Indhold
Afsnittet beskriver hvilke skattesubjekter, der er skattepligtige efter SEL § 1, stk. 1, nr. 2.
Afsnittet indeholder:
- Resumé
- Regel
- Justering af den subjektive skattepligt for erhvervsdrivende foreninger m.v.
- Hvad er en enhed?
- Retsevne ved registrering i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen
- Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser mv.
Resume
Andre selskaber, er selskaber i hvilke ingen af deltagerne hæfter personligt for selskabets forpligtelser, og som fordeler overskuddet i forhold til deltagernes i selskabet indskudte kapital, er fuldt skattepligtige efter selskabsskatteloven, såfremt de er hjemmehørende i Danmark. Se hjemmel i SEL § 1, stk. 1, nr. 2.
Det samme gælder selskaber, som er omfattet af SEL § 2 C.
Regel
Bestemmelsen omfatter de her i landet hjemmehørende selskaber, der ikke er indregistrerede som aktie- eller anpartsselskaber, såfremt disse selskaber ellers anses som en selvstændig juridisk enhed, hvor ingen af deltagerne hæfter personligt for selskabets forpligtelser, og som fordeler overskuddet i forhold til deltagernes indskudte kapital i selskabet. Disse selskaber anses for i et vist omfang at ligne aktieselskaber, hvorfor reglen om skattepligten også følger tæt op ad reglerne for aktie- og anpartsselskaber.
Under bestemmelsen hører eksempelvis selskaber uden indskudskapital, men kun med garantikapital, selskaber med vekslende kapital samt selskaber med vedtægtsmæssig begrænsning af udbytte og likvidationsprovenu.
Justering af den subjektive skattepligt for erhvervsdrivende foreninger m.v.
Ved en lovændring i 2011 blev erhvervsdrivende virksomheder skattepligtige af hele deres indkomst efter ændrede kriterier.
Med virkning for indkomstår, der påbegyndes den 24. november 2010 eller senere, blev selskaber mv. med begrænset ansvar, der registreres efter § 3 i lov om visse erhvervsdrivende virksomheder, omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 2. Skattepligten forudsatte, at disse selskaber mv. opfylder de betingelser, der generelt stilles, for at der er tale om et selvstændigt skattesubjekt. Hvis disse betingelser ikke er opfyldt, vil der i stedet skulle ske beskatning af de enkelte deltagere.
Der var ikke tilsigtet nogen ændringer i afgrænsningen mellem et selvstændigt skattesubjekt og en skattemæssig transparent enhed. Endelig var det en forudsætning, at disse selskaber mv. ikke er omfattet af reglerne om andelsbeskatning i SEL § 1, stk. 1, nr. 3, 3a eller 4. Udvidelsen af selskabsskattepligtige efter SEL § 1, stk. 1, nr. 2 skete ved Lov nr. 254 af 30. marts 2011.
Flere virksomheder end oprindeligt tilsigtet blev dog fuldt skattepligtige.
Reglerne vedrørende subjektiv skattepligt for visse erhvervsdrivende selskaber og foreninger, der er omfattet af lov om visse erhvervsdrivende virksomheder er derfor ændret ved lov nr. 1637 af 26. december 2013. Det er kun SMBA´er, der fremover omfattes af den fulde skattepligt efter selskabsskattelovens almindelige regler.
For visse erhvervsdrivende foreninger m.v., der er omfattet af den fulde skattepligt efter selskabsskattelovens almindelige regler, vil de som udgangspunkt fremover ikke længere omfattes af disse regler, men i stedet kun beskattes af erhvervsmæssig indkomst.
Skattepligtsbestemmelsen i selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2, er ændret således at foreninger m.v. omfattet af § 3 i lov om visse erhvervsdrivende virksomheder ikke automatisk omfattes af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2.
Derimod fremgår det udtrykkeligt af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2, at registrerede selskaber med begrænset ansvar omfattes af denne skattepligtsbestemmelse.
Som betingelse for, at et SMBA er omfattet af skattepligten efter § 1, stk. 1, nr. 2, skal det være registreret i Erhvervsstyrelsens it-system som et SMBA.
SMBA'er anmeldes til og registreres i Erhvervsstyrelsen efter stiftelsen. Det betyder, at der f.eks. kan ske stiftelse af et SMBA den 30. december 2013, som skal være anmeldt senest 2 uger efter stiftelsen, dvs. anmeldelsen skal være modtaget inden den 13. januar 2014. Først når anmeldelsen er modtaget, vil der kunne ske sagsbehandling og registrering af det pågældende SMBA.
Øvrige selskaber og foreninger, der er registreret i Erhvervsstyrelsen som omfattet af § 3 i lov om erhvervsdrivende virksomheder, vil ikke automatisk være skattepligtige efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2, men kan efter omstændighederne være omfattet af § 1, stk. 1, nr. 2, efter bestemmelsens øvrige kriterier. Disse kriterier er, at der er tale om selskaber, i hvilke ingen af deltagerne hæfter personligt for selskabets forpligtelser, og som fordeler overskuddet i forhold til deltagernes i selskabet indskudte kapital, samt selskaber omfattet af § 2 C.
For de foreninger m.v., der ikke længere omfattes af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2, vil der konkret skulle foretages en vurdering af, hvilken skattepligtsbestemmelse de herefter omfattes af. For en række foreninger vil dette betyde, at de fremover omfattes af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6. Ved overgangen finder skattelovgivningens almindelige regler for overgang i beskatningsform anvendelse. Hvis en forening m.v. således overgår til beskatning efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, medfører det ophørsbeskatning af samtlige foreningens aktiver og passiver.
Loven vil gælde med tilbagevirkende kraft.
Hvad er en enhed?
Om der foreligger et selskab, som er omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 2, må afgøres ud fra en samlet konkret vurdering. Af væsentlig betydning for denne vurdering er selskabets vedtægter og hensigten med dets virksomhed, men derudover kan nedennævnte forhold være af betydning for vurderingen. Det bemærkes, at de nævnte forhold ikke er udtryk for en udtømmende liste. Endelig bemærkes, at et enkelt af disse forhold ikke kan være ubetinget afgørende.
Ved vurderingen kan følgende tale for, at selskabet er omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 2:
- ingen af deltagerne hæfter personligt
- fordeling af overskuddet sker i forhold til den af deltagerne indskudte kapital
- det årlige overskud fordeles på grundlag af omsætningen, men en eventuel likvidationsudlodning baseres på kapitalens størrelse
- selvstændige vedtægter
- særskilt regnskab
- særskilte foreningsorganer, som med bindende virkning kan handle, også for de medlemmer, som ikke er med i ledelsen
- mulighed for udvidelse af medlemskredsen
- bestemmelse om, hvad der skal ske med formuen ved det enkelte medlems udtræden eller ved enhedens opløsning
- indskudskapital (kan enten være nominelt angivet til en bestemt størrelse, eller der kan være tale om vekslende indskudskapital).
Følgende kan tale imod, at selskabet er omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 2:
- fordeling af både overskud og af likvidationsprovenu foretages på grundlag af omsætningen (kooperativ virksomhed)
- èn eller flere hæfter personligt
- ingen fordeling af overskud finder sted i forhold til kapitalindskuddet
- overskuddet anvendes til almennyttige eller almenvelgørende formål.
Visse skattemæssige transparente enheder, der omkvalificeres efter SEL § 2 C, beskattes efter reglerne i SEL § 1, stk. 1, nr. 2.
Bestemmelsen vil desuden typisk alene finde anvendelse på
- udenlandske selskabstyper/sammenslutninger, der er hjemmehørende i Danmark efter SEL § 1, stk. 6 eller
- udenlandske selskabstyper/sammenslutninger omkvalificeret i henhold til SEL § 2 C.
Se også
Retsevne ved registrering i Erhvervsstyrelsen
Fra 1. januar 1995 skal virksomheder med begrænset ansvar registreres i Erhvervsstyrelsen, jf. § 8 i lov om erhvervsdrivende virksomheder (LEV), jf. lovbekendtgørelse nr. 559 af 19. maj 2010. Registreringspligten omfatter bl.a. andelsselskaber (andelsforeninger) samt andre selskaber og foreninger, der ikke omfattes af selskabsloven eller lov om erhvervsdrivende fonde, ligesom filialer af tilsvarende udenlandske virksomheder også omfattes, når:
- Virksomheden har til formål at fremme deltagernes økonomiske interesser gennem erhvervsdrift, jf. LEV § 1, hvilket nærmere defineres i LEV § 1, stk. 3. Loven omfatter således ikke virksomheder med ideelt sigte. En virksomhed der omfattes af loven, skal således dels have til formål at fremme deltagernes økonomiske interesser, dels at deltagernes økonomiske interesser fremmes gennem virksomhedens erhvervsdrift. Er kun et kriterie opfyldt, er virksomheden ikke omfattet af loven.
- Virksomheden har begrænset ansvar som defineret i LEV § 3, dvs. at ingen af deltagerne hæfter personligt, uden begrænsning og solidarisk. Ved stiftelse af selskaber/foreninger m.v. efter en lovændring pr. 1. marts 2010 er det desuden en betingelse, at virksomhedsdeltagerne ikke kan stemme og modtage udbytte i forhold til deres andel af kapitalen, og at der skal være mulighed for vekslende deltagerantal.
- Virksomheden ikke omfattes af undtagelserne i LEV § 5.
Nystiftede selskaber skal ifølge LEV § 10, stk. 2, anmeldes til Erhvervsstyrelsens it-system senest 2 uger efter stiftelsen, eller efter at virksomheden er blevet omfattet af anmeldelsespligten. Af LEV § 9 fremgår, at manglende registrering indebærer, at det nystiftede selskab eller forening ikke opnår retsevne, dvs. at selskabet/foreningen ikke kan erhverve rettigheder eller indgå forpligtelser, ligesom selskabet/foreningen ikke kan være part i retssager bortset fra søgsmål om stiftelsen. Selskaber/foreninger, der bestod allerede før lovens ikrafttræden den 1. januar 1995, omfattes også af anmeldelsespligten. Af LEV § 26 fremgår det imidlertid, at LEV § 9 ikke gælder i disse tilfælde, dvs. at anmeldelse ikke er en forudsætning for bevarelsen af en før loven eksisterende retsevne.
I lov om erhvervsdrivende virksomheder defineres et andelsselskab i § 4 som en virksomhed, der enten er:
- et interessentskab,
- et kommanditselskab eller
- en virksomhed med begrænset ansvar, hvis formål er at virke til fremme af deltagernes fælles interesser gennem deres deltagelse i virksomheden som aftagere, leverandører eller på anden lignende måde. Endvidere skal virksomhedens afkast, bortset fra normal forrentning af den indskudte kapital, enten fordeles blandt medlemmerne i forhold til deres andel i omsætningen eller forblive indestående i virksomheden.
Denne definition er bredere end SEL § 1, stk. 1, nr. 3, idet selskabsskatteloven f.eks. stiller krav om fremme af mindst 10 deltageres fælles erhvervsmæssige interesser, og om at omsætningen med ikke-medlemmer ikke væsentligt eller længerevarende må overskride 25 pct. af den samlede omsætning.
Definitionen af andelsselskaber i lov om erhvervsdrivende virksomheder er derimod ikke så bred som SEL § 1, stk. 1, nr. 4.
Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser på området
Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelser
|
Afgørelsen i stikord
|
Yderligere kommentarer
|
Landsretsdomme
|
|
|
TfS 1998.644 VLR
|
Landsretten fandt, at virksomhedens organisering som juridisk person med betegnelsen a.m.b.a. ikke havde været forsvarlig, og at det begrænsede ansvar ikke var kendeligt for tredjemand, hvorfor der statueredes personligt ansvar vedrørende udlæg for skattekrav.
Ikke anset for selvstændigt skattesubjekt.
|
|
TfS 1997, 611.VLR
|
Vestre Landsret fandt ved fortolkning af samvirkets vedtægter, at de enkelte deltagere havde begrænset deres hæftelse udadtil, i hvert fald over for de kreditorer, der havde disponeret efter at være blevet bekendt med vedtægternes indhold. Fortolkningen fandtes endvidere underbygget af oplysningerne i udbydernes projektmateriale og af det faktiske hændelsesforløb. Vestre Landsret anså det herefter ikke for godtgjort, at samvirket var et interessentskab.
|
|
TfS 1997.287.ØLR
|
Sagen omhandler spørgsmålet om en virksomhed, som var stiftet som et selskab med begrænset ansvar (s.m.b.a.), reelt måtte anses som en enkeltmandsvirksomhed
Ikke et selvstændigt skattesubjekt.
|
|
SKAT |
|
|
SKM2015.92.SR |
Spørger, der er bosiddende og fuld skattepligtig i Danmark, ejer en bolig i et feriekompleks på Seychellerne samt en sejlbåd, som ligger i lystbådehavnen, der hører til feriekomplekset.
Skatterådet bekræftede, at spørger i skattemæssig henseende fortsat anses for at være den reelle ejer af sejlbåden, som han af lovgivnings- og registreringsmæssige årsager på Seychellerne er nødsaget til at overdrage til et IBC-selskab, der er registreret på Seychellerne.
Skatterådet bekræftede endvidere, at spørger - efter den formelle overdragelse af båden til IBC-selskabet - ikke skal beskattes af værdi af fri båd i henhold til reglerne i ligningslovens § 16, stk. 6.
|
|
SKM2014.797.SR |
Skatterådet bekræftede, at A A/S var et selvstændigt skattesubjekt, omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 19, og dermed skulle anses for at være et investeringsselskab.
Skatterådet kunne ikke bekræfte, at B S.C.A., SICAV-SIF kunne anses for et selvstændigt skattesubjekt, og at investorer i selskabet skulle beskattes efter aktieavancebeskatningsloven.
Skatterådet bekræftede, at idet B S.C.A., SICAV-SIF var skattemæssigt transparent, ansås investorerne for at have en forholdsmæssig/ideel andel af aktiverne og passiverne i B S.C.A., SICAV-SIF og skulle beskattes af denne forholdsmæssige/ideelle andel.
|
|
SKM2014.780.SR |
Sagen omhandlede en påtænkt sammenlægning af to varmeværker. Skatterådet kunne ikke bekræfte, at et A A.m.b.a. kunne indskyde aktierne i det nystiftede selskab, C A/S, i B A.m.b.a. efter en analog anvendelse af overkursreglen i selskabsskattelovens § 13, stk. 1, nr. 1, hvorved B A.m.b.a. ikke ville være skattepligtig af værdien af de indskudte aktier. Skatterådet kunne derimod bekræfte, at det nystiftede A/S forbliver skattefritaget efter selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 4, både i forbindelse med modtagelsen af et apportindskud i form af distributionsaktiviteten fra det skattepligtige varmeværk, og hvis det køber varme mv. fra samme. Endelig bekræftedes det, at sammenlægningen ikke ville have skattemæssige konsekvenser for forbrugerne i varmeværkerne.
|
|
SKM2014.620.SR |
Skatterådet kan ikke bekræfte, at det i Dubai registrerede selskab, C LLC, efter danske skatteregler er skatteretligt transparent. Det forhold, at selskabsdeltagerne, UAE National Partner og B A/S har indgået ejeraftaler, hvorefter UAE National Partner alene har ret til et årligt vederlag fra B A/S, ledelsen af C LLC fuldstændigt og uigenkaldeligt er B A/S´ ansvar, samt hvorefter hele provenuet i tilfælde af likvidation af selskabet tilfalder B A/S, ændrer ikke på, at C LLC må sidestilles med et selvstændigt skattesubjekt. Disse forhold kan således ikke fratage enheden karakteren af at være et selvstændigt skattesubjekt set i lyset af vedtægternes indhold mht. til enhedens organisering, struktur, deltagernes retsstilling mv., og som er i overensstemmelse med lovgivningsmæssige krav.
Skatterådet kan bekræfte, at aktierne i C LLC - på baggrund af de pr. 1. januar 2014 foreliggende vedtægter og aktionærernes aftalegrundlag i øvrigt - anses for at være koncernselskabsaktier omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 4 B.
|
|
SKM2014.196.SR |
Skatterådet bekræftede, at et maltesisk selskab kunneanses for omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 19, således at investorerne skulle lagerbeskattes.
|
|
SKM2014.246.SR |
Skatterådet bekræftede, at en nærmere beskrevet fusion mellem et selskab indregistreret på Bahamas og tre anpartsselskaber kunne anses for gennemført skattefrit efter reglerne i fusionsskatteloven og uden at udløse en skattepligtig aktieavance i Danmark for de indskydende selskaber. Skatterådet bekræftede, at fusionen kunne ske uden at udløse beskatning i Danmark af den personlige aktionær i det ultimative moderselskab, der deltog i fusionen. Skatterådet bekræftede, at en fusion, hvor det ene af selskaberne ikke deltog, kunne anses for at være gennemført skattefrit efter reglerne i fusionsskatteloven. Skatterådet afviste at besvare et spørgsmål om, hvad der - hvis der svaredes "nej" til de to første spørgsmål - konkret ville være til hinder for, at spørgsmålene kunne besvares med "ja", samt om der ved en anderledes fremgangsmåde end den påtænkte kunne opnås en skattefri fusion i Danmark, hvor selskabet indregistreret på Bahamas indgik som et indskydende selskab, og et dansk selskab som det modtagende selskab.
|
|
SKM2014.412.SR |
Skatterådet bekræftede, at A Corporations salg af samtlige anparter i B ApS kunne ske skattefrit. Efter Skatterådets tidligere bindende svar af 23. oktober 2012, SKM2012.631.SR, fandt Skatterådet, at A Corporation ikke kunne anses for at være et "selskab" i dobbeltbeskatningslovens forstand. A Corporation var skattemæssigt transparent efter amerikansk ret, og indkomsten fra A Corporation skulle således anses for oppebåret af Person X, som var hjemmehørende i USA. Spørgers repræsentant havde i forbindelse den nye anmodning om bindende svar oplyst, at B ApS' "income does fall under the "check the box" classification". A Corporation og Person X var ikke skattepligtige i Danmark af gevinst ved salg af anparter, jf. selskabsskattelovens § 1 og kildeskattelovens § 1, modsætningsvist, hvorfor gevinst ved salg af anparter i B ApS ikke beskattedes. Skatterådet bemærkede i den forbindelse, at bestemmelsen i selskabsskattelovens § 2 A, ikke fandt anvendelse.
|
|
SKM.2014.28.SR |
Skatterådet bekræftede, at et i Delaware, USA, registreret LLC efter danske skatteregler var en skattemæssig transparent enhed. |
|
SKM.2014.13.SR |
Skatterådet bekræfter, at den russiske fond, C, efter dansk ret betragtes som en skattemæssig transparent enhed på baggrund af en samlet konkret vurdering.
Der lægges vægt på, at de månedlige nettoresultater udbetales direkte til unitholderne uden formelle godkendelsesprocesser, samt strukturen omkring C, som er uden selvstændige vedtægter og et selvstændigt ledelsesorgan.
Endvidere bekræfter Skatterådet, at den russiske fond, C, ikke er skattepligtig til Danmark af indkomst fra udenlandske faste ejendomme samt ejendomsavance, og skal derfor ikke medtages ved opgørelsen af den danske skattepligtige indkomst i henhold til selskabsskattelovens § 8, stk. 2.
Skatterådet kan ikke bekræfte, at det cypriotiske selskab, A Limited, ikke vil være begrænset skattepligtig af fremtidige udbytteudlodninger fra det danske selskab, B ApS, efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra C.
|
|
SKM2014.10.SR |
Skatterådet bekræfter, at et belgisk "partnership limited by garantee" (SCS) er transparent i skattemæssig forstand. Skatterådet bekræfter desuden, at Danmark i forhold til de danske investorer, som investerer igennem et kommanditselskab, vil indrømme creditlempelse for den i Belgien betalte selskabsskat. Skatterådet kan ikke bekræfte, at Danmark vil indrømme creditlempelse for de i Belgien indeholdte kildeskatter. Endelig bekræfter Skatterådet, at fradragskontoen for de danske kommanditister kan opgøres som beskrevet, samt at der ikke vil ske begrænsninger i fradragskontoen for de danske kommanditister, såfremt det belgiske SCS stiftes med en stamkapital som beskrevet. |
|
SKM2013.811.SR |
Skatterådet bekræfter, at et irakisk datterselskab LLC anses som et selskab omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2, idet selskabsdeltagerne/aktionærerne hæfter begrænset med den af dem indskudte aktiekapital, og aktionærerne modtager udbytte i forhold til deres indskud.
Det tillægges også vægt, at det irakiske selskab LLC har selvstændige vedtægter og et selvstændigt ledelsesorgan, og det irakiske selskab LLC skal udstede aktier, og aktierne er som udgangspunkt omsættelige. Hvis det irakiske selskab skal likvideres, skal likvidationsprovenuet tilfalde aktionærerne i henhold til ejerandele.
Skatterådet bekræfter endvidere, at det danske moderselskab kan modtage skattefrit udbytte fra det irakiske datterselskab LLC, idet betingelsen herfor er opfyldt, jf. selskabsskattelovens § 13, stk. 1, nr. 2, jf. aktieavancebeskatningslovens § 4 B, stk. 1.
Det bemærkes, at det danske moderselskab ejes af to danske anpartsselskaber, der hver er ejet 100 pct. af to personer hjemmehørende i Danmark.
|
|
SKM2013.789.SR |
Skatterådet kan ikke bekræfte, at sønnernes anskaffelsessum for en i Frankrig beliggende fast ejendom, som spørger efter de franske regler om donation partage påtænker at gaveoverdrage til disse, kan fastsættes til handelsværdien for hele ejendommen reduceret med 30 pct. som følge af reglerne om donation partage, og med et yderligere nedslag på den således fremkomne værdi på 15 pct.
Skatterådet bekræfter, at det ikke vil få skattemæssige konsekvenser for sønnerne, at der etableres ejerskab til ejendommen via et af sønnerne ejet fransk Société Civile Immobilière.
Skatterådet bekræfter, at ejendommens ejere i henhold til ejendomsavancebeskatningslovens § 8 er sønnerne, såfremt der etableres ejerskab til ejendommen via et af sønnerne ejet fransk Société Civile Immobilière.
Skatterådet bekræfter, at spørgers donation af ejendommen til sønnerne ikke vil få skattemæssige konsekvenser for spørger, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 2.
|
|
|
SKM2013.218.SR |
Afgørelsen omhandler en italiensk investeringsenhed i italiensk solenergi primært ejet af danske investorer. Skatterådet bekræftede, at investeringsenheden A var transparent og at udlodning af overskudsandele kunne hjemtages til Danmark uden skattemæssige konsekvenser. Derudover bekræftede rådet også, at den italienske driftsaktivitet anses som et fast driftststed eller fast ejendom i Italien, hvorved driftsresultatet ikke indgår i den danske indkomstopgørelse for selskabsinvestorer, medmindre international sambeskatning er valgt. |
|
SKM2013.361.SR |
Skatterådet bekræftede, at et amerikansk LLC og et fransk SCI efter danske regler er skattemæssigt transparente enheder. |
|
SKM2013.74.SR |
Skatterådet fandt, at der på trods af vedtægtsændringer fortsat vil være fuldt skattepligt efter SEL § 1, stk. 1, nr. 4. |
|
SKM2012.631.SR |
Skatterådet fandt på baggrund af en konkret vurdering af et amerikansk S-Corp´s vedtægter og virkemåde, at det var et selvstændigt skattesubjekt.
Omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 2
|
|
SKM2012.245.SR |
Skatterådet fandt på baggrund af en konkret vurdering, at et amerikansk S-Corp var et selvstændigt skattesubjekt.
Omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 2.
|
|
SKM2012.142.SR |
Skatterådet fandt på baggrund af en konkret vurdering, at en italiensk fond var transparent, hvilket medførte, at de danske selskabsinvestorer kunne hjemtage udlodninger af overskudandele fra fonden uden skattemæssige konsekvenser.
Ikke et selvstændigt skattesubjekt.
|
|
SKM2012.127.SR |
Skatterådet fandt på baggrund af en konkret vurdering, at en italiensk fond, som var én af flere sub-fonde, var transparent, hvilket medførte, at de danske investorer, som investerede i fonden via et dansk P/S, ville blive beskattet direkte af fondens skattemæssige resultat.
Ikke et selvstændigt skattesubjekt.
|
|
SKM2012.61.SR |
Skatterådet fandt på baggrund af en konkret vurdering, at et luxembourgs FCP og et tysk CTA var transparente. Skatterådet fandt endvidere, at de udenlandkse investorer i de to transparente enheder kunne søge indeholdt udbytteskat fra deres investeringer i danske selskaber tilbage, og dermed blive beskattet med en udbytteskattesats på 15 %.
Ikke et selvstændigt skattesubjekt.
|
|
SKM2011.863.SR |
Skatterådet fandt på baggrund af X KGaA's vedtægter og oplysninger i øvrigt, at X KGaA er at sammenligne med et dansk partnerselskab. X KGaA'et er dermed ikke at anse som et selvstændigt skattesubjekt i henhold til dansk skatteret.
Ikke et selvstændigt skattesubjekt.
|
|
SKM2011.766.SR |
Skatterådet fandt på baggrund af det oplyste af rådgiver om et konkret LLC, at enheden skal kvalificeres som en skattetransparent enhed, da enheden mere har karakter af et interessentskab, kommanditselskab eller partnerselskab.
Ikke et selvstændigt skattesubjekt.
|
|
SKM2011.567.SR |
Skatterådet fandt, at idet en af deltagerne hæftede direkte og ubegrænset var der ikke grundlag for at kvalificere selskabet som et selvstændigt skattesubjekt i henhold til selskabsskattelovens § 1, stk.1, nr.2.
Ikke et selvstændigt skattesubjekt.
|
|
SKM2010.654.SR |
Et amerikansk LLC blev på baggrund af en konkret vurdering ikke anset for at være et selvstændigt skattesubjekt omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 2, men derimod en transparent enhed. Der blev ved afgørelsen henset til oplysningerne vedrørende enhedens struktur og virkemåde.
Ikke et selvstændigt skattesubjekt.
|
|
SKM2010.354.SR
|
Et limited liability company indregistreret på Cayman Island blev anset som en selvstændig enhed, der ville være omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 2.
Omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 2.
|
|
SKM2010.316.SR
|
To ETF-fonde kunne efter en samlet konkret vurdering klassificeres som selvstændige skattesubjekter.
Omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 2.
|
|
SKM2009.298.SR
|
A Fund ("Enheden") skal efter dansk skatteret anses for et selvstændigt skattesubjekt, og Enheden skal efter dansk skatteret anses for et investeringsselskab, jf. ABL § 19. Det er om Enheden oplyst, at det er en investeringsfond etableret i Luxembourg, som en "Fonds commun de placement" - FCPE - der er underlagt loven i Luxembourg om forpligtelser for kollektive investeringer. Enheden har til formål udelukkende at investere i værdipapirer, herunder kollektive investeringsbeviser, pengemarkedsinstrumenter og derivater baseret på et princip om risikospredning. Ledelsen af Enheden forestås af et administrationsselskab ("Administrationsselskabet").
Omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 2.
|
|
SKM2007.317.SR
|
En sammenslutnings virkemåde og struktur medførte, at denne ikke kunne anses for et selvstændigt skatteretligt subjekt. Alene på grund af fraværet af selvstændige ledelsesorganer i det franske FCPR, kunne dette ikke kvalificeres som et ifølge dansk skatteret selvstændigt subjekt.
Ikke et selvstændigt skattesubjekt.
|
|
SKM2007.251.SR
|
Et udenlandsk selskab kunne kvalificeres som et selskab efter SEL § 1, stk. 1, nr. 2 og at selskabet ikke var et investeringsselskab omfattet af ABL´s § 19.
Omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 2.
|
|
SKM2007.250.SR
|
Skatterådet bekræftede, at det udenlandske selskab kunne kvalificeres som et selskab efter SEL § 1, stk. 1, nr. 2, samt at selskabet ikke var et investeringsselskab omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 19.
Omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 2.
|
|
SKM2006.587.SR
|
Skatterådet svarede, at selskab som påtænktes stiftet efter tyrkiske selskabsretlige regler betragtedes skattemæssigt som et selvstændigt skattesubjekt, idet Skatterådet bl.a. lagde afgørende vægt på, at der var tale om et selskab med begrænset hæftelse.
Omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 2.
|
|
TfS 1999.411 LR
|
Ligningsrådet spurgt, om et Bahamas-selskab kunne anses for transparent, således at investorerne i skattemæssig henseende ansås for direkte ejere af selskabets aktiver. Bahamas-selskabet afveg på en række punkter fra et dansk aktie- eller anpartsselskab, f.eks. kunne et selskab på Bahamas stiftes med en langt mindre kapital end efter danske regler, og bestyrelsen havde meget vidtgående beføjelser. Ligningsrådet tiltrådte imidlertid Told- og Skattestyrelsens indstilling, hvorefter de nævnte afvigelser ikke i sig selv kunne bevirke, at selskabets ansås for transparent, da selskabet efter styrelsens opfattelse ikke på afgørende punkter afveg fra et aktie- eller anpartsselskabslignende selskab.
Omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 2.
|
|
TfS 1988.742 DEP
|
I denne sag havde skattemyndighederne anset to kommanditselskaber for at være kapitalselskaber omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 2, da komplementaren ikke havde nogen ejerandele i kommanditselskaberne og heller ikke tog del i det løbende driftsresultat. Skatteministeriet tog imidlertid bekræftende til genmæle ved Vestre Landsret med henvisning til at det forhold, at komplementaren ikke deltager i selskabets drift og ikke er medejer af selskabets formue, ikke i skattemæssig henseende kan frakende selskabet dets karakter af kommanditselskab.
Ikke omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 2.
|
|