Indhold
Dette afsnit handler om reglerne for betaling og tilbagebetaling af gebyr ved indgivelse af klage til Skatteankestyrelsen.
Afsnittet indeholder:
- Betaling af klagegebyr
- Manglende klagegebyr
- Tilbagebetaling af klagegebyr.
Betaling af klagegebyr
Hovedregel
Der betales et grundbeløb på 300 kr. (2010-niveau). Grundbeløbet reguleres efter personskattelovens § 20.
Gebyret udgør pr. 1. januar 2015 kr. 400.
Se SFL § 35 c, stk. 1.
Undtagelse
Der skal ikke betales for klage over følgende afgørelser:
- Afgørelser vedrørende aktindsigt efter lov om offentlighed i forvaltningen eller forvaltningsloven.
- Afgørelser efter lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Se SFL § 35 c, stk. 2.
Bemærk foreløbig klage
Der skal også betales klagegebyr ved indsendelse af en foreløbig klage til Landsskatteretten.
Manglende klagegebyr
Hovedreglel
Hvis et klagegebyr ikke indbetales senest samtidig med klagens eller genoptagelsesanmodningens indgivelse, fastsætter Skatteankestyrelsen en frist på mindst 14 dage for betaling af gebyret.
Se BEK nr. 1516 af 13/12/2013 § 3.
Undtagelse
Hvis Skatteankestyrelsen i forbindelse med underretning og indhentelse af sagsmateriale indhenter en udtalelse om klagen i følgende tilfælde, skal klagegebyret først indbetales, hvis Skatteankestyrelsen modtager udtalelsen fra SKAT
- Klagen er omfattet af SFL § 6, stk. 1
- Klagen er omfattet af SFL § 7, stk. 1
- Klagen er en klage over årsopgørelser, hvor klageren ikke tidligere har modtaget særskilt underretning om ansættelsen, og klagen omfatter forhold deri.
Når Skatteankestyrelsen modtager udtalelsen fra SKAT i disse sager underretter Skatteankestyrelsen klageren om, at klagegebyr skal indbetales inden for 14 dage. Indbetales klagegebyret ikke senest 14 dage efter Skatteankestyrelsens underretning af klageren, fastsætter Skatteankestyrelsen en frist på mindst 14 dage for betaling af gebyret.
Er betalingen ikke modtaget i Skatteankestyrelsen inden fristens udløb anses klagen eller genoptagelsesanmodningen for bortfaldet. Skatteankestyrelsen meddeler i så fald klageren skriftligt, at klagen eller genoptagelsesanmodningen er bortfaldet, og at kravet på gebyr dermed også er bortfaldet.
Se SFL § 35 c, stk. 3 og BEK nr. 1516 af 13/12/2013 § 3.
Tilbagebetaling af klagegebyr
Det indbetalte beløb tilbagebetales til klageren i følgende tilfælde:
- Hvis klagen afvises
- Hvis klageren får helt eller delvis medhold i klagen eller ved en efterfølgende domstolsprøvelse af klagemyndighedens afgørelse
- Hvis en genoptagelsesanmodning imødekommes af SKAT, som følge af at hidtidig praksis er endeligt underkendt ved en dom, en afgørelse fra skatteankeforvaltningen, et skatteankenævn, et vurderingsankenævn, et motorankenævn eller Landsskatteretten eller ved en praksisændring, der er offentliggjort af Skatteministeriet.
Se SFL § 35 c, stk. 4.
Beløbet tilbagebetales ikke, uanset at klagen indbringes for domstolene efter SFL § 48, stk. 2, eller at klagen tilbagekaldes, medmindre tilbagekaldelsen sker, i forbindelse med at den myndighed, der har truffet den påklagede afgørelse, genoptager sagen.
Se SFL § 35 c, stk. 5.