Indhold
Dette afsnit handler om regler, definition og anvendelsesområde for godtgørelse af CO2-afgift for kvoteomfattede virksomheder.
Godtgørelse af energiafgift følger derimod de almindelige regler for godtgørelse af energiafgift til procesformål.
Afsnittet indeholder:
- Regel
- Definition og anvendelsesområde.
Regel
Der ydes som udgangspunkt fuld godtgørelse af CO2-afgift af afgiftspligtige brændsler til procesformål, der anvendes i momsregistrerede virksomheders produktionsenheder med en tilladelse til udledning af CO2. Dette gælder også for CO2-afgift af brændsler, som er anvendt til formål, der ikke er omfattet af proceslisten. På de samme betingelser ydes der også fuld godtgørelse af CO2-afgift af varme fra ikke-bionedbrydeligt affald, der anvendes som brændsel til procesformål. Der gives også fuld godtgørelse for varme til procesformål, hvor varmen er fremstillet i produktionsenheder med tilladelse til udledning af CO2.
Momsregistrerede virksomheder, som har en tæt driftsmæssig og fysisk sammenhæng inden for samme lokalitet med en produktionsenhed med tilladelse til udledning af CO2, kan også opnå fuld godtgørelse af afgift af varme til proces, der leveres direkte fra produktionsenheden som har tilladelse til udledning af CO2 til den forbundne virksomhed. Se CO2AL § 9 a, stk. 1.
Tilsvarende regler finder anvendelse for kulde. Se CO2AL § 9 a, stk. 6.
Der ydes ►indtil 2025◄ ikke godtgørelse af afgift af varme og afgiftspligtige varer, der direkte eller indirekte anvendes til fremstilling af varme, der leveres fra virksomheden, eller rumvarme, varmt brugsvand eller komfortkøling i virksomheden. Se CO2AL § 9 a, stk. 2.
►CO2AL § 9 a, stk. 2 er med virkning fra den 1. januar 2025 ændret ved lov nr. 683 af 11. juni 2024. Ved ændringen godtgøres CO2-afgiften indenfor kvotesektoren delvist af varme og afgiftspligtige varer, der direkte eller indirekte anvendes til fremstilling af varme, der leveres fra virksomheden, eller rumvarme, varmt brugsvand eller komfortkøling i virksomheden◄.
Der ydes ikke godtgørelse for CO2-afgift af varme mv. fra en produktionsenhed, der ikke har tilladelse til udledning af CO2. ►Se dog afsnit E.A.4.6.1.7 for indfasning af CO2-afgiftsforhøjelsen for brændsler og varme til procesformål uden for kvotesektoren fra den 1. januar 2025.◄
Se GASAL § 10, KULAL § 8 og MINAL § 11 for opgørelse af ikke-godtgørelsesberettiget afgift af energiforbrug.
Se også
- afsnit E.A.4.6.8.4 om kvoteomfattet fjernvarme anvendt til procesformål
- afsnit E.A.4.6.9.5 om særlige regler for perioden 2005 - 2013.
Definition og anvendelsesområde
Ved kvoteomfattede virksomheder forstås efter CO2AL § 9 a momsregistrerede virksomheder, som er omfattet af CO2-kvoteloven. Klima-, energi- og bygningsministeren giver tilladelse til udledning af CO2. Tilladelser administreres af Energistyrelsen.
Kvoteomfattede virksomheder har tilladelse til udledning af CO2 i forbindelse med aktiviteter omfattet af CO2-kvotelovens §§ 8-10. Dette gælder bl.a. forbrænding af brændsel i anlæg med en samlet nominel indfyret effekt på mere end 20 MW.
►Bemærk dog, at når CO2-afgiftslovens § 9a, stk. 1, henviser til §§ 8-10 i lov om CO2-kvoter, så er det §§ 8-10 i lov nr. 1095 af 28. november 2012 om CO₂-kvoter, der henvises til.
§§ 8-10 i lov nr. 1095 af 28. november 20212 har følgende ordlyd:
§ 8. Loven omfatter udledning af kuldioxid (CO2) fra følgende aktiviteter:
- Forbrænding af brændsel i anlæg med en samlet nominel indfyret termisk effekt på mere end 20 MW undtagen i anlæg til forbrænding af farligt affald eller anlæg, der udelukkende har til formål at forbrænde kommunalt affald.
- Raffinering af mineralolie.
- Produktion af koks.
- Ristning eller sintring, herunder pelletering, af malm, herunder af svovlholdig malm.
- Produktion af råjern eller stål fra første eller anden smeltning med dertil hørende strengstøbning og med en kapacitet på mere end 2,5 t/time.
- Produktion eller forarbejdning af ferrometaller, herunder ferrolegeringer, hvor der drives fyringsenheder med en samlet nominel indfyret termisk effekt på mere end 20 MW. Forarbejdningen omfatter bl.a. valseværker, genopvarmningsanlæg, glødningsovne, smedning, støbning, overfladebelægning og bejdsning.
- Produktion af primær aluminium.
- Produktion af sekundær aluminium, når der anvendes fyringsenheder med en samlet nominel indfyret termisk effekt på mere end 20 MW.
- Produktion eller forarbejdning af nonferrometaller, herunder produktion af legeringer, raffinering, støbning osv., hvor der anvendes fyringsenheder med en samlet nominel indfyret termisk effekt, herunder brændsel anvendt som reduktionsmiddel, på over 20 MW.
- Fremstilling af cementklinker i roterovne med en produktionskapacitet på mere end 500 t/dag eller i andre ovne med en produktionskapacitet på mere end 50 t/dag.
- Fremstilling af kalk eller brænding af dolomit eller magnesit i roterovne eller i andre ovne med en produktionskapacitet på mere end 50 t/dag.
- Fremstilling af glas, herunder glasfiber, med en smeltekapacitet på over 20 t/dag.
- Fremstilling af keramiske produkter ved brænding, navnlig tagsten, mursten, ildfaste sten, fliser, stentøj og porcelæn, med en produktionskapacitet på mere end 75 t/dag.
- Fremstilling af mineraluldsisoleringsmateriale ved hjælp af glas, sten eller slagger med en smeltekapacitet på mere end 20 t/dag.
- Tørring eller brænding af gips eller fremstilling af gipsplader og andre gipsprodukter, hvor fyringsanlægget har en total nominel indfyret termisk effekt på mere end 20 MW.
- Fremstilling af papirmasse af træ eller andre fibermaterialer.
- Fremstilling af papir eller karton med en produktionskapacitet på mere end 20 t/dag.
- Produktion af kønrøg, hvor organiske stoffer som olie, tjære og kraknings- og destillationsrester forkulles, og hvor der drives fyringsenheder med en samlet nominel indfyret termisk effekt på mere end 20 MW.
- Produktion af salpetersyre.
- Produktion af adipinsyre.
- Produktion af glyoxal og glyoxylsyre.
- Produktion af ammoniak.
- Produktion af organiske kemikalier ved krakning, reforming, delvis eller fuld oxidering eller lignende processer, hvor produktionskapaciteten er større end 100 t/dag.
- Produktion af brint (H2) og syntesegas ved reforming eller delvis oxidering, hvor produktionskapaciteten er større end 25 t/dag.
- Produktion af natriumkarbonat (Na2CO3) og natriumhydrogenkarbonat (NaHCO3).
- Opsamling af drivhusgasser fra anlæg omfattet af denne lov med henblik på transport og geologisk lagring i et lagringsanlæg med tilladelse i henhold til direktiv 2009/31/EF.
- Transport af drivhusgasser gennem rørledninger med henblik på geologisk lagring i et lagringsanlæg med tilladelse i henhold til direktiv 2009/31/EF.
- Geologisk lagring af drivhusgasser i et lagringsanlæg med tilladelse i henhold til direktiv 2009/31/EF.
Stk. 2. Tærskelværdierne i stk. 1 refererer generelt til produktionskapacitet eller produktionsomfang. Hvis flere aktiviteter, der henhører under samme kategori, udføres i den samme produktionsenhed, lægges kapaciteten af sådanne aktiviteter sammen.
Stk. 3. Ved beregning af en produktionsenheds samlede nominelle indfyrede termiske effekt med henblik på at afgøre, hvorvidt den er omfattet af loven, sammenlægges den nominelle indfyrede termiske effekt i alle produktionsenhedens tekniske anlæg, der forbrænder brændsel. Anlæg med en nominel indfyret termisk effekt på under 3 MW og anlæg, der udelukkende anvender biomasse, indgår ikke i denne beregning. Anlæg, der udelukkende anvender biomasse, omfatter anlæg, der kun anvender fossile brændstoffer under opstart og nedlukning.
Stk. 4. Hvis det fastslås, at tærskelkapaciteten for en aktivitet nævnt i stk. 1 overstiges i en produktionsenhed, skal alle anlæg, hvori der forbrændes brændsel, bortset fra enheder, der udelukkende har til hovedformål at forbrænde farligt affald eller kommunalt affald, medtages i udledningstilladelsen.
Stk. 5. Anlæg, som ikke er taget permanent ud af drift, medregnes ved fastlæggelse af produktionsenhedens samlede kapacitet, jf. stk. 1.
§ 9. Loven omfatter endvidere udledning af perfluorkarboner (PFC) fra produktion af primær aluminium.
§ 10. Loven omfatter endvidere udledning af lattergas (N2O) fra følgende aktiviteter:
- Produktion af salpetersyre.
- Produktion af adipinsyre.
- Produktion af glyoxal og glyoxylsyre.
◄