemærk, at traktoren i så fald kun må anvendes på vejene til nogle nærmere angivne former for transporter. Se KØREGL § 3.

Traktorer, der er omfattet af KØREGL § 4, kan uden almindelig registrering i Motorregistret anvendes til en række nærmere angivne transporter af blandt andet arbejdsredskaber mellem dele af en landbrugs-, gartneri- eller skovbrugsejendom eller transport af produkter, som hidrører fra eller skal benyttes til en landbrugs-, gartneri- eller skovbrugsvirksomhed. Traktoren skal registreres som godkendt og forsynes med nummerplade, før den tages i brug på færdselslovens område.

►En traktor skal være konstrueret til en hastighed af højest 40 km. i timen for at være defineret som en traktor. Se færdselslovens § 2, nr. 26. Hvis en traktor er konstrueret til en højere hastighed end dette, vil det i stedet være et motordrevet køretøj som beskrevet i færdselslovens § 2, nr. 25. Konstruktionen med hastighedsbegrænsningen på 40 km. i timen kan både være fysisk på køretøjet, men kan også være en software, der sikrer, at traktoren ikke kan overstige en hastighed på 40 km. i timen. Hvis der ændres på traktoren, enten fysisk eller i softwaren, så den maksimale hastighed kan overstige 40 km. i timen, skal den indregistreres og afgiftsberigtiges efter registreringsafgiftsloven, da den vil skulle anses som et motorkøretøj efter færdselslovens § 2, nr. 15. Hastighedsbegrænseren må heller ikke kunne ophæves midlertidigt ved fx at bruge en speciel nøgle til traktoren der gør, at den ved brug af denne nøgle kan køre hurtigere end 40 km. i timen.

SKM2025.504.BR omhandlede et ATV-køretøj (All Terrain Vehicle), der oprindeligt var registreret som en traktor. Føreren af ATV-køretøjet blev standset af politiet, fordi han førte køretøjet med mere end 40 km. i timen. Føreren havde benyttet sig af en nøgle, der ophævede hastighedsbegrænsningen (software). Retten fandt, at ATV-køretøjet korrekt var blevet registreret som en traktor uden opkrævning af registreringsafgift, men at anvendelsen af nøglen, der ophævede den elektroniske hastighedsbegrænsning, medførte, at ATV-køretøjet måtte anses for konstrueret til en hastighed af over 40 km/t og derfor ikke længere opfyldte færdselslovens definition for at være en traktor. Køretøjet var på standsningstidspunktet derimod et motorkøretøj, som er afgiftspligtigt.◄

Kongehuset, forsvaret og Beredskabsstyrelsen

Kongehusets, forsvarets og Beredskabsstyrelsens køretøjer skal ikke registreres i Motorregistret. Se KØREGL § 1, stk. 4.

Kommunale køretøjer

Et køretøj, der tilhører en kommune, og som er fritaget for registreringsafgift efter REGAL § 2, stk. 1, nr. 3 eller 4, skal registreres i Motorregistret, men kan føre særlige kommunale nummerplader. Se registreringsbekendtgørelsens § 3, stk. 4.

Veterankøretøjer

Et køretøj kan registreres til veterankørsel, hvis det blev registreret første gang for mere end 30 år siden og er underkastet periodisk syn efter bekendtgørelse om godkendelse og syn af køretøjer § 56, stk. 1-4.

Et køretøj, der er registreret til veterankørsel, må kun bruges lejlighedsvis. Køretøjet må ikke bruges til erhvervsmæssig personbefordring, transport af farligt gods, udrykningskørsel eller udlejning uden fører. Køretøjet må dog gerne anvendes til eksamenskørsel, jf. bekendtgørelse om eksamenskørsel, optog m.v.  Se registreringsbekendtgørelsens § 4.

Bemærk dog, at det efter reglerne i registreringsafgiftsloven er et krav, at et veterankøretøj blev registreret første gang for mere end 35 år siden. Se afsnit I.A.1.5.3.2. om værdifastsættelse af veterankøretøjer.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Byretsdomme

SKM2025.504.BR

►Sagen angik, om der kunne opkræves registreringsafgift for et ATV-køretøj (All Terrain Vehicle), der oprindeligt var blevet indregistreret som en traktor uden betaling af afgift.

Sagen udsprang af, at Motorstyrelsen traf afgørelse om opkrævning af registreringsafgift af det omhandlede ATV-køretøj, idet politiet havde standset ATV-køretøjets registrerede ejer, mens han benyttede en nøgle, som ophævede køretøjets hastighedsbegrænsning på 40 km/t.

Landsskatteretten vurderede ikke, at brugen af en nøgle, der øgede køretøjets maksimale hastighed, i sig selv var en ombygning. Landsskatteretten havde fundet, at køretøjet slet ikke skulle have været indregistreret som en traktor ved første indregistrering.

Retten fandt (3 dommere), at ATV-køretøjet korrekt var blevet indregistreret som en traktor uden opkrævning af registreringsafgift, men at anvendelse af nøglen, der ophævede den elektroniske hastighedsbegrænsning, medførte, at ATV-køretøjet måtte anses for konstrueret til en hastighed af over 40 km/t og derfor ikke længere opfyldt færdselslovens definition for at være en traktor. Køretøjet var på standsningstidspunktet derimod et motorkøretøj, som er afgiftspligtigt.◄

Landsskatteretskendelser

SKM2013.338.LSR

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om ikke at imødekomme en anmodning om fritagelse for registrering efter registreringsbekendtgørelsens § 5, stk.1. Anmodningen vedrørte en traktor, der blev anvendt til bortkørsel af strandingsgods, og som kørte en begrænset strækning på offentlig vej (2 x 439 m hver 14. dag).