Normalt skal virksomheder momsregistreres i de lande, hvor de skal indbetale moms.
For at lette virksomhedernes administrative byrder og øge efterretteligheden blev der i 2003 i forbindelse med ændringen af reglerne for, hvor momsen af elektroniske ydelser solgt af virksomheder uden for EU til ikkeafgiftspligtige personer i EU skulle betales, fastsat regler for en One Stop Moms-ordning i Rådets direktiv 2002/38/EF af 7. maj 2002. Efter ordningen kunne virksomheder etableret uden for EU, der leverede elektroniske ydelser til ikkeafgiftspligtige kunder i EU, identificere sig i ét EU-land og angive og betale momsen for alt salget i EU til dette land. Identifikationslandet skulle videresende de relevante momsbeløb til de andre EU-lande. Denne ordning fortsætter fra 2015 som "Ikke-EU-ordningen".
I forbindelse med vedtagelsen i Rådets direktiv 2008/8/EF af 12. februar 2008 om ændring af beskatningsstedet for elektroniske ydelser, teleydelser og radio- og tv-spredningstjenester solgt fra virksomheder etableret i EU til ikkeafgiftspligtige kunder i andre EU-lande og af teleydelser og radio- og tv-spredningstjenester solgt fra virksomheder etableret uden for EU til ikkeafgiftspligtige kunder i EU blev det vedtaget at udvide den hidtil gældende One Stop Moms-ordning for tredjelandsvirksomheders salg af elektronisk leverede ydelser til også at omfatte teleydelser samt radio- og tv-spredningstjenester. Det blev samtidigt beslutte at etablere en ny One Stop Moms-ordning for salget af ydelserne internt i EU.
Reglerne i de to ordninger svarer, så langt det er muligt, til hinanden. Det væsentligste i ordningerne er, at virksomhederne kan undgå momsregistreringer i forbrugslandene ved at bruge ordningerne til i ét EU-land at angive og betale den skyldige moms i alle de EU-lande, hvor de ikke er etableret, men har ikkeafgiftspligtige kunder.
Se evt. forarbejderne til lov nr. 554 af 2. juni 2014.
Se også
Se også