Indhold

►Dette afsnit omhandler beregningsreglen i EVL § 34 a, stk. 2. Reglen fastlægger, hvordan grundværdien skal ansættes for ejendomme eller dele af ejendommen, der er omfattet af kategorien boligbebyggelse, der ikke er omfattet af nr. 1 i EVL § 34, stk. 1, nr. 2.

Afsnittet indeholder:

• Beregningsreglen i EVL § 34 a, stk. 2

Beregningsreglen i EVL § 34 a, stk. 2

Det følger af EVL § 34 a, stk. 2, at der for ejendomme omfattet af EVL § 34, stk. 1, nr. 1, skal ansættes en grundværdi for hver beboelsesenhed efter samme metode som for ejendomme til helårsbeboelse efter EVL § 4, stk. 1, nr. 1. 

Vurderingsstyrelsen skal således bruge samme metode, der anvendes til ansættelse af grundværdien for parcel- og rækkehuse. Grundværdien fastsættes således med udgangspunkt i handelspriser for ejerboliger i nærområdet (referenceejendomme) og grundværdikurven. Dette indebærer, at der for hver beboelsesenhed skal beregnes en ejendomsværdi for et standardhus med udgangspunkt i de nærmeste referenceejendomme. Ejendomsværdien for standardhuset bruges til at aflæse en grundværdi på grundværdikurven, som efterfølgende korrigeres for at tage højde for grundens udnyttelsesmulighed ifølge plangrundlaget, og hvor stort et restareal, der vil være tilbage, hvis grunden udnyttes bedst muligt.

Der henvises til afsnit H.A.5.2.2 om ansættelse af grundværdi for parcel- og rækkehuse.

EVL § 34 a, stk. 2, medfører, at parcelhuse, rækkehuse mv. ansættes ens, uanset om de er opdelt i hver deres grund, eller organiseret på en fællesgrund. Bestemmelsen medfører samtidig, at det er slutbrugerens værdiansættelse af grunden, der er afgørende. Denne er afspejlet i grundværdikurven og vil i visse tilfælde være væsentlig højere end den pris, investoren oprindeligt gav for byggegrunden, og eventuelt de handelspriser, der kan observeres i forbindelse med faktiske salg af storparceller med boligbebyggelse i et plan.◄