Afgørelse samt
evt. tilhørende
SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2015.717.HR

Landsretten havde i SKM2014.846.ØLR fundet, at det var en læge personligt og ikke hans selskab, der var rette indkomstmodtager af et vederlag, idet arbejdet var ydet for personligt arbejde i tjenesteforhold. Dette var ikke bestridt under  højesteretssagen.

Højesteret stadfæstede landsrettens dom vedrørende spørgsmål om omgørelse jf. SKFL § 29, stk. 1, og betalingskorrektion, jf. LL § 2.

Dommen stadfæster SKM2014.846.ØLR.

SKM2009.476.HR

Sagen vedrørte bl.a. spørgsmålet om, hvorvidt en distriktsleders indkomst fra en rengøringsvirksomhed var erhvervet som led i distriktslederens selvstændige erhvervsvirksomhed eller som lønmodtagerindkomst. Efter en samlet vurdering fandt Højesteret, at distriktslederen ikke kunne anses for at have drevet virksomhed for egen regning og risiko.

Retten lagde navnlig vægt på, at

• aftalen mellem rengøringsvirksomheden og distriktslederen reelt var en aftale om en løbende arbejdsydelse
• distriktslederen månedligt modtog et vederlag i form af provision
• distriktslederen havde ret til et opsigelsesvarsel.

Dommen stadfæster SKM2007.73.ØLR.

SKM2008.163.HR

Sagen angik spørgsmålet om, hvorvidt en fysisk person A eller hans selskab H1 havde ret til et vederlag efter nogle konsulentaftaler med et andet selskab G1. A havde oprindeligt drevet selvstændig konsulentvirksomhed i H1, men var i 4 år ansat som økonomidirektør i G1. Han fortsatte dog med at arbejde som konsulent både i opsigelsesperioden og efterfølgende. Det var omtvistet, om det var A personligt eller H1, der var kontraktpart.

A blev derefter ansat som administrerende direktør i G1 og valgt til medlem af bestyrelsen.

Højesteret fandt som landsrettens flertal, at det arbejde, A havde udført i henhold til konsulentaftalerne, skattemæssigt måtte anses for udført af ham som lønmodtager.

Landsretten henviste bl.a. til,

• at det fremgik af konsulentaftalerne, at A skulle repræsentere selskabet G1 som "senior vicepresident"
• at A havde fri rådighed over samme bil og over telefon og computer
• at A fra ophøret af ansættelsen som økonomidirektør ved udgangen af juli 1999 til ansættelsen den 15. april 2000 som administrerende direktør i selskab G1 i det alt væsentlige kun havde indtægter fra selskab G
• at konsulentkontrakterne efter deres ordlyd blev indgået med A. A's selskab, H1, skulle kun fakturere mv.
• A's tilknytning til G1 både før og efter kontraktperioderne.

Højesteret stadfæstede dommen under henvisning til landsrettens begrundelse.

Dommen stadfæster

SKM2007.259.ØLR.

SKM2007.273.HR

En hovedaktionær fik vederlag fra sit selskab for konsulentarbejde, der bestod i at videreudvikle og tilrette den software, som anvendtes i eller i forbindelse med de produkter, selskabet forhandlede.

Højesteret tiltrådte, at hovedaktionæren, for så vidt angik dette arbejde, måtte anses som lønmodtager i selskabet og således ikke i denne relation kunne anses som selvstændigt erhvervsdrivende eller honorarmodtager.

Højesteret lagde især vægt på, at

• hovedaktionærens arbejde indgik som en løbende og integreret del af den virksomhed, som blev drevet af det selskab, som han selv ejede
• hovedaktionæren i de omhandlede år kun i et enkelt tilfælde havde udført lignende arbejde for andre end selskabet
• arbejdet ikke var forbundet med en reel økonomisk risiko for hovedaktionæren personligt
• hovedaktionæren ikke havde afholdt udgifter, som efter art og omfang adskilte sig væsentligt fra, hvad der er sædvanligt for lønmodtagere.

Dommen stadfæster SKM2006.457.ØLR.

SKM2003.555.HR

En journalist arbejdede som freelance ved et dagblad, hvor han fungerede som afløser for andre journalister ved sygdom og ferie. Journalisten havde ingen ansættelseskontrakt og havde samme arbejdstid og arbejdsopgaver som den journalist, han afløste. Han sendte faktura for udført arbejde og fik udbetalt vederlag én gang om måneden. Han fik ikke feriepenge og løn under sygdom.

Efter en samlet bedømmelse tiltrådte Højesteret, at journalistens indkomst ved dagbladet måtte anses som lønindkomst.

Højesteret tiltrådte landsrettens præmisser, hvor der særligt var lagt vægt på, at

• journalisten var underlagt samme arbejdsvilkår som de journalister, han vikarierede for
• journalisten fik udbetalt kørselsgodtgørelse og ulempetimebetaling
• journalisten udførte arbejde for dagbladet gennem flere år
• journalisten blev aflønnet månedligt efter faste takster.

Dommen stadfæster SKM2001.626.VLR.

TfS 2000, 715 HRD

Skatteyderen havde haft selvstændig virksomhed som freelancekonsulent siden 1973. Fra 1986 blev han knyttet til Odsherredskolen som leder af et kommunalt projekt vedrørende edb. Sagen drejede sig om, hvorvidt skatteyderen kunne anses som selvstændigt erhvervsdrivende vedrørende indtægterne fra Odsherredskolen. Han var ansat for et år ad gangen fra 1986 til og med 1989. Der blev trukket A-skat af vederlagene fra skolen, som også oprettede en pensionsordning for skatteyderen.

Han havde ikke afholdt udgifter, der lå ud over, hvad der er sædvanligt i ansættelsesforhold. Landsretten fandt, at skatteyderen ikke kunne anses som selvstændigt erhvervsdrivende. Højesteret tiltrådte, at skatteyderen i arbejdet for skolen var lønmodtager.

I årene 1990 til 1992 havde skatteyderen - bortset fra en indtægt på 752 kr. i 1990 - kun haft indtægter i form af dagpenge fra en arbejdsløshedskasse og efterløn. Retten fandt, at han i disse år ikke drev erhvervsmæssig virksomhed.

TfS 1999, 377 HRD

Nogle restauratører udbetalte vederlag til 4 discjockeyer. Højesteret fandt ud fra en samlet vurdering af kriterierne i cirk. nr. 129 af 4/7 1994, pkt. B.3.1. 1., jf. pkt. 2-8 i cirk. af 5/10 1988, at vederlaget var ydet for personligt arbejde i tjenesteforhold, og at virksomhederne derfor skulle indeholde A-skat.

Retten særligt vægt på, at

• discjockeyerne løbende skulle præstere deres arbejdsydelser som en integreret del af restaurationernes differentierede ydelsesudbud,
• discjockeyerne således indgik i virksomhedernes sædvanlige struktur med fast mødetid, vagtplan samt løn pr. time, som var uafhængig af omsætningen og i det væsentlige var nettoindkomst.

Se også SKM2002.561.ØLR og SKM2006.485.SR om discjockeyer.

TfS 1997, 473 HRD

Højesteret afviste, at en ingeniør var selvstændigt erhvervsdrivende. Ingeniøren havde i en periode været udlånt til Naturgas Syd. Efter periodens udløb fik ingeniøren mulighed for fortsat tilknytning til virksomheden. Det var Naturgas Syds politik, at medarbejdere, for hvilke der ikke kunne regnes med varig ansættelse, ikke blev ansat i selskabet, men blev tilknyttet selskabet som konsulenter, enten som selvstændige eller gennem større ingeniør- og konsulentfirmaer. 

Højesteret bemærkede, at sondringen skulle ske efter de kriterier, som er angivet i punkt B 3.1.1 i cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 om personskatteloven.

Efter en samlet vurdering af kriterierne fandt Højesteret, at ingeniøren ikke var selvstændigt erhvervsdrivende. Retten lagde især vægt på, at

• ingeniøren var engageret for en længere periode, hvor han var undergivet forflyttelsespligt
• ingeniøren ikke havde afholdt driftsudgifter af en sådan art og størrelse, som man måtte forvente af en selvstændigt erhvervsdrivende inden for den pågældende branche.

Dommen ændrede Vestre Landsrets dom i TfS 1996, 7.

Landsretsdomme

xMontør og svejseopgaver, skibsværft. Lønmodtager.

Sagen angik bl.a. spørgsmålet om, hvorvidt et selskab var ansvarligt for manglende indeholdelse af A-skat og AM-bidrag. Selskabet havde foretaget en række udbetalinger for udført arbejde på et skibsværft til en svejser, som ifølge selskabet var selvstændigt erhvervsdrivende.

Landsretten fandt, at svejseren måtte anses for lønmodtager, hvorefter der var pligt til indeholdelse af A-skat og AM-bidrag.

Retten udtalte, at der ikke forelå oplysninger, der understøttede, at arbejdet blev udført for svejserens egen regning og risiko. Der var tale om en tidsubegrænset kontrakt om udførelse af ikke nærmere definerede opgaver med aflønning på timebasis, og svejseren måtte over for kunder og kolleger ikke give udtryk for, at han var selvstændigt erhvervsdrivende.x

xDommen stadfæster (SKM2015.363.BR) og SKM2015.364.BR.x

Sagerne vedrørte to overlæger med speciale i x-kirurgi, som var hjemmehørende i Sverige.

Sagerne drejede sig bl.a. om, hvorvidt overlægerne var personligt skattepligtige af vederlag for arbejde på et privathospital, eller om vederlaget kunne henføres til deres selskaber.

Efter en samlet vurdering fandt retten, at vederlaget fra privathospitalet skulle bedømmes som lønindkomst.

Landsretten lagde vægt på, at lægerne både før og efter perioden var ansatte i et sædvanligt ansættelsesforhold på privathospitalet.

Retten fremhævede også, at uanset der var sket væsentlige ændringer i arbejdsforhold og ansvarsområde i den relevante periode, indgik arbejdet fortsat som en integreret del af hospitalets kerneydelse.

Lægerne havde desuden kun haft driftsudgifter i mindre omfang. Den yderligere økonomiske risiko, de måtte have påtaget sig, var derfor ikke så betydelig, at de ikke længere kunne betragtes som lønmodtagere.

Dommen stadfæster SKM2014.297.BR.

Sagerne vedrørte også spørgsmål om beskatning af fri bolig.

Et selskab, der havde anvendt østeuropæiske håndværkere, skulle indeholde A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, fordi håndværkerne blev anset for at være lønmodtagere.

Det forhold, at håndværkerne var registreret med selvstændig virksomhed i Østeuropa og momsregistreret i både Østeuropa og Danmark, førte ikke i sig selv til, at de ikke kunne anses for at være lønmodtagere i forhold til selskabet.

At håndværkerne udstedte fakturaer til selskabet var heller ikke afgørende for, om de måtte anses som lønmodtagere.

Retten lagde bl.a. vægt på, at

• der ikke var sammenhæng mellem betalingerne til håndværkerne og byggeriernes aflevering eller betalingerne fra bygherrerne. De enkelte håndværkere bar derfor ikke den økonomiske risiko for arbejderne
• håndværkerne var tilmeldt selskabets adresse
• håndværkerne over for politiet havde forklaret, at de arbejdede for selskabet og fik timebetaling. 

Retten lagde desuden særlig vægt på, at selskabet havde afholdt en række sædvanlige erhvervsmæssige udgifter, herunder væsentlige udgifter vedrørende værktøj, arbejdstøj, materialer, mobiltelefoner mv. for håndværkerne, og at der ikke var dokumentation for afregningsforholdet for dette.

En række udenlandske arbejdere, som en virksomhed formidlede til beskæftigelse hos danske kunder, blev anset for at være lønmodtagere. Det kunne ikke føre til andet resultat, at virksomheden fremlagde "samarbejdsaftaler", eller at der var fremlagt enkelte fakturaer vedrørende danskere, der bl.a. var angivet at vedrøre arbejdsudleje fra en anden virksomhed.

Dommen stadfæster SKM2011.513.BR.

Se også SKM2012.400.LSR.

SKM2010.252.ØLR

Skatteyderen modtog i et interessentskab med sin hustru managementhonorarer fra to selskaber, som var ejet af ham og hustruen. Retten fandt, at honorarerne ikke var erhvervet som led i selvstændig virksomhed, men var lønindkomst.

Dommen stadfæster SKM2009.495.BR.

SKM2009.327.ØLR

Lønmodtagere.

Sagen drejede sig om, hvorvidt nogle danserinder på natklubber var lønmodtagere med den virkning, at der skulle indeholdes A-skat af deres vederlag eller ej.

Danserinderne optrådte fire gange pr. aften. Mellem deres optrædener havde danserinderne mulighed for at sælge champagne, som de drak sammen med kunderne på natklubberne.

Landsretten fandt, at danserindernes vederlag var ydet for personligt arbejde i tjenesteforhold, jf. KSL § 43, stk. 1. Retten lagde navnlig vægt på, at

• danserindernes arbejde såvel i form af striptease-dans som champagnesalg indgik som en integreret eller central del af natklubbernes ydelser
• danserinderne således i perioder på typisk ikke under én måned til adskillige år indgik i natklubbernes ordinære struktur med faste mødetider og vagtplaner
• lønnen i alt væsentligt måtte betegnes som nettoindkomst.

Retten fandt heller ikke, at der som følge af administrativ praksis vedrørende udenlandske artister og solister var grundlag for at anse danserinderne for selvstændige erhvervsdrivende, ligesom der heller ikke var dokumenteret nogen fast praksis for, at danserinderne af andre grunde skulle betragtes som selvstændige.

Tidligere instanser: SKM2006.676.LSR og SKM2008.487.BR.

SKM2007.480.ØLR

Skatteyderne i sagen - et ægtepar - havde i indkomstårene 1997-1999 begge arbejdet for en række selskaber, der indgik i to koncerner, men som i 2000 blev én koncern. Selskaberne i koncernen havde udbudt telefonsexydelser, og ægteparret havde lavet annoncer mv. til brug for udbud af telefonsexydelserne. Den ene af skatteyderne havde ejerinteresser i den ene koncern i 1997-1999. Landsretten fastslog, at skatteyderne ikke kunne anses for at være selvstændigt erhvervsdrivende i perioden 1997-1999.

Landsretten lagde bl.a. vægt på, at

• arbejdet indgik som en løbende og integreret del af den virksomhed, der var blevet drevet igennem de selskaber, som den ene af ægtefællerne var eller blev medejer af
• arbejdet ikke var forbundet med en reel økonomisk risiko for ægtefællerne.

SKM2007.215.VLR

Sagen drejede sig bl.a. om, hvorvidt 7 EOD-specialister (sprængningseksperter), der var antaget af et konsortium med henblik på ammunitionsrydning, var ansatte lønmodtagere.

Landsretten lagde til grund, at EOD-specialisterne

• var underlagt konsortiets instruktionsbeføjelse og kontrol

• modtog månedligt vederlag
• ikke afholdt erhvervsmæssige udgifter, der lå væsentligt ud over, hvad der er sædvanligt i lønmodtagerforhold
• fik stillet arbejdskraft og materiel til rådighed.

Landsretten fandt derfor, at EOD-specialisterne var lønmodtagere i forhold til konsortiet.

SKM2005.280.VLR

Altmuligmand blev anset for at være lønmodtager.

Landsretten foretog en samlet vurdering af, om altmuligmanden havde udført personligt arbejde i et tjenesteforhold for en byggeforening.

Landsretten lagde vægt på, at

• han udførte arbejde for byggeforeningen efter nærmere anvisninger
• han ikke havde påtaget sig en selvstændig økonomisk risiko, men blev aflønnet på baggrund af sin opgørelse af anvendte timer
• forbrugte materialer blev faktureret direkte over for byggeforeningen
• hans løn ikke var af en sådan størrelse, at han kunne antage medhjælp
• han ikke havde andre hvervgivere
• han ikke havde nogen håndværksmæssige autorisationer
• han ikke var momsregistreret.

Selvom han ikke havde fast ugentlig arbejdstid på 24 timer, skulle byggeforeningen derfor have indeholdt A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag i udbetalingerne til ham.

SKM2005.124.ØLR

Lønmodtager

En edb-konsulent modtog indkomst fra et selskab, der var ejet af hans halvsøster.

Landsretten lagde til grund, at

• selskabet var edb-konsulentens eneste hvervgiver
• selskabet ejede samtlige driftsmidler og afholdt alle udgifter i forbindelse med driften
• det var selskabet, som entrerede med kunderne, herunder at fakturering skete i selskabets navn
• samarbejdsaftalen mellem selskabet og konsulenten indebar, at han havde påtaget sig en løbende arbejdsforpligtigelse over for selskabet og havde et opsigelsesvarsel på én måned.

Derfor og henset til, at konsulenten modtog skattefri befordringsgodtgørelse, fandt landsretten, at indkomsten måtte anses som vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold.

SKM2002.561.ØLR

En discjockey, der arbejdede to steder, blev anset for at være lønmodtager og ikke selvstændigt erhvervsdrivende. Retten lagde vægt på, at

• han modtog feriepenge
• han havde indgået aftale om en løbende arbejdsydelse
• der var tale om et længerevarende arrangement
• hvervgiverne havde en almindelig adgang til at fastsætte generelle eller konkrete instrukser for arbejdets udførelse
• arbejdstiden svarede til diskotekets åbningstid
• han havde ret til opsigelsesvarsel
• vederlaget var beregnet som almindeligt i tjenesteforhold
• vederlaget blev udbetalt periodisk
• han var medlem Dansk Funktionærforbund og Funktionærernes Arbejdsløshedskasse.

Se også TfS 1999, 377 HRD og SKM2006.485.SR.

SKM2002.470.ØLR

En skatteyder, der hjemme lavede strenge til musikinstrumenter for en virksomhed, blev anset for at være lønmodtager.

SKM2002.469.VLR

To slagteriarbejdere, der i sæsonen var beskæftiget på en minkfarm med pelsning af mink, blev anset for lønmodtagere.

SKM2002.339.ØLR

En assurandør var ikke selvstændigt erhvervsdrivende.

Retten lagde bl.a. vægt på, at

• han var undergivet ferielovens og funktionærlovens regler
• han var omfattet af forsikringsselskabets pensionsordning og gruppelivsforsikring
• hans omkostninger ved arbejdet helt eller i det væsentlige blev dækket ved månedlige omkostningstillæg.

Byretsdomme

SKM2014.719.BR

Døgnpleje. Lønmodtagere.

Spørgsmålet var, om ægtefællerne A og BAs indkomst som døgnplejefamilie for anbragte børn var oppebåret som led i selvstændig erhvervsvirksomhed eller som lønmodtagerindkomst.

Retten lagde til grund, at

• de enkelte kontrakter om pleje af børn blev indgået mellem de  anbringende kommuner og døgnplejerne personligt
• de kommunale myndigheder havde tilsyns- og kontrolbeføjelser over for A og BA
• der var fastsat faste takster for det vederlag, de modtog pr. døgn, hvor et barn var anbragt
• vederlaget blev udbetalt periodisk
• ægtefællerne havde ret til opsigelsesvarsel
• ægtefællerne var omfattet af ferielovens bestemmelser
• at vederlaget hidtil havde været udbetalt månedligt som A-indkomst, hvori der blev indeholdt A-skat.

Retten fandt det endvidere ikke dokumenteret, at A og BA havde afholdt udgifter i forbindelse med plejeopgaverne, der oversteg de beløb til dækning af familiens og børnenes fornødenheder, der blev refunderet af de anbringende kommuner. Retten lagde således til grund, at A og BA havde modtaget vederlag for det udførte arbejde samt refusion af de omkostninger, der var forbundet med at være plejefamilie.

Uanset at der tillige forelå omstændigheder, der kunne tale for at anse A og BA som selvstændigt erhvervsdrivende, måtte de på denne baggrund og efter en samlet vurdering anses for at have været lønmodtagere i 2009 og 2010.

Principiel.

Se afsnit C.A.3.4.3. om beskatning af døgnplejere.

SKM2013.694.BR

Retten fandt, at to lægers vederlag for arbejde på et privathospital var lønindkomst for lægerne og ikke indkomst, der kunne henføres til deres svenske selskaber (aktiebolag).

Retten foretog en samlet vurdering af de faktiske omstændigheder sammenholdt med de kriterier, der er angivet i pkt. B 3.1.1. i cirkulære nr. 129 af 4/7 1994 om personskatteloven, og fandt, at de honorarer, som lægerne modtog fra privathospitalet, var vederlag for deres personlige arbejde i tjenesteforhold, jf. KSL § 43, stk. 1.

Retten lagde navnlig lagt vægt på, at

• kontrakterne blev indgået med lægerne personligt og ikke efterfølgende blev ændret. De senere stiftede aktiebolag var derfor hverken berettigede eller forpligtede i henhold til kontrakterne med hospitalet
• lægernes arbejdsydelse ikke var begrænset til enkeltstående, afgrænsede opgaver, men indgik som en løbende og integreret del af hospitalets ydelsesudbud og virksomhed i forhold til hospitalets patienter
• lægerne på hospitalets hjemmeside fremstod som fast tilknyttet hospitalet i præsentationen af hospitalets lægeteam
• der i honoraret ikke indgik betaling for andet og mere end lægernes personlige arbejdsydelse
• honoraret blev udbetalt periodisk på baggrund af hospitalets registrering af udførte undersøgelser og operationer og ikke på baggrund af udstedte fakturaer
• aktiebolagenes indtægter i det væsentlige alene hidrørte fra det pågældende privathospital
• lægerne benyttede hospitalets faciliteter uden at yde betaling for det
• lægerne i øvrigt ikke havde godtgjort at have afholdt udgifter, der efter art og omfang adskilte sig fra, hvad der er sædvanligt for lønmodtagere
• arbejdet reelt ikke indebar nogen økonomisk risiko for lægerne, idet samtlige økonomiske og administrative opgaver, herunder kontakten til patienter og regioner, patientindtag, koordinering mv. blev varetaget af hospitalet, for hvis regning og risiko operationerne blev udført.

SKM2013.228.BR

SKM2010.797.BR

Retten fandt efter en konkret vurdering, at skatteyderens faktureringer af kørsel til det af ham ejede selskab ikke var led i hans selvstændige erhvervsvirksomhed med markedsføring, men derimod lønindkomst som led i hans arbejde som direktør i selskabet. Fakturaerne skulle derfor ikke tillægges moms.

SKM2008.836.BR

Retten fandt, at en læge var rette indkomstmodtager af honorarer, som var optjent af et selskab, som han var eneanpartshaver i.

Arbejdsopgaverne på sygehusene kunne kun udføres af lægen personligt, og lægens forhold til hvervgiverne for de pågældende sygehuse havde så mange lighedspunkter med et almindeligt ansættelsesforhold, at honoreringen måtte anses for at være løn til ham.

Nærmere lagde retten følgende til grund for sin afgørelse:

• Arbejdet indgik som en løbende og integreret del af sygehusets virksomhed på det pågældende område
• Sygehuset havde haft almindelig adgang til at fastsætte generelle instrukser for arbejdets udførelse
• Lægen havde benyttet sygehusets personale og lokale uden at betale for det
• Der var tale om en løbende arbejdsydelse, som der blev afregnet for månedsvis
• Lægen havde ikke godtgjort, at han havde afholdt udgifter, som efter art og omfang adskiller sig væsentligt fra, hvad der er sædvanligt for lønmodtagere
• Lægens ansvar for eventuelle fejl måtte antages at have været det samme uden hensyn til, om arbejdet blev udført i stillingen som ansat sygehuslæge eller ej.

Landsskatteretskendelser

En virksomhed (avisdistributør) hæftede for A-skat og arbejdsmarkedsbidrag af udbetalinger til en chauffør, fordi chaufføren blev anset for at være lønmodtager.

Chaufføren havde eget CVR nr. og udskrev fakturaer til virksomheden.

Der blev bl.a. lagt vægt  på, at

• virksomhedens andre ansatte havde haft tilsvarende lønforhold og arbejdsvilkår
• virksomheden bortset fra en kortere periode havde stillet varebil til rådighed
• virksomheden havde finansieret brændstoffet
• med undtagelse af en enkelt måned var der udbetalt et månedligt vederlag, så forholdet havde karakter af en løbende arbejdsydelse
• virksomheden i det væsentlige havde været chaufførens eneste arbejdsgiver.

SKM2011.718.LSR

En speciallæge, der var ansat som konsulent ved et privathospital, blev anset for at være lønmodtager i tjenesteforhold.

Se også SKM2011.854.SR,  SKM2011.859.SR og SKM2014.350.LSR.

SKM2006.59.LSR

En læge, der udførte opgaver for to forsikringsselskaber, blev anset for at være lønmodtager i begge tilfælde.

TfS 2000, 528 LSR

En underviser i musik, der arbejdede gennem oplysningsforbund, blev anset for at være lønmodtager.

Retten lagde bl.a. vægt på, at

• vederlaget var beregnet som det var almindeligt i tjenesteforhold (timeløn) og udbetalt periodisk
• vederlaget var i overvejende grad nettoindkomst
• kurserne blev afholdt for oplysningsforbundenes økonomiske regning og risiko.

Han var desuden dirigent for to kor. Han blev ikke anset for at stå i et egentligt tjenesteforhold til korene. Henset til karakteren og omfanget af arbejdet fandt retten heller ikke, at han havde etableret selvstændig virksomhed.

Disse indtægter blev derfor anset for honorarindtægter, der skattemæssigt skulle behandles som indtægter ved hobbyvirksomhed. Efter praksis skulle indkomsten opgøres ud fra et nettoprincip, sådan at fradragsberettigede udgifter kunne fratrækkes i den personlige indkomst.

Se afsnit C.C.1.2.3 om honorarindtægter.

TfS 2000, 510 LSR

Lønmodtager

Et selskab, der drev edb-konsulentvirksomhed, havde engageret edb-konsulenter til som underentreprenører at udføre arbejdsopgaver for de kunder, som selskabet havde indgået aftale med.

Instruktionen og fordelingen af arbejdsopgaverne skete direkte mellem de enkelte konsulenter og selskabets kunder. Konsulenterne fakturerede selskabet og fik på den måde vederlaget udbetalt uden indeholdelse af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag.

Landsskatteretten fandt efter en samlet vurdering af forholdet mellem selskabet og konsulenten, at arbejdet for selskabet var udført på lønmodtagerlignende vilkår. Der var henset til

• den mellem parterne indgåede kontrakt og det i øvrigt oplyste herom, hvorefter konsulenten ikke havde båret den for selvstændig erhvervsvirksomhed kendetegnende økonomiske risiko
• arbejdets varighed
• kontraktens vilkår vedrørende arbejdstid, honorering, konkurrenceklausul mv.

Selskabet skulle derfor indeholde A-skat og arbejdsmarkedsbidrag af vederlag til konsulenterne.

TfS 1999, 391 LSR

En musiker, der var ansat som lønmodtager i et symfoniorkester, havde ved siden af dette arbejde modtaget indtægter fra en musikskole, som blev anset for at være lønindkomst.

Desuden havde han indtægt fra visse enkeltstående engagementer.

Indtægterne fra engagementerne ansås ikke for oppebåret som led i selvstændig erhvervsvirksomhed, men en del af disse indtægter måtte anses som indtægt ved ikke erhvervsmæssig aktivitet, der skatteretligt skulle behandles på samme måde som indtægt ved hobbyvirksomhed.

Når nettoindkomsten skulle opgøres, kunne de udgifter, der var forbundet med indkomsten (kildeartsbestemte) trækkes fra i det omfang, de var dokumenteret og kunne indeholdes i denne indkomst, jf. PSL § 3, stk. 1, sammenholdt med § 1.

TfS 1997, 922 LSR

En overlæge var tilknyttet et privathospital i de perioder, hvor han havde fri fra det offentlige sygehus, hvor han var fastansat. Han blev aflønnet af privathospitalet med en fast timeløn, som blev udbetalt som B-indkomst. Landsskatteretten anså lægen for at være lønmodtager i forhold til privathospitalet. Retten lagde vægt på, at

• lægens driftsudgifter ikke oversteg, hvad der var sædvanligt i lønmodtagerforhold
• lægen ikke havde båret den risiko, som er karakteristisk for selvstændigt erhvervsdrivende.

TfS 1990, 370 LSR

En disponent i et vinfirma havde samtidig indtægter fra kurser om vin inden for fritidsundervisningssektoren. Indtægterne fra kurserne kunne ikke anses for erhvervet ved selvstændig virksomhed.

Der blev lagt vægt på, at

• han havde modtaget en fast timeløn, der var beregnet uden hensyn til, hvor mange deltagere, der havde meldt sig til foredragene. Virksomheden var derfor ikke drevet for egen regning og risiko
• han ikke havde afholdt driftsudgifter, der efter deres art og omfang lå væsentligt ud over, hvad der var sædvanligt i lønmodtagerforhold.

TfS 1990, 247 LSR

En assurandør, der fik stillet kontor og sekretærhjælp til rådighed af arbejdsgiveren, blev anset for at være lønmodtager, og var derfor ikke berettiget til at indtræde i virksomhedsordningen. Hans egne udgifter i forbindelse med erhvervet afveg ikke væsentligt fra sædvanlige lønmodtagerudgifter.

LSRM 1980, 85 LSR

Stillingen som postekspeditør anses ikke for at være selvstændig virksomhed.

SKAT

To tatovører, der havde indgået lejekontrakt med en tatovørvirksomhed,  blev anset for lønmodtagere.

Skatterådet tillagde det ikke vægt, at de to tatovører efter eget valg havde investeret i eget værktøj, eller at de ikke var garanteret en indkomst.

Skatterådet afviste at svare bekræftende på, at nogle læger og psykologer, der var knyttet til et privathospital ved samme kontrakt, ikke var lønmodtagere. Spørgsmålet måtte besvares konkret på baggrund af oplysninger om den enkelte læge eller psykolog, herunder om dennes udgifter.

Hans momsregistrering i Polen havde ikke betydning i relation til den danske afgrænsning af lønmodtagere i forhold til selvstændigt erhvervsdrivende.

En praktiserende læges bijob ved en region som efteruddannelsesvejleder for regionens andre læger blev anset for et lønmodtagerforhold. 

En overlæge, som var deltidsansat (80 %) på et privathospital, startede et konsulentfirma til ad hoc beskrivelser af MR-undersøgelser (avancerede røntgenundersøgelser).

Skatterådet fandt, at overlægen ikke var selvstændigt erhvervsdrivende, og arbejde, som blev udført under en konsulentaftale med privathospitalet kunne derfor ikke faktureres under virksomhedsordningen.

Afgørelsen stadfæstet af Landsskatteretten (ej offentliggjort).

Se også SKM2012.262.SR.

SKM2012.260.SKAT (SR)

En speciallæge i ortopædkirurgi blev anset for at være i et lønmodtagerforhold til et privathospital. Honorar for ydelser, som han udførte på privathospitalet, kunne derfor ikke udbetales til hans virksomhed.

SKM2012.231.SR

En anæstesilæge, der var konsulent ved et privathospital blev ikke anset for at være selvstændig erhvervsdrivende, selvom han havde en anden læge som tilkaldevagt.

Lønmodtager.

En speciallæge i plastikkirurgi havde, siden han havde færdiggjort speciallægeuddannelsen, været ansat som afdelingslæge på et offentligt hospital. Han indgik derefter aftale med et privathospital. Hans tilknytning til privathospitalet blev anset for at være et lønmodtagerforhold, idet han ikke kunne anses for at være selvstændigt erhvervsdrivende som speciallæge.

Se tilsvarende afgørelse i SKM2012.199.SR og SKM2014.133.SR.

SKM2011.859.SR

En ansat overlæge ved et offentligt sygehus var ved siden af dette arbejde tilknyttet et privathospital på honorarbasis. Hans tilknytning til privathospitalet blev anset for at være et lønmodtagerforhold.

Se også

SKM2011.718.LSR og SKM2011.854.SR.

SKM2011.854.SR

En læges tilknytning til et privathospital blev anset for at være et lønmodtagerforhold.

Skatterådet afviste, at det skatteretligt anses for en erhvervsmæssig risiko, at en læge ikke kan garanteres fremtidige arbejdsopgaver.

Se også

SKM2011.718.LSR og SKM2011.859.SR.

SKM2009.794.SR

Skatterådet fandt efter en samlet vurdering, at skatteyders udførelse af personundersøgelser for Kriminalforsorgen ikke var selvstændig erhvervsmæssig virksomhed.

Der blev navnlig lagt vægt på, at

• skatteyderens arbejde kun bestod i én type af opgaver for én arbejdsgiver
• skatteyderen ikke løb nogen økonomisk risiko.

SKM2007.368.SR

Skatterådet anerkendte ikke et konsulentselskab A A/S som rette indkomstmodtager til honorarer vedrørende bygningsrådgivning, da arbejdsopgaverne ikke havde karakter af selvstændig erhvervsvirksomhed.

SKM2006.485.SR

Virksomhed som discjockey kunne ikke betragtes som erhvervsmæssig virksomhed.

Lønmodtager.

Se også TfS 1999, 377 HRD og SKM2002.561.ØLR om discjockeyer.

TfS 1995, 154 TSS

En buschauffør , der drev et buschaufførbureau som momsregistreret enkeltmandsvirksomhed, blev ikke anset for at være selvstændigt erhvervsdrivende.

Han havde ingen ansatte og stillede ikke bus til rådighed.

Chaufførlønnen var alene ud fra sin karakter A-indkomst, og det er ikke en forudsætning, at der er et egentligt ansættelsesforhold. Det var uden betydning, om chaufføren havde en eller flere arbejdsgivere.

TfS 1991, 108 TSS

Lodser ved regulerede lodserier anses for at være lønmodtagere.

Skd. 1975.32.102 

Partsfiskeri blev ikke anset for at være selvstændig erhvervsvirksomhed i et tilfælde, hvor fiskeren ikke selv ejede kutteren.

Se KSLbek § 18, nr. 30.