1. I forbindelse med beregningen af refusionsopgørelse for energiafgifter i forbindelse med el-forbrug til vej- og stibelysning ønskes svar på, om der kan ses bort fra el-forbrug til indvendig belysning i enkelte (8-10 stk.) reklamefinansierede læskure ved busstoppesteder og enkelte (3 stk.) permanente fartmålere, når disse er tilsluttet vejbelysningen uden særskilte elmålere?
2. Såfremt spm. 1 besvares med "NEJ" kan elforbruget til vejbelysning - og dermed grundlaget for afgiftsrefusionen - da beregnes som målt forbrug minus beregnet/anslået forbrug til læskure/fartmålere?

1. Nej. Se sagsfremstilling og begrundelse.
2. Ja.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Det oplyses, at sædvanlig praksis i kommunerne har været, at den indvendige belysning i læskure ved busstoppesteder blev koblet direkte på den kommunale vej- og stibelysning uden særskilt måler. Herved spares omkostninger til investeringsbidrag til elselskaberne.

I Z by er opstillet 8 læskure, som er reklamefinansierede. Skurene ejes således ikke af kommunen, men af leverandøren af disse. Denne leverandør tegner reklameaftaler med private firmaer.

Leverandøren vedligeholder skurene og belysningen incl. udskiftning af evt. defekte pærer/ lysstofrør.

Skurene er opstillet og er tilkoblet gadebelysningen.

Hvert skur er forsynet med 4 stk. 58 W og 1 stk. 9 W pærer. Med spoletab inkluderet anslås det, at hvert skur har en effekt på 300 W. Med en årlig brændtid på 4.200 timer bliver det årlige el-forbrug ca. 1.260 kWt pr. skur og med 8 skure i alt ca. 10.000 kWt årligt.

I 2006 var der et samlet el-forbrug til vejbelysning i kommunen på ca. 1.804.697 kWt.

Skurenes andel er således under 6 promille af det samlede el-forbrug.

Y Kommune har pr. 1. januar 2008 ifølge en leasing- og driftsaftale leaset vej- og stibelysningen i kommunen ud til X A/S, der herefter indkøber el til brug for vejbelysningen fra anlægget. Dette gælder dog ikke for enkelte private gadelysforeninger.

X A/S udfører drift og vedligeholdelse af gadebelysningsanlægget samt levering af gadelys for egen regning og risiko. Dette gælder ligeledes for X A/S' anskaffelse af el til brug for levering af gadelys.

Belysningen i skurene er som nævnt ovenfor tilsluttet gadebelysningen, og som følge deraf er det X A/S, der indkøber elektriciteten.

Fartmålerne, der er ejet af kommunen, er ikke omfattet af drifts- og leasingaftalen, men vedligeholdes af kommunen. Da fartmålerne også er koblet på gadebelysningen, er det imidlertid X A/S, der indkøber el til brugen af dem.

I Z by, hvor skurene er opstillet, bliver el-forbruget til gadebelysning målt via el-måler. I de øvrige byer er der ikke etableret målere, men den installerede effekt er kendt. Det totale forbrug er således behæftet med en lille usikkerhed, som indebærer, at der må kunne ses bort fra det meget lille forbrug til skure og fartmålere.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Baggrund for spørgsmålet er, at spørger ikke ønsker nogen form for usikkerhed om grundlaget for afgiftsrefusionen.

Spørger mener, at spm. 1 skal besvares med "ja", idet elforbruget til læskure og fartmålere er forsvindende lille i forhold til det samlede elforbrug til vej- og stibelysning i Y Kommune. Subsidiært skal spm. 2 besvares med "ja".

SKATs indstilling og begrundelse

Ad spm. 1:

Ifølge elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1, kan virksomheder få tilbagebetalt elafgiften med undtagelse af 1 øre pr. kWh af den af virksomheden forbrugte afgiftspligtige elektricitet.

Ifølge lovens § 11, stk. 16, 1. pkt., er virksomheden berettiget til godtgørelse af elafgiften i samme omfang, som virksomheden har fradrag for momsen af det indkøbte forbrug af elektricitet til vejbelysning.

For så vidt angår fortolkningen af disse bestemmelser har Højesteret afsagt dom den 16. september 2005 (SKM2005.394.HR) i en sag, hvor en kommune havde overdraget sit vejbelysningsanlæg til et af kommunen ejet selskab, der havde videreoverdraget anlægget til et datterselskab. Sidstnævnte selskab skulle drive og vedligeholde vejbelysningen i kommunen mod betaling.

Højesteret lagde til grund, at selskabet efter aftale med kommunen leverede vejbelysning til kommunen under forbrug af elektricitet på virksomhedens eget anlæg, og under disse omstændigheder måtte den elektricitet, som selskabet anvendte ved driften af vejbelysningsanlægget, anses for en af virksomheden forbrugt afgiftspligtig elektricitet.   

Ifølge SKAT-meddelelse Elafgift - vejbelysning (SKM2006.137.SKAT) er det ikke nødvendigvis en betingelse, at der er sket en overdragelse af ejendomsretten. Det er SKATs opfattelse, at for at den forbrugte el kan betragtes som forbrugt af virksomheden, skal virksomheden bl.a. være driftsmæssig ansvarlig og have fuld råderet over vejbelysningsanlægget. Dette betyder, at virksomheden skal kunne foretage egne dispositioner f.eks. i forhold til personale, driftsmidler m.v. 

Et leasing- eller lejeforhold, der opfylder disse betingelser, kan ud fra en konkret vurdering blive sidestillet med det tilfælde, som Højesteret tog stilling til i ovennævnte dom. Derimod kan Højesterets dom ikke udstrækkes til at omfatte tilfælde, hvor der alene er tale om en rent faktisk råderet over anlægget af hensyn til driften, jf. SKM2007.486.SR.

Læskurene incl. belysning (pærer m.v.) ejes og vedligeholdes af leverandøren af skurene og er ikke leaset til X A/S. X A/S har således ikke råderet over skurene incl. belysning og kan dermed ikke siges at være fuldt ud driftsmæssigt og økonomisk ansvarlig for denne del af anlægget.

X A/S kan alene betragtes som leverandør af el til elforbruget i skurene.

Tilsvarende gælder for fartmålerne, da X A/S ikke har rådighedsretten over dem, men kun leverer elektriciteten til dem som led i gadebelysningen.

Uanset skurenes og fartmålernes andel af det samlede elforbrug er meget lille, kan der derfor efter SKATs opfattelse ikke ydes godtgørelse til X A/S for afgiften af denne del af det samlede elforbrug til vej- og stibelysning ved beregningen af afgiftsrefusionen for energiafgifter, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 1, idet elektriciteten til læskurene og fartmålerne ikke kan betragtes som forbrugt af X A/S.

SKAT indstiller derfor, at spm. 1 besvares med et "nej".

Ad spm. 2:

Ifølge det oplyste bliver elforbruget til gadebelysningen målt via elmåler i Z by, og antal lamper og den installerede effekt er kendt. Sammenholdt med, at der som nævnt er tale om en meget lille andel af det samlede elforbrug til vejbelysning i kommunen, finder SKAT, at elforbruget til vejbelysning og dermed grundlaget for afgiftsrefusionen kan beregnes som målt forbrug minus beregnet/anslået forbrug til læskure og fartmålere.

Det forudsættes herved, at betingelserne for afgiftsrefusion i øvrigt er opfyldt.

SKAT indstiller på den baggrund, at spm. 2 besvares med "ja".

Skatterådet har tiltrådt SKATs indstilling med den givne begrundelse.

Svaret er bindende for skattemyndighederne i følgende periode

Svaret er bindende i 5 år med virkning fra 1. januar 2008, jf. skatteforvaltningslovens § 22, stk. 3, og § 25, stk. 1.