Parter

B
(selv)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Lars Apostoli)

og

A
(selv)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Lars Apostoli)

Afsagt af højesteretsdommerne

Torben Melchior, Børge Dahl, Marianne Højgaard Pedersen, Thomas Rørdam og Lars Bay Larsen.

I tidligere instans er afsagt domme af Østre Landsrets 8. afdeling den 10. december 2001. Sagerne er behandlet under et.

Appellanterne, B og A, har gentaget deres påstande.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse og har gentaget sine subsidiære påstande om hjemvisning.

Sagerne er behandlet skriftligt, jf. retsplejelovens § 387.

Appellanterne har til støtte for deres anbringende om en bindende ligningspraksis hos de centrale skattemyndigheder særligt henvist til en landsskatteretskendelse af 1. juli 1987, hvorved en skatteyder, der var udnævnt i en fast stilling som amtsskatteinspektør, fik medhold i, at han kunne foretage fradrag for dobbelt husførelse, og til, at flere politimestre i Jylland på baggrund af en tilkendegivelse i december 1989 fra Skatteministeriet, Told- og Skattestyrelsen, har fået godkendt fradrag for dobbelt husførelse efter udnævnelse i faste stillinger.

Skatteministeriet har foranlediget heraf fremlagt følgende udtalelse af 24. marts 2000 fra Told- og Skattestyrelsen:

"...

Told- og Skattestyrelsen [kan] oplyse, at der ikke på noget tidspunkt har foreligget en praksis, hvorefter der er indrømmet fradrag for dobbelt husførelse i situationer, der er sammenlignelige med sagerne vedrørende politimestrene [A] og [B] .

Til orientering vedlægges kopi af Ligningsvejledningen fra 1988 til 1998 incl. vedrørende afsnittet om dobbelt husførelse, idet bemærkes, at det af forordet til alle udgaverne af Ligningsvejledning fremgår, at vejledningen giver udtryk for Statsskattedirektoratets/Told- og Skattestyrelsens opfattelse af gældende praksis, og at den som udgangspunkt er bindende for de lignende myndigheder.

Styrelsen kan endvidere oplyse, at der hverken har været en sag på politimester [B] eller amtsskatteinspektør [C] i Statsskattedirektoratet vedrørende dobbelt husførelse.

M.h.t. sagen vedrørende [A] (egt. sagen vedr. [D], borgmester i [X-by]) bemærkes, at der ikke er tale om en afgørelse fra Statsskattedirektoratet, men om en tilkendegivelse til skatteinspektøren i [Y] kommune af direktoratets opfattelse af, om betingelserne for fradrag for dobbelt husførelse var opfyldt i den konkrete sag.

Det fremgår ikke af sagens akter, hvorfor direktoratet har ment, at betingelserne for fradraget var opfyldt, men der er helt klart tale om en meget konkret vurdering, der ikke har givet anledning til ændring af Ligningsvejledningens afsnit om dobbelt husførelse.

..."

Skatteministeriet har endvidere fremlagt følgende udtalelse af 5. april 2000 fra Landsskatteretten:

"...

Landsskatteretten [kan] oplyse, at der ikke ses at have foreligget en praksis i Landsskatteretten, hvorefter der generelt er givet fradrag for dobbelt husførelse i en situation, hvor der ikke er tale om et midlertidigt arbejdsforhold som i Landsskatterettens kendelse af 1. juli 1987 vedr. amtsskatteinspektør [C].

At Landsskatteretten normalt har lagt vægt på, at arbejdet skal være midlertidigt bekræftes for så vidt af den offentliggjorte kendelse i Meddelelser fra Landsskatteretten 1983.17, hvor en kontorfunktionær fik godkendt fradrag for dobbelt husførelse under henvisning til, at stillingen måtte anses for midlertidig indtil prøvetidens udløb.

Sagen vedrørende [C] må anses for at være konkret og enkeltstående. Det kan ikke udelukkes, at der kan have været andre sager, hvor der er godkendt fradrag i en situation, hvor arbejdet ikke har været midlertidigt, men i de senere år har det ikke været tilfældet. Se bl.a. Vestre Landsretsdom af 10. oktober 1997 i TfS 1997.813, hvor fradrag blev nægtet under henvisning til, at stillingen ikke var tidsbegrænset, men varig og fast. Landsskatteretten nåede til samme resultat i sin kendelse af 23. november 1995."

Højesterets bemærkninger

Af de grunde, som landsretten har anført, stadfæster Højesteret dommene.

T h i  k e n d e s  f o r   r e t

Landsrettens domme stadfæstes.

B og A skal i sagsomkostninger for Højesteret hver især betale 10.000 kr. til Skatteministeriet.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.