Indhold
Dette afsnit handler om, hvordan forskudsafskrivningsgrundlaget opgøres beløbsmæssigt også i tilfælde, hvor der er flere skatteydere, der har ret til afskrivning.
Afsnittet indeholder:
- Regel
- Flere afskrivningsberettigede skatteydere
- Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT- meddelelser med videre.
Regel
Der kan kun forskudsafskrives på den del af den aftalte eller beregnede anskaffelsessum, der er større end grundbeløbet på x1.473.000 kr.x Se AL § 31, stk. 1. Beløbsgrænsen var x1.453.200 kr.x for indkomståret x2015x. Eventuelle senere prisstigninger indgår ikke i afskrivningsgrundlaget. Se AL § 31, stk. 1, 2. pkt. Det kan fx være prisstigninger på grund af ændringer i aftalen, eller som følge af at fremstilling i egen virksomhed viser sig at blive dyrere end forventet. Hvis prisen falder, skal forskudsafskrivningsgrundlaget heller ikke ændres.
Når aktiver, der er forskudsafskrevet på, bliver afskrivningsberettigede efter AL § 5, skal den faktiske anskaffelsessum for aktiverne trækkes fra i den oprindeligt beregnede eller aftalte anskaffelsessum, efterhånden som aktiverne anskaffes, jf. AL § 32, stk. 1. Se afsnit C.C.2.4.3.6 "Anskaffelse af aktiver der har været forskudsafskrevet på". Det gælder, selvom den faktiske anskaffelsessum for aktivet ikke er det samme beløb som den oprindeligt beregnede eller aftalte anskaffelsessum for aktivet.
Det forudsættes ved forskudsafskrivning, at der i øvrigt er afskrivningsret efter afskrivningsloven.
Flere afskrivningsberettigede skatteydere
Hvis der er flere skatteydere, der har ret til afskrivning, er afskrivningsgrundlaget den enkelte skatteyders andel af den aftalte eller beregnede anskaffelsessum minus grundbeløbet. Den aftalte eller beregnede anskaffelsessum fordeles således mellem de enkelte skatteydere (ejere), og hver enkelt skal ved opgørelsen af forskudsafskrivningsgrundlaget tage fradrag for det fulde grundbeløb.
Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse
|
Afgørelsen i stikord
|
Yderligere kommentarer
|
Landsskatteretskendelser
|
TfS 1994,446 LSR
|
Ved beregningen af afskrivningsgrundlaget for en interessents forskudsafskrivninger skulle der foretages et bundfradrag (efter den dagældende AL § 29 E, stk. 3) på 700.000 kr. for hver interessent. For skattepligtige personer gælder bundgrænsen for forskudsafskrivninger således ikke pr. projekt men for hver enkelt deltager.
|
|