White label udbud defineres som spil produceret af et selskab (white labeller), der markedsføres af et andet eller flere selskaber (white label købere), så det fremstår som om disse selskaber udbyder produktet. På denne måde kan et næsten identisk produkt sælges, så det fremstår som et unikt varemærke flere gange. Online udbud af spil kan tillades af Spillemyndigheden i white label konstruktioner og er under visse forudsætninger ikke i strid med forbuddet mod delegering af rettigheder.
White Labeller
White labeller er produktejeren. Denne skal i relation til udbuddet af spil, opfylde forpligtelserne og har rettighederne, som er forbundet med spiludbuddet efter spilleloven og lov for Grønland om visse spil. White labeller skal derfor være tilladelsesindehaver.
White labeller kan anvende underleverandører. En underleverandør må ikke være white label køber eller affiliate (hos white labeller).
White label køber
White label køberen er den (juridiske person), som fremstår som udbyder af spillet. White label køberen udbyder ikke spil og skal således ikke være tilladelsesindehaver.
Det er alene markedsføringen af hjemmesiden og de tilknyttede spil, som må udføres af white label køber. De selskaber eller personer, som har købt white label løsningen, må ikke have adgang til spilkonti og drift i øvrigt.
White label køberen
- Må ikke have en relation til de registrerede spillere, udover hvad der er nødvendigt for markedsføringen. Forbuddet mod relationer gælder ikke kun for spilaktiviteten, men omfatter alle aktiviteter, som er forbundet hermed, fx klagebehandling samt ind- og udbetalinger. Har white label køberen relationer til de registrerede spillere på grund af driften af sit normale forretningsområde (andet end spil), er der ikke tale om en omgåelse af forbuddet.
- Må alene have adgang til de oplysninger i kundedatabasen, der er nødvendige for markedsføringen.
- Må ikke have ejerskab af databasen over registrerede spillere eller spilsystemet. White label køberen kan dog kontraktretligt overtage ejerskabet af databasen, når samarbejdet med white labeller ophører.
- Må ikke være underleverandør til white labeller. Det er dog ikke i strid med reglerne, hvis white label køberen ejer det varemærke, som anvendes til at markedsføre dennes spilhjemmeside.
Tilladelsesindehaveren er ansvarlig for, at spillene bliver afviklet i overensstemmelse med lovgivningen og de vilkår, som er fastsat i tilladelsen. Derfor kan ansvar for white label køberen i forhold til afviklingen af spil normalt ikke komme på tale. Tilladelsesindehaver kan ikke fraskrive sig ansvaret. white label køberen kan dog pådrage sig ansvar for fx
- Hvis denne har haft indflydelse på driften af spillene mv. i strid med godkendelse,
- hvis denne medvirker til, at der sker overtrædelser af lovgivningen eller vilkår, eller
- hvis der handles i strid med generelle markedsførings- og forbrugerbeskyttelsesregler samt spillelovens regler herom.
Har white label køber indflydelse på driften eller spilkonti, vil konstruktionen ikke længere kunne anses som white label. I disse tilfælde vil white label køberen skulle have en tilladelse til at udbyde spil i Danmark.
White label køberen kan dog pådrage sig ansvar fx i det omfang, at denne har haft indflydelse på driften af spillene mv., eller hvis de har viden eller burde vide, at der sker overtrædelser af lovgivningen eller vilkår.
Selvom white label køberen typisk står for hovedparten af markedsføringen af spilhjemmesiden, er der intet til hinder for, at der også sker markedsføring ved brug af affiliates.
Spillemyndighedens godkendelse
Spillemyndigheden skal godkende aftaleforholdet mellem white labeller og white label køber før at udbuddet af spil via white label hjemmesider kan påbegynde. Uden godkendelsen vil white label køberen udbyde spil uden tilladelse.