Indhold

Afsnittet omtaler først den regel, der gælder for erhvervsdrivendes fradrag for arbejdsværelse, hvorefter betingelserne for at få fradrag omtales, og endelig beskrives, hvordan fradraget beregnes.

Afsnittet indeholder:

Regel
Betingelser for fradrag
Beregning af fradrag
Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Regel

Selvstændigt erhvervsdrivende mv. kan fratrække udgifter til arbejdsværelse som driftsudgift, hvis de er nødvendige for at erhverve, sikre og vedligeholde erhvervsindkomsten efter SL § 6, stk., 1, litra a.

Bemærk

Fradrag for udgifter til arbejdsværelse i hjemmet anerkendes sjældent, fordi de anses for private, og dermed ikke fradragsberettigede udgifter. Se SL § 6 in fine. Den erhvervsdrivende har bevisbyrden for at udgifterne er erhvervsmæssige.

Se også

Se også afsnit C.C.2.2.1.2 om driftsomkostningsbegrebet.

Betingelser for fradrag

Retspraksis er meget tilbageholdende med at give fradrag for udgifter til arbejdsværelse i hjemmet, men erhvervsdrivende mv. får i særlige tilfælde lov til at fratrække deres udgifter til arbejdsværelse i hjemmet som driftsudgift efter SL § 6, stk. 1, litra a.

Om en erhvervsdrivende mv. kan trække udgifter til arbejdsværelse fra i forbindelse med indkomstopgørelsen, bliver afgjort efter en samlet konkret vurdering, hvor man lægger vægt på, hvordan arbejdsværelset er indrettet, samt hvor meget den selvstændige bruger værelset i sit erhverv.

Praksis lægger derfor vægt på at:

værelset har skiftet karakter i en sådan grad, at det ikke kan bruges til almindelige boligformål på grund af
- møblering
- udstyr
- adgangsforhold mv.
værelset i væsentlig grad bliver brugt til at arbejde i inden for normal arbejdstid
øvrige elementer, fx
- arbejdsværelse til rådighed hos hvervgiveren
- arbejdets art

Værelsets indretning og adgangsforhold

Et værelse bliver anset for et særskilt arbejdsværelse, hvis det har skiftet karakter på grund af særlige møbler, udstyr samt særlige adgangsforhold, fx egen indgang direkte udefra, så det ikke hører til boligens almindelige opholdsrum.

Eksempel

Et værelse, der er indrettet til fx værksted, laboratorium, atelier eller tegnestue med møbler og særligt udstyr, eller som har egen indgang isoleret fra hjemmets øvrige rum, bliver normalt anset for at have skiftet karakter, så det ikke hører med til boligens almindelige opholdsrum.

Se TfS 1996, 553 ØLD, hvor en musiklærer, der som bijob var musiker, fik fradrag for udgifter til arbejdsværelse (musiklokale) i boligen. Landsretten lagde i sin afgørelse vægt på bl.a. værelsets særlige indretning og udstyr, der gjorde det uegnet til almindeligt boligophold.

Værelset var lydisoleret med:

Tre dobbeltruder ud mod gaden
Flere lag filt på gulvet.

Værelsets udstyr bestod af:

Mange store musikinstrumenter
Reoler med musikplader, -bånd og lignende
Højttalere
Effekter, der udelukkende er beregnet til at spille musik på/med.

Udstyret fyldte meget i forhold til værelsets størrelse.

Et værelse har derimod ikke skiftet karakter, så det er blevet uanvendeligt som opholdsrum, alene fordi det er møbleret med kontormøbler eller udstyret med omfattende bogreoler. Se UfR 1961, 107 H, hvor værelset langs alle væggene havde bogreoler fra gulv til loft og ellers udstyret med kontormøbler. Se også SKM2015.276.LSR, hvor Landsskatteretten nægtede fradrag for udgifter til arbejdsværelse, bl.a. fordi lokalet, der var indrettet som et kontor med skrivebord og opbevaringsrum for papirmaterialer, ikke kunne anses for uanvendeligt som opholdsrum og dermed til private formål.

Ud over selve indretningen af arbejdsværelset lægger praksis også vægt på adgangsforholdene, mere konkret, om der er en selvstændig adgang til arbejdsværelset, eller om værelset udgør et gennemgangsværelse for at komme til et af boligens øvrige opholdsrum. Se TfS 1997, 890 ØLD, hvor en privatpraktiserende psykolog ikke fik fradrag for udgifter til arbejdsværelse i hjemmet, bl.a. på grund af arbejdsværelsets placering. Arbejdsværelset var indrettet i den ene af to stuer, der lå en suite i en 3-værelsers lejlighed, som desuden havde et soveværelse. Arbejdsværelset var adskilt fra den anden stue med en fløjdør, der kunne lukkes med en pal foroven og forneden, og udgjorde et gennemgangsværelse til stuen bag fløjdørene.

Se tilsvarende UfR 1961, 107 H, der er nævnt ovenfor, hvor der kun var adgang til det omdiskuterede arbejdsværelse via hjemmets opholdsstue.

I TfS 1996, 361 LSR kunne en selvstændig, der drev forfattervirksomhed som eneste erhverv, trække sine udgifter til arbejdsværelse i hjemmet fra, bl.a. fordi værelset lå placeret, så det ikke hørte til boligens almindelige opholdsrum.

Placeringen af et omstridt arbejdsværelse, indgik også som et element i afgørelsen i TfS 1998, 692 ØLD, som tilkendte en selvstændigt erhvervsdrivende fradragsret for udgifter til arbejdsværelse. Arbejdsværelset lå i et rum, der lå i direkte forbindelse med virksomheden.

Arbejdets omfang

Hvis en selvstændigt erhvervsdrivende mv. skal kunne fratrække udgifter til arbejdsværelse i sit eget hjem, skal værelset i udgangspunktet bruges som hovedarbejdssted inden for normal arbejdstid.

Se SKM2002.29.HR, hvor en selvstændigt erhvervsdrivende, der var uddannet svagstrømsingeniør og drev konsulentvirksomhed med bl.a. at lave computerbaserede programmer ikke fik fradrag for sine udgifter til arbejdsværelse i hjemmet. Afgørelsen blev begrundet med, at han ikke brugte kontoret i sin bolig i væsentligt omfang som hovedarbejdssted inden for normal arbejdstid. Højesteret lagde følgende til grund for sin afgørelse:

At hvervgiveren stillede et kontor til rådighed for konsulenten i arbejdstiden
At konsulenten arbejdede på hvervgiverens kontor fra tidlig morgen til sen eftermiddag
At administrationsopgaverne var af beskedent omfang.

I SKM2003.488.HR bemærkede Højesteret, at et kontor, der er indrettet i en privat bolig, normalt også kan bruges til private formål, og at fradrag for udgiften i almindelighed kræver, at kontoret i væsentligt omfang bliver brugt som den erhvervsdrivendes hovedarbejdssted inden for normal arbejdstid. Da den erhvervsdrivende stort set kun arbejdede på sit kontor 1-3 timer om aftenen, fandt Højesteret ikke, at han opfyldte kravet om, at han skulle bruge kontoret i sin bolig i væsentligt omfang som hovedarbejdssted inden for normal arbejdstid. Se også SKM2015.276.LSR, hvor Landsskatteretten til støtte for at nægte fradrag for udgifter til arbejdsværelse i hjemmet bl.a. bemærkede, at værelset ikke kunne anses for den pågældendes hovedarbejdssted på grund af vedkommendes beskedne indkomst hidrørende fra dette hjemmearbejde samt den pågældendes mange rejsedage.

I TfS 1996, 361 LSR kunne en selvstændig, der drev forfattervirksomhed som eneste erhverv og brugte arbejdsværelse i hjemmet ca. 8 timer dagligt, trække sine udgifter til arbejdsværelse fra som driftsudgifter, fordi arbejdsværelset var en forudsætning for, at han kunne drive sin virksomhed som forfatter. Dertil kom, at arbejdsværelset lå afsondret fra lejlighedens opholdsrum.

Se TfS 1998, 692 ØLD, hvor en civiløkonom, der som hovederhverv og eneste indtægtskilde drev salgs- og reklamevirksomhed fra hjemmet, kunne trække sine udgifter til hjemmekontor fra som driftsudgifter. Landsretten lagde i sin afgørelse vægt på følgende:

Lokalet blev brugt i erhvervsvirksomheden.
Virksomheden blev drevet udelukkende fra den erhvervsdrivendes bolig.
Virksomheden blev drevet fuldtids.
Indtægterne fra virksomheden udgjorde den erhvervsdrivendes eneste indtægtskilde.
Arbejdsværelsets placering var i umiddelbar tilknytning til virksomheden.

Når man skal vurdere arbejdets omfang, dvs. hvor meget den erhvervsdrivende bruger arbejdsværelset på indtægtsgivende aktiviteter, lægges der vægt på, dels om den selvstændige har andre erhverv, dels hvor meget den pågældende tjener. Arbejdet i det omdiskuterede kontor i eget hjem kan på den måde omfatte den erhvervsdrivendes:

Hovederhverv
Hjemmearbejde
Ekstraarbejde
Bijob.

Se UfR 1961, 107 H, som drejede sig om en gymnasielektor med to bijob, dels som selvstændig med litterær virksomhed, dels som ansat lærer ved Hærens officersskole. Disse bijob genererede hjemmearbejde, som blev udført i boligens arbejdsværelse. Indtjeningen fra hvert af bijobbene udgjorde henholdsvis 13 pct. og 19 pct. af den samlede indtægt, men langt størstedelen af indtjeningen stammede altså fra stillingen som gymnasielektor, der var hans hovederhverv. Klageren opfyldte derfor ikke kravet om, at han skulle bruge kontoret i sin bolig i væsentligt omfang som hovedarbejdssted inden for normal arbejdstid.

Øvrige elementer

Som udgangspunkt skal begge betingelserne, både om værelsets indretning og arbejdets omfang, være opfyldt, for at en erhvervsdrivende må trække udgifter til arbejdsværelse i hjemmet fra.

I enkelte tilfælde er der givet fradrag for udgifter til arbejdsværelse, selv om det ikke har skiftet karakter som følge af indretningen. Dette forudsætter dog, at værelset bliver brugt som hovedarbejdssted i væsentligt omfang inden for normal arbejdstid, og at andre elementer også taler for det. Se Landsskatterettens generelle bemærkninger i deres præmisser i TfS 1997, 890 ØLD, der dog nægtede fradrag. Se og præmisserne til SKM2005.525.LSR, der indrømmede fradrag for arbejdsværelse, men også henviste til arbejdets art.

Generelt indgår det også i vurderingen, om der skal gives udgiftsfradrag, hvorvidt den selvstændige har et arbejdsværelse til rådighed, dér hvor han arbejder, hvilket dog er højst atypisk for selvstændigt erhvervsdrivende. I SKM2002.29.HR fremgik det dog af dommens præmisser bl.a., at hvervgiveren stillede et kontor til rådighed for konsulenten i arbejdstiden. Et kontor i hjemmet blev derfor ikke anset for at være af afgørende betydning for at kunne tjene penge på sit erhverv, jf. SL § 6, stk. 1, litra a, som i denne sag var hans hovederhverv og eneste indtægtskilde.

Også i TfS 1996, 553 ØLD indgik det element, at der savnedes et øvelokale. En musiklærer, der også havde bijob som musiker, fik godkendt fradrag for udgifter til musikværelse i hjemmet, bl.a. fordi han ikke kunne råde over lokale og instrumenter på skolen, hvor han underviste, og fordi han havde en betydelig undervisningsforberedelse. Det har formentlig også spillet ind, at musiklæreren havde bijob som musiker, hvilket også krævede brug af musikværelset. Herudover anså retten musikværelset for at være særligt indrettet og uanvendeligt til boligophold.

Også arbejdets art indgår som element i vurderingen. Se fx sagen i UfR 1961, 107 H, der allerede er nævnt, og hvor retten i sine præmisser henviser til bl.a. arbejdets art som begrundelse for at nægte udgiftsfradrag for hjemmekontor. Højesteret tilkendegiver på den måde, at litteratens og underviserens arbejde, der består i at skrive og læse, ikke kræver, at kontoret indrettes som et særligt værelse, der på grund af indretningen ikke også kan benyttes privat. Værelset kan heller ikke karakteriseres som særligt, når det kun kan nås via hjemmets opholdsstue, som det ligger i direkte forlængelse af.

Derimod spillede arbejdets art en positiv rolle i afgørelsen i TfS 1996, 553 ØLD, hvor en musiklærer og jazzmusiker (bijob) fik fradrag for udgift til et særligt indrettet musikværelse i hjemmet.

Det samme gjorde sig gældende i SKM2005.525.LSR, hvor en erhvervsdrivende musikproducent, som tillige markedsførte sine produkter, fik godkendt fradrag for udgifter til kontor i eget hjem. Landsskatteretten nævner udtrykkeligt arten af arbejdet som præmis for sin afgørelse, men lægger dog afgørende vægt på arbejdets omfang samt at virksomheden drives fra eget hjem. Se også SKM2006.165.LSR, der vedrørte en professionel musiker og komponist, der med samme begrundelse som i 2005-sagen fik godkendt fradrag for udgifter til kontor i hjemmet.

Se også

Se også afsnit C.A.4.3.1.6 - Fradrag for udgifter til arbejdsværelse, der vedrører lønmodtageres fradrag. Praksis for lønmodtageres udgiftsfradrag er dog mere restriktiv end den, der gælder for erhvervsdrivende.

Beregning af fradrag

Fradrag for arbejdsværelse i hjemmet beregnes som udgangspunkt som en forholdsmæssig del af udgiften til el, vand og varme, svarende til arbejdsværelsets andel af ejendommens samlede areal. Dog beror afgørelsen på en konkret vurdering i den enkelte sag.

Hvis arbejdsværelset udgør 10 pct. og derover af ejendommens vurderede areal, kan den erhvervsdrivende fratrække den del af ejendomsskatten, der vedrører ejendommens erhvervsmæssige anvendelse. Se LL § 14, stk. 3 og cirkulære til ligningsloven fra 1996 pkt. 10.1.

Se også

Se afsnit C.H.3.2.3.2 om fradrag for ejendomsskatter.

Den erhvervsdrivende kan også få nedsat sin ejendomsværdiskat efter et skøn, der svarer til den erhvervsmæssige brug. Se EVSL § 11, stk. 2.

Forholdstallet fremkommer ved at sætte arbejdsværelsets faktiske areal - uden at medregne eventuelle fællesarealer, såsom toilet, køkken og gang - i forhold til ejendommens bruttoareal. Se TfS 1996, 361 LSR

Bemærk

Bemærk, at udgifter til ejendomsforsikring, renovation mv. ikke anses for fradragsberettigede udgifter i forbindelse med udgifter til arbejdsværelse i hjemmet.

Hvis arbejdsværelset befinder sig i en lejet bolig, beregnes fradraget som en forholdsmæssig andel af huslejen, svarende til arbejdsværelsets andel af den samlede bolig. Hertil lægges en forholdsmæssig andel af el og varme.

Se også

Se også afsnit C.A.4.3.1.6 om beregning af udgifter til arbejdsværelse for lønmodtagere.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse	Afgørelsen i stikord	Yderligere kommentarer
Højesteretsdomme
SKM2003.488.HR	En erhvervsdrivende, der ydede hjælp til bogførings- og regnskab, blev nægtet fradrag for udgifter til arbejdsværelse i egen bolig, fordi han ikke havde brugt kontoret i sin bolig i væsentligt omfang som hovedarbejdssted inden for normal arbejdstid.
SKM2002.29.HR	En erhvervsdrivende, der bl.a. lavede computerbaserede programmer, blev nægtet fradrag for sine udgifter til arbejdsværelse i hjemmet, fordi han ikke brugte kontoret i sin bolig i væsentligt omfang inden for normal arbejdstid. Hans hvervgiver stillede kontor til rådighed for ham.
UfR 1961, 107 H	En gymnasielektor, lærer ved Hærens officersskole samt erhvervsdrivende med litterær virksomhed blev nægtet fradrag for udgifter til arbejdsværelse i hjemmet, fordi arbejdets art og omfang ikke medførte, at værelset kunne anses for et særligt arbejdsværelse, der ikke hørte med til boligens almindelige opholdsrum.
Landsretsdomme
TfS 1997, 890 ØLD	En privatpraktiserende psykolog blev nægtet fradrag for udgifter til arbejdsværelse i hjemmet, bl.a. fordi arbejdsværelset udgjorde et gennemgangsrum til lejlighedens øvrige opholdsrum.
TfS 1996, 553 ØLD	Musiklærer med biindtægt som musiker kunne fratrække udgifter til et særligt indrettet og udstyret musiklokale i hjemmet. Skolen, som han underviste på, kunne ikke stille hverken instrumenter eller øvelokale til hans disposition.
TfS 1998, 692 ØLD	En civiløkonom, der som hovederhverv og eneste indtægtskilde drev salgs- og reklamevirksomhed fra hjemmet, kunne trække sine udgifter til hjemmekontor fra som driftsudgifter.
Landsskatteretskendelser
SKM2015.276.LSR	En billedkunstner blev nægtet fradrag for udgifter til arbejdsværelse i eget hjem. Landsskatteretten fandt ikke, at værelset med skrivebord og papirmaterialer var indrettet på en sådan måde, at privat anvendelse var udelukket. Herudover henså Landsskatteretten til, at kunstneren ikke brugte kontoret i sin bolig i væsentligt omfang inden for normal arbejdstid.
SKM2006.165.LSR	En professionel musiker og komponist fik godkendt fradrag for udgifter til kontor i eget hjem under henvisning til arbejdets art og omfang.
SKM2005.525.LSR	En erhvervsdrivende musikproducent, som tillige markedsførte sine produkter, fik godkendt fradrag for udgifter til kontor i eget hjem under henvisning til arbejdets art og omfang.
TfS 1996, 361 LSR	En selvstændigt erhvervsdrivende, der drev forfattervirksomhed som eneste erhverv, kunne fratrække sine udgifter til arbejdsværelse i hjemmet, fordi han brugte værelset erhvervsmæssigt 8 timer dagligt, og fordi værelset med dets placering ikke hørte til boligens almindelige opholdsrum. Ved beregning af de fradragsberettigede udgifter bruges forholdet mellem arbejdsværelsets faktiske areal og ejendommens bruttoareal.