Afsnittet indeholder:
- Formkrav
- Hvem skal underrette?
- Fortrolige oplysninger
- Spillemyndighedens forpligtelse til underretning
Formkrav
Der er ikke særlige formkrav til underretningen. Underretningen skal indeholde så mange oplysninger, at det er muligt for myndigheder (politi, SKAT mv.) at gå videre med sagen. Det betyder, at involverede personer og selskaber så vidt muligt skal identificeres med navn, adresse og CPR-nummer. Ligeledes skal mistanken beskrives, hvilket normalt vil betyde, at relevante transaktioner og eventuelt kontoforhold skal nævnes og relevante bilag skal vedlægges. Herved er det muligt for Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) at se, om der i politiets registre eller andre offentlige myndigheders registre er oplysninger af relevans for sagen, ligesom der skal være oplysninger nok om den aktuelle baggrund for underretningen til, at SØIK kan tage stilling til det videre forløb.
Underretning kan ske digitalt på hvidvask.dk, hvor kasinoet kan oprette sig som bruger.
Underretninger kan også sendes via e-mail. En underretning kan finde sted på både dansk og engelsk.
Hvem skal underrette?
Underretningen behøver ikke indeholde navnet på den eller de medarbejdere, der er involveret i undersøgelsen, herunder den person som har fået mistanken. Hvis der konkret er behov for at kende dette, kan oplysningen indhentes efterfølgende.
Det er ikke altid den medarbejder, der har kontakt med spilleren som indberetter mistanken til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK). Denne funktion varetages ofte af den hvidvaskansvarlige. Efter kasinoets forretningsgange skal medarbejderen typisk indberette en mistanke til den hvidvaskansvarlige, som herefter foretager de fornødne undersøgelser af mistanken og den eventuelle underretning til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK).
Hvis den hvidvaskansvarlige ikke deltager i undersøgelsen af den mistænkelige transaktion, vil det være hensigtsmæssigt, at den pågældende får underretning i hvert enkelt tilfælde, da denne skal føre kontrol med, at der foretages undersøgelser af mistænkelige transaktioner, at oplysninger om resultatet af disse undersøgelser opbevares på sagerne og at der sker underretning af Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK), hvis mistanken ikke kan afkræftes på baggrund af undersøgelsen.
Se BEK nr. 1303/2011 § 33, stk. 1.
Fortrolige oplysninger
Afgivelse af oplysninger om spilleren til politiet betragtes ikke som uberettiget videregivelse af fortrolige oplysninger. Derfor vil oplysninger, som er afgivet i god tro til politiet, ikke påføre kasinoet eller dens ansatte nogen form for ansvar.
Se BEK nr. 1303/2011 § 33, stk. 1.
I tilfælde hvor indgrebets formål vil forspildes, kan politiet kræve oplysningerne udleveret med det samme og efterfølgende få deres beslutning prøvet ved retten. Indhentelse af yderligere oplysninger, der på grund af regler om tavshedspligt i anden lovgivning ikke må videregives (fx fordi de indeholder oplysninger om kundeforhold) eller som kasinoet ikke ønsker at videregive uden kendelse, sker således efter retsplejelovens regler om edition eller ransagning.
Spillemyndighedens forpligtelse til underretning
Spillemyndigheden er forpligtet til at underrette Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK), hvis Spillemyndigheden får kendskab til forhold, der formodes at have tilknytning til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme.
Se § BEK nr.1303/2011 § 33, stk.2.