Indhold

Afsnittet indeholder en oversigt over, hvilke kompetencer og arbejdsopgaver RIM har som inddrivelsesmyndighed.

Afsnittet indeholder:

• Indtrædelse i kreditorbeføjelserne
• Indsigelser mod kravets eksistens eller størrelse
• Indhentning af oplysninger
• Forarbejdernes inddrivelsesstrategi
• Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Indtrædelse i kreditorbeføjelserne

Når et krav overdrages til inddrivelse i RIM, overtager RIM kreditorbeføjelserne. Se INDOG § 1, stk. 2.

Efter lovens forarbejder indtræder RIM i samtlige rettigheder og forpligtelser, der er knyttet til de enkelte fordringer. Det betyder, at RIM kan bruge de inddrivelsesredskaber, som den enkelte fordring er tillagt i lovgivningen eller ifølge praksis. RIM kan også bruge andre kreditorbeføjelser, som følger af lovgivningen eller af praksis.

Det drejer sig blandt andet om

• udpantningsret
• lønindeholdelse
• modregning
• indtrædelsesret
• dækningsrækkefølge
• tiltrædelse af akkordordninger og gældssaneringsforslag
• indgivelse af arrest
• indgivelse af konkursbegæring
• indberetning til kreditoplysningsbureauer
• eftergivelse
• henstand.

RIM kan også indgå frivillige betalingsaftaler med skyldneren eller fastsætte betalingsordninger over for skyldneren. RIM kan desuden aftale eller give henstand med betalingen eller eftergive en fordring helt eller delvis efter de almindelige regler eller praksis.

Klage over RIM´s afgørelser

Hvis man vil klage over RIMs afgørelser om inddrivelse, skal man indbringe klagen for Landskatteretten, medmindre andet er bestemt i lovgivningen.  Se i øvrigt afsnit G.A.2.2 om klager over SKATs afgørelser.

Indsigelser mod kravets eksistens eller størrelse

RIM har ingen kompetence til at afklare tvister om kravets eksistens eller størrelse. Fordringshaveren skal afklare tvister om kravets eksistens eller størrelse. Se INDOG § 2, stk. 2. Det gælder også, hvis en fordring er overdraget til RIM, og der efterfølgende rejses tvivl om kravets eksistens eller størrelse.

Skyldners indsigelser har som hovedregel ikke opsættende virkning i forhold til restanceinddrivelsen. RIM kan i konkrete tilfælde sætte inddrivelsen i bero, indtil der er en afklaring fra fordringshaveren om, hvorvidt kravet eksisterer og/eller om størrelsen af kravet. Det kan være tilfælde, hvor skyldneren har fremsat kvalificerede indsigelser, og hvor RIM på grundlag af en vurdering af indsigelserne har en begrundet formodning om, at

• kravet ikke er opgjort korrekt af fordringshaveren eller
• kravet ikke eksisterer.

Se INDOG § 2, stk. 2 samt inddrivelsesbekendtgørelsens § 3, stk. 2.

Se også

• SKM2011.469.LSR, hvor Landskatteretten fandt at det var med rette, at RIM ikke havde tillagt skyldners indsigelser opsættende virkning.
• SKM2011.503.VLR, hvor Landsretten udtalte, at RIM kan søge skattekravet inddrevet, selv om der er tvist om kravet.

Hvis fordringshaveren ikke søger skyldnerens indsigelser om kravets eksistens eller størrelse afklaret inden rimelig tid, kan RIM sende kravet tilbage til fordringshaveren.

Klager over kravets eksistens og størrelse, der relaterer sig til den periode, hvor RIM har haft kravet til inddrivelse, fx spørgsmålet om et krav er betalt til RIM, behandles IKKE af fordringshaveren, men indbringes for Landsskatteretten, med mindre andet er bestemt i lovgivningen. Se i øvrigt afsnit G.A.2.2. om klager over SKATs afgørelser.

Indhentning af oplysninger

RIM bruger oplysningerne ved behandlingen af enkeltsager eller til kontrol ved samkøring og sammenstilling af oplysninger med RIMs øvrige oplysninger.

RIM kan få systemadgang til alle nødvendige oplysninger om fysiske eller juridiske personers økonomiske eller erhvervsmæssige forhold i indkomstregistret. Se lov om et indkomstregister § 7 og INDOG § 3, stk. 4.

xFra 1. april 2016 kan RIM hos andre myndigheder indhente oplysninger om, hvilke personer der er berettiget til børne- og ungeydelse, og oplysninger om, hvilke børn og unge ydelsen vedrører. Se INDOG § 3, stk. 6.x

RIM kan desuden indhente oplysninger hos andre offentlige myndigheder og hos pengeinstitutter samt hos værdipapircentralen, der er nødvendige for, at RIM kan varetage inddrivelsesopgaven. Se INDOG § 3, stk. 3.

Endelig kan RIM indhente oplysninger fra registre, der føres af offentlige myndigheder om skyldners forhold, som er af betydning for inddrivelsen. Se INDOG § 3, stk. 3.

Denne adgang omfatter oplysninger om:

• skyldnerens økonomiske forhold
• arbejdsmæssige forhold
• boligmæssige forhold mv.

For at få adgang til disse oplysninger er det en betingelse, at det sker inden for rammerne af persondataloven og forvaltningsloven, og at disse oplysninger er en forudsætning for, at RIM kan varetage inddrivelsesopgaven. Hvis det er teknisk muligt, vil disse oplysninger kunne indhentes elektronisk.

RIM skal sikre sig, at der ikke bliver givet en generel adgang for ansatte vedrørende alle oplysningerne i IT-systemer, som RIM har adgang til at benytte. Det betyder, at RIM skal sikre sig, at adgang og autorisation til oplysninger, der er relevante for løsningen af inddrivelsesopgaver, vil ske efter en forudgående konkret vurdering af ledende medarbejdere.

Det følger desuden af FVL § 32, at medarbejdere i RIM ikke må skaffe sig fortrolige oplysninger, som ikke har betydning for udførelsen af medarbejderens opgaver.

Forarbejdernes Inddrivelsesstrategi

Efter forarbejderne til OIL vil et vigtigt element i en strategi være, at som udgangspunkt vil de mere indgribende tvangsinddrivelsesskridt, fx udlægsforretning og lønindeholdelse, ikke blive brugt over for en skyldner, som indgår og overholder en betalingsaftale, som nedbringer restancen. Dog kan udlæg som hidtil foretages til sikring af en

• betalingsaftale
• betalingsordning eller
• henstandsordning.

De forenklede og harmoniserede inddrivelsesregler, herunder om lønindeholdelse, vil være med til at sikre en inddrivelsesstrategi, hvor sagerne visiteres, så RIMs indsats løbende kan tilpasses brugen af de mest hensigtsmæssige inddrivelsesinstrumenter. Det kan fx være brug af elektronisk administrerbare inddrivelsesinstrumenter set i forhold til de enkelte skyldneres forhold.

Efter lovens forarbejder (OIL) er det hensigten i forhold til privatpersoner, at visiteringen og valg af inddrivelsestiltag skal have fokus på skyldnerens indkomstforhold i form af afdragsordning og lønindeholdelse. Hensigten er desuden, at de mere indgribende og resursekrævende udlæg kun forventes gennemført ved større restancer, hvis skyldneren med sikkerhed har let realiserbare aktiver, eller for at afbryde forældelsesfristen.

Ved virksomhedsgæld vil lønindeholdelse oftest ikke være muligt som inddrivelsesmiddel. Vægten vil i stedet ligge på afdragsordninger over for medspillere, mens inddrivelsen over for modspillere vil ske i form af udlæg. Er der tale om store restancer, vil udlæg desuden blive brugt for at sikre kravet.

Ved valg af inddrivelsestiltag skal RIM derudover tage højde for, om der er risiko for en løbende forøgelse af gældsforholdet. I bekræftende fald vil der blive brugt tiltag, der kan begrænse denne risiko.

Et vigtigt og væsentligt element i en automatiseret inddrivelse vil være at sikre, at der fortsat kan tages individuelle hensyn, hvor inddrivelsen betinger det. Herunder at gældsforhold, der ikke egner sig til at blive behandlet automatisk, sorteres fra til manuel behandling.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse	Afgørelsen i stikord	Yderligere kommentarer
Landsretsdomme
SKM2011.503.VLR	Landsretten stadfæstede udlæggene og udtalte, at SKAT kan søge skattekravet inddrevet, selv om der er tvist om kravet.
Landsskatteretskendelser
SKM2011.469.LSR	Landsskatteretten fandt at det var med rette, at RIM havde fastholdt inddrivelsen af klagerens gæld, på trods af at klageren bestred gældens eksistens og størrelse. Der blev lagt vægt på at RIM havde handlet i overensstemmelse med inddrivelseslovens § 2 og inddrivelsesbekendtgørelsens § 3, samt at indsigelserne mod kravets eksistens ikke kunne tillægges opsættende virkning, da der ikke var en begrundet formodning for, at kravet ikke var opgjort korrekt eller ikke eksisterede