Afsnittet indeholder
- Godtgørelse ved begrænsning af udledning
- Biogas mv., der anvendes til produktion af biogas mv.
Godtgørelse ved begrænsning af udledning
Virksomheder, som betaler afgift efter indholdet af svovl i forbrugte varer, og som begrænser udledningen af svovldioxid (SO2) til luften ved rensning af røg, kan få godtgjort afgiften af den mængde svovl, der i afgiftsperioden bortrenses. Se SVOVLAL § 9.
Det samme gælder for virksomheder, som binder svovl i andre materialer mv.
Godtgørelsen omfatter svovl, der fx
- bindes i et rensningsanlæg ved en egentlig svovlproduktion,
- ved en proces går i forbindelse med kalkholdige vanddråber, hvorved der fremkommer gips,
- går i forbindelse med kalkstøv, eller som
- bindes i slagger og aske.
Se også
Biogas mv., som anvendes til produktion af biogas mv.
Biogas mv., der medgår direkte til produktion af biogas mv., er fritaget for afgift. Fritagelsen gælder kun for biogas mv., som er produceret på virksomhedens område. Fritagelsen gælder ikke for energiprodukter, der anvendes som motorbrændstof. Biogas mv., som anvendes til varmefremstilling på en stationær motor er omfattet af fritagelsen.
Se SVOVLAL § 8, stk. 4.
Fritagelsen finder ikke anvendelse for virksomheder, som opgør den afgiftspligtige mængde ved måling af den udledte mængde svovldioxid. Se SVOVLAL § 6, stk. 3.
Det er en betingelse, at der ikke sker udtag af varme til rumvarme, salg mv., medmindre der er tale om overskudsvarme, samt at alle processer enten frembringer biogas mv. eller forbedrer kommende processer, som fremstiller biogas mv.
Fx omfatter fritagelsen ikke en situation, hvor fremstillingen af biogas sker hos virksomhed A, biogassen anvendes hos virksomhed B til varmefremstilling, og varmen efterfølgende anvendes i produktionen af biogas hos virksomhed A.
Fx anses egen biogas til fremstilling af varme, hvor varmen anvendes til opvarmning af en rådnetank til fremstilling af biogas mv., for at være anvendt til fremstilling af et tilsvarende energiprodukt, og er derfor fritaget for afgift efter SVOVLAL § 6, stk. 8. Tilsvarende anses biogas mv. til hygiejnisering for at være fritaget, når hygiejniseringen efterfølgende fremmer fremstilling af biogas mv. i rådnetanken.
Brug af biogas mv. til formål, der ligger uden for selve produktionsprocessen, er ikke omfattet af fritagelsen. Fx biogas mv., der er anvendt til fremstilling af varmt vand til rengøring, er ikke omfattet af fritagelsen.