Indhold

Dette afsnit handler om reglerne om udtalelse om graden af medhold fra den instans, der træffer afgørelse i klagesagen. Se SFL § 56.

Afsnittet indeholder:

  • Udtalelse om medholdsgraden fra klageinstansen 
  • Vurdering af medholdsgraden 
  • Afvises en klagesag 
  • Udtalelsen om medholdsgraden skal være begrundet
  • Delegation af kompetencen til sekretariatet 
  • Udtalelsen er vejledende. 

Udtalelse om medholdsgraden fra klageinstansen

Den administrative klageinstans skal i sin afgørelse afgive en udtalelse til den skatte- eller afgiftspligtige om, hvorvidt denne må anses for at have tabt sagen, fået medhold i mindre grad, fået medhold i overvejende grad eller fået fuldt medhold.

Vurdering af medholdsgraden

Vurderingen af medholdsgraden sker på baggrund af en vurdering af udfaldet af de spørgsmål, som har været forelagt den pågældende instans.

Afvises en klagesag

Hvis en sag afvises enten som følge af overskridelse af tidsfrist eller som følge af manglende begrundelse, skal der ikke afgives en udtalelse.

Udtalelsen om medholdsgraden skal være begrundet

Stadfæstes en afgørelse fra tidligere instans, kan begrundelse være summarisk.

Vindes en sag på alle punkter af den skatte- eller afgiftspligtige, kan begrundelsen være summarisk.

Delegation af kompetencen til sekretariatet

Når en sag afgøres af Skatterådet kan udtalelsen afgives af Skatteforvaltningen som sekretariat for Skatterådet. Tilsvarende når en sag afgøres af Skatteankestyrelsen, et skatteankenævn eller Landsskatteretten, kan udtalelsen afgives af Skatteankestyrelsen, herunder som sekretariat for skatteankenævnet eller Landsskatteretten, jf. SFL § 56, stk. 2

Udtalelsen er vejledende

Udtalelsen fra den administrative klageinstans indgår i Skattestyrelsens vurdering af graden af medhold.

Udtalelsen fra den administrative klageinstans er dog kun vejledende.

Skattestyrelsen følger den vejledende udtalelse, når man er enig i vurderingen af medholdsgraden.

Eksempel

►I en sag, der angik medholdsvurdering i en hjemvist sag, kom Landsskatteretten efter en samlet konkret vurdering frem til, at klageren ikke havde opnået medhold i overvejende grad.

Det kunne ikke føre til et andet resultat, at Skatteankestyrelsens medholdsvurdering angav, at resultatet af sagen kunne anses for at være fuldt medhold, da Skatteankestyrelsens medholdsvurdering alene var af vejledende karakter, jf. SFL § 56, stk. 1, sidste punktum. Se SKM2025.474.LSR

Supplerende oplysninger fra den administrative klageinstans

Skattestyrelsen kan til brug for stillingtagen til graden af medhold indhente supplerende oplysninger fra den administrative klageinstans, der har afgivet den vejledende udtalelse.

Oversigt over domme, kendelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse 

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsskatteretskendelser

SKM2025.474.LSR

►Sagen angik medholdsvurdering i en sag, hvor skatteankenævnet havde hjemvist den påklagede afgørelse til fornyet behandling i Skattestyrelsen. Klageren havde fremsat påstand om, at de foretagne forhøjelser af den skattepligtige indkomst for indkomstårene 2016-2018 skulle nedsættes til 0 kr. Der var ikke fremsat påstand om hjemvisning. Under klagesagens behandling blev der indsendt nye oplysninger til sagen, herunder en lang række bilag, som ikke havde indgået i Skattestyrelsens afgørelse om forhøjelse af indkomsten.

Landsskatteretten kom frem til at medholdsvurderingen skulle foretages med udgangspunkt i afgørelsen fra skatteankenævnet og ud fra de forhold, der forelå på tidspunktet for skatteankenævnets afgørelse.

Afgørelsen blev hjemvist til fornyet behandling i Skattestyrelsen, uden at skatteankenævnet havde taget stilling til de indsendte nye oplysninger og den nedlagte påstand.

Da klageren ikke fik fuldt medhold i den nedlagte påstand, fandt Landsskatteretten, at der skulle foretages en konkret skønsmæssig vurdering af, hvorvidt klageren havde fået medhold i overvejende grad. Hjemvisningen af sagen til fornyet behandling i Skattestyrelsen kunne ikke i sig selv medføre, at klageren havde opnået medhold i overvejende grad.

Landsskatteretten udtalte, at afgørelsen fra skatteankenævnet ikke kunne antages at have en sådan vidererækkende betydning for klageren eller for retstilstanden på området i øvrigt, at det kunne opveje, at der ikke blev givet medhold i den nedlagte påstand. Efter en samlet vurdering, fandt Landsskatteretten at klageren ikke kunne anses for at have opnået medhold i overvejende grad i sagen ved skatteankenævnet.

Det kunne ikke føre til et andet resultat, at Skatteankestyrelsens medholdsvurdering angav, at resultatet af sagen kunne anses for at være fuldt medhold, da Skatteankestyrelsens medholdsvurdering alene var af vejledende karakter, jf. SFL § 56, stk. 1, sidste punktum.

Skattestyrelsen havde udbetalt omkostningsgodtgørelse med 50 procent af det ansøgte beløb, som en aconto udbetaling, med henvisning til SFL § 52 A, da der ved behandlingen af ansøgningen om omkostningsgodtgørelse endnu ikke var truffet afgørelse i hjemvisningssagen.

Landsskatteretten udtalte at det var med rette, at Skattestyrelsen alene havde udbetalt omkostningsgodtgørelse med 50 procent af det ansøgte beløb. Skattestyrelsens afgørelse blev dermed stadfæstet med en ændret begrundelse.◄