Der skal betales afgift af præmier for skadesforsikringer i følgende forskellige tilfælde:

  • Når forsikringsaftalen er indgået her i landet
  • Når den forsikrede risiko er placeret her i landet, uanset hvor aftalen er indgået
  • Når parterne er hjemmehørende her i landet, medmindre ingen del af præmien skal betales her i landet.

Dog er der ikke afgiftspligt for forsikringer, hvor risikoen for forsikringsaftalen er placeret i en anden stat, der er omfattet af aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS). Se SKADL § 1, stk. 1 og 2.

Bestemmelserne afgrænser det territoriale anvendelsesområde for afgiften.

Der er dermed afgiftspligt af de forsikringsaftaler, hvor risikoen er placeret her i landet, samt de forsikringsaftaler, som er indgået her i landet, og hvor risikoen er placeret i et land, som ikke er omfattet af EØS. Der er derimod ikke afgiftspligt, hvis forsikringsaftalen er indgået med et forsikringsselskab, der er beliggende i Danmark, men hvor risikoen er placeret i et andet EØS-land.

Ved "indgået her i landet" forstås en aftale om skadesforsikring, der er indgået af en forsikringstager med et forsikringsselskab, som er etableret her i landet, en filial af et udenlandsk forsikringsselskab, som er etableret her i landet eller en forsikringsformidler, der er etableret her i landet, og som formidler forsikringen for danske eller udenlandske forsikringsselskaber.

Forsikringer, hvor risikoen er placeret i andre lande i EØS

EØS består af EU-landene samt Norge, Island og Lichtenstein. Forsikringen vil ikke være omfattet af dansk afgift, hvis risikoen, som dækkes af forsikringen, ligger i et af de andre lande i EØS. Med risikolandet forstås:

  1. Forsikringer vedr. fast ejendom og/eller indbo: Den medlemsstat, hvor genstanden befinder sig, hvis forsikringen dækker fast ejendom eller indbo i en fast ejendom, uanset om ejendom og indbo er dækket af samme police.
  2. Forsikringer vedr. transportmidler: Den medlemsstat, hvor registreringen er sket, når forsikringen dækker transportmidler af enhver art
  3. Rejseforsikring: Den medlemsstat, hvor forsikringstageren har indgået aftalen, hvor der er tale om en aftale med en varighed på højst fire måneder vedrørende risici i forbindelse med rejser eller ferie, uanset hvilken forsikringsklasse der er tale om (se om forsikringsklasser under E.A.6.1.2.2)
  4. Andre tilfælde, som ikke udtrykkeligt er omhandlet af punkt 1-3: Den medlemsstat, hvor forsikringstageren har sin sædvanlige bopæl eller, hvis forsikringstageren er en juridisk person, den medlemsstat, hvor den virksomhed er beliggende, som aftalen omhandler.

Reglerne om risikoens placering følger af EU-regler på forsikringsområdet, xRådets direktiv 2009/138/EF, artikel 13, nr. 13 og 14 og artikel 157x (tidligere Rådets direktiv 88/357/EØF, artikel 2 d og Rådets direktiv 92/49/EØF, artikel 46).

Eksempler

En husforsikring vedrørende et hus beliggende i Danmark vil være omfattet af afgiften, da risikoen er placeret i Danmark.

En husforsikring vedrørende et hus beliggende i Tyskland vil ikke være omfattet af afgiften, da risikolandet er Tyskland.

En ulykkesforsikring, hvor forsikringen er tegnet i Tyskland, vedrørende en person med bopæl i Danmark, vil være omfattet af afgiften, da risikoen er placeret i Danmark.