Indhold

Dette afsnit indeholder en gennemgang af DBO'ens artikler, artikel 1 - 32 og den tilhørende tillægsprotokol, punkt 1 - 8.

Bemærk

Ved gennemgangen er kun anført de dele af artiklen, som afviger fra OECD's modeloverenskomst fra 2014. Se DBO'en om den præcise ordlyd og det nærmere indhold af afvigelsesbestemmelsen.

Om en artikel eller dele af den svarer til OECD's modeloverenskomst, se afsnit C.F.8.2.2.1-31, som indeholder en nærmere gennemgang af de enkelte artikler i modeloverenskomsten.

Artikel 1: De af DBO'en omfattede personer

Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.1 om OECD's modeloverenskomst artikel 1.

Artikel 2: De af DBO'en omfattede skatter

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

DBO'en omfatter ikke formueskat.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.2 om OECD's modeloverenskomst artikel 2.

Artikel 3: Almindelige definitioner

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

"Danmark" betyder Kongeriget Danmark og dækker også ethvert område uden for Danmarks territorialfarvand, som efter folkeretten og efter dansk lovgivning er eller senere måtte blive betegnet som et område, hvor Danmark kan udøve suverænitetsrettigheder med hensyn til

  • efterforskning og udnyttelse af naturforekomster på havbunden eller i dens undergrund og de overliggende vande og
  • andre aktiviteter med henblik på efterforskning og økonomisk udnyttelse af området.

DBO'en omfatter ikke Færøerne og Grønland.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.3 om OECD's modeloverenskomst artikel 3.

Artikel 4: Skattemæssigt hjemsted

Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.4 om OECD's modeloverenskomst artikel 4.

Artikel 5: Fast driftssted

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

En agent som handler på vegne at foretagende i det ene land, er et fast driftssted, hvis agenten sædvanligvis udøver en fuldmagt i landet, medmindre agentens virksomhed er begrænset til indkøb af varer for foretagendet. Se artikel 5, stk. 4.

Foretagendet er ikke et fast driftssted hvis virksomheden er begrænset til sådan virksomhed som nævnt i artikel 5, stk. 3 og som, hvis den var udøvet gennem et fast forretningssted, ikke ville gøre det til et fast driftssted efter bestemmelserne i stykke 4. Se tillægsprotokollen, punkt 1.

Bemærk

Artiklen indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 5, stk. 4, litra f om opretholdelsen af et fast driftssted, udelukkende med henblik på en kombination af de omstændigheder der i øvrigt er nævnt i artiklen.

Se også

  • Afsnit C.F.8.2.2.5 om OECD's modeloverenskomst artikel 5.
  • Kommentaren til OECD's modeloverenskomst pkt. 45.2 vedrørende Italiens fortolkning af kommentarens pkt. 1.1.

Artikel 6: Indkomst af fast ejendom

Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.6 om OECD's modeloverenskomst artikel 6.

Artikel 7: Fortjeneste ved erhvervsvirksomhed

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Artiklen indeholder en bestemmelse om fradrag for omkostninger, som foretagendet har afholdt for det faste driftssted. Det gælder også for generalomkostninger til ledelse og administration. Se artikel 7, stk. 3.

Omkostninger, som er afholdt for det faste driftssted omfatter omkostninger, som er direkte forbundet med det faste driftssteds virksomhed. Se tillægsprotokollen, punkt 2.

Hvis det har været sædvane at fastsætte den fortjeneste, der kan henføres til et fast driftssted, på grundlag af fordeling af foretagendets samlede fortjeneste, skal dette stadig være muligt. Se artikel 7, stk. 4.

Fortjeneste skal ikke henføres til et fast driftssted, hvis det faste driftssted kun har foretaget vareindkøb for foretagendet. Se artikel 7, stk. 5.

Den fortjeneste, der skal henføres til det faste driftssted, skal opgøres efter samme metode år for år, medmindre der er grunde for en anden fremgangsmåde. Se artikel 7, stk. 6.

Bemærk

Artiklen indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 7, stk. 3, om sekundær justering.

Se også

  • Afsnit C.F.8.2.2.7 om OECD's modeloverenskomst 7.
  • Kommentaren til OECD's modeloverenskomst pkt. 78 vedrørende Italiens fortolkning i relation til kommentarens pkt. 77.

Artikel 8: Skibs- og luftfart

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Fortjeneste ved drift af skibe eller luftfartøjer i international trafik omfatter også fortjeneste ved brug, rådighedsstillelse, eller udleje af containere (herunder anhængere, pramme og lignende udstyr til transport af varer i international trafik). Det er ikke en forudsætning for at anvende denne bestemmelse, at aktiviteten er led i skibs- eller luftfartsvirksomheden. Se tillægsprotokollen, punkt 3.

Danmark kan kun beskatte den del af fortjenesten i SAS, som erhverves af den danske partner i SAS. Se artikel 8, stk. 4.

Bemærk

Artiklen indeholder ikke modeloverensomstens artikel 8, stk. 2. Fortjeneste ved driften af både, der anvendes i indre farvande beskattes derfor efter de regler, der gælder for erhvervsindkomst. Se artikel 7.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.8 om OECD's modeloverenskomst artikel 8.

Artikel 9: Forbundne foretagender

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Enhver sekundær regulering må kun foretages i overensstemmelse med fremgangsmåden ved indgåelse af gensidige aftaler i artikel 26 og med punkt 7 i tillægsprotokollen. Se artikel 9, stk. 2, og tillægsprotokollen, punkt 7.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.9 om OECD's modeloverenskomst artikel 9.

Artikel 10: Udbytte

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Kildelandet kan ikke beskatte udbytte i moder-/datterselskabsforhold, hvis moderselskabet ejer mindst 25 pct. i datterselskabet. Se artikel 10, stk. 2, litra a. Danmark har ikke intern hjemmel til at beskatte udbytter i moder-/datterselskabsforhold, hvis moderselskabet ejer mindst 10 pct. af kapitalen i datterselskabet. Se SEL § 2, stk. 1, litra c.

Hvis betingelserne i EU's moder/datterselskabsdirektiv er opfyldt, har det land, hvor datterselskabet er hjemmehørende (kildelandet), ingen beskatningsret til udbytte, der udloddes til moderselskabet. Se protokollen, punkt 4 og afsnit C.D.8.11.5 om EU's moder-/datterselskabsdirektiv.

Kildelandet kan i alle andre tilfælde beskatte udbytte med 15 pct. af bruttobeløbet. Se artikel 10, stk. 2, litra b.

Se afsnit A.B.4.1.2.1 om tilbagesøgning af dansk udbytteskat.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.10 om OECD's modeloverenskomst artikel 10.

Artikel 11: Renter

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Kildelandet kan ikke beskatte renter betalt i forbindelse med kreditsalg af

  • industrielt, kommercielt eller videnskabeligt udstyr eller
  • varer, der er leveret af et foretagende til et andet foretagende.

Se artikel 11, stk. 3.

Kildelandet kan heller ikke beskatte renter hvis

  • den, der betaler renten er staten eller en af dens politiske eller administrative underafdelinger eller lokale myndigheder eller
  • renten er betalt som vederlag for et lån, der er ydet, garanteret eller forsikret af regeringen i den anden stat, denne stats centralbank eller ethvert organ eller formidlende organ (herunder et finansieringsinstitut), der ejes eller kontrolleres af regeringen.

Se artikel 11, stk. 4.

Bemærk

Danmark har ikke intern hjemmel til at beskatte begrænset skattepligtige fysiske personer af renter.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.11 om OECD's modeloverenskomst artikel 11.

Artikel 12: Royalties

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Royalties kan beskatte i både bopælslandet og kildelandet. Kildelandet kan beskatte royalties med højst 5 pct. af bruttobeløbet. Se artikel 12, stk. 1 og 2.

Det er dog kun bopælslandet, der kan beskatte royalties for anvendelsen af eller retten til at anvende ophavsretten til et litterært, kunstnerisk eller videnskabeligt arbejde. Dette omfatter ikke royalties for edb-programmel, spillefilm og andre lyd- eller billedoptagelser. Se artikel 12, stk. 3.

"Royalties" omfatter også anvendelsen af eller retten til at anvende (leasing) industrielt, kommercielt eller videnskabeligt udstyr samt ophavsret til et litterært, kunstnerisk eller videnskabeligt arbejde, edb-programmel, spillefilm og andre lyd- eller billedoptagelser. Se artikel 12, stk. 4. Det danske royaltybegreb i KSL § 65 C, stk. 4, er snævrere en DBO'ens. Danmark har som kildeland ikke intern hjemmel til at beskatte de royalties, som ikke er omfattet af den danske bestemmelse.

Royalties skal anses for at stamme fra det land, der betaler royalties, eller det land, hvor en politisk eller administrativ underafdeling, lokal myndighed eller den person, som betaler royalties, er hjemmehørende. Hvis der er fast driftssted i et land, anses royalties for at stamme derfra. Se artikel 12, stk. 6.

Se afsnit A.B.4.1.2.1 om tilbagesøgning af dansk royaltyskat.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.12 om OECD's modeloverenskomst artikel 12.

Artikel 13: Kapitalgevinster

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Fortjeneste ved salg af rørlig ejendom, der knytter sig til driften af skibe eller luftfartøjer, omfatter fortjeneste ved salg af containere, herunder anhængere, pramme og lignende udstyr til transport af containere, hvis de anvendes til transport af varer i international trafik. Se tillægsprotokollen, punkt 6.

Italien kan beskatte avancer ved salg af aktier i italienske selskaber, når aktierne sælges af en person, som er hjemmehørende i Danmark, og som har været hjemmehørende i Italien inden for fem år forud for salgstidspunktet. Se artikel 13, stk. 5.

De to lande kan efter egen national lovgivning beskatte urealiserede aktieavancer ved flytning fra det ene land til det andet. Se artikel 13, stk. 6.

Danmark kan kun beskatte den del af fortjenesten i SAS, som erhverves af den danske partner i SAS. Se artikel 13, stk. 7.

Bemærk

Artiklen omfatter ikke fortjeneste ved salg af skibe, der anvendes til transport i indre farvande. Denne fortjeneste er derfor omfattet af artikel 13, stk. 4 (opsamlingsbestemmelse).

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.13 om OECD's modeloverenskomst artikel 13.

Artikel 14: Frit erhverv

Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst fra før 2000. Artikel 14 om frit erhverv udgik af modeloverenskomsten i 2000. Se afsnit C.F.8.2.2.14 om OECD's modeloverenskomst artikel 14 fra før 2000.

Artikel 15: Personligt arbejde i tjenesteforhold

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

183-dages-reglen gælder ikke indkomst fra arbejdsgivere i 3. lande. Det indgår som betingelse for bopælslandets ret til at beskatte, at vederlaget betales af eller for en arbejdsgiver, der er hjemmehørende i bopælslandet. Se artikel 15, stk. 2, litra b.

Lønindkomst ved arbejde ombord på et skib eller luftfartøj i international trafik kan kun beskattes i det land, hvor foretagendets virkelige ledelse har sit sæde. Se artikel 15, stk. 3.

Artikel 15, stk. 3, medtager ikke vederlag for arbejde på skibe, der benyttes til transport i indre farvande. Dette vederlag beskattes efter artikel 15, stk. 1 og 2.

Lønindkomst, som en person, der er hjemmehørende i Danmark, har tjent ved arbejde ombord på et af SAS' luftfartøjer i international trafik, kan kun beskattes i Danmark. Se artikel 15, stk. 4.

Se også

Se også

  • Artikel 16 om bestyrelseshonorarer
  • Artikel 17 om løn til kunstnere og sportsfolk
  • Artikel 19 om løn for offentligt hverv
  • Artikel 20 om professorreglen
  • Artikel 22, stk. 5 om løn i forbindelse med kulbrintevirksomhed
  • Afsnit C.F.8.2.2.15 om OECD's modeloverenskomst artikel 15.

Artikel 16: Bestyrelseshonorarer

Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.16 om OECD's modeloverenskomst artikel 16.

Artikel 17: Kunstnere og sportsfolk

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Kildelandet kan ikke beskatte vederlag til optrædende kunstnere og sportsfolk efter artikel 17, hvis besøget i kildelandet i væsentligt omfang er støttet af offentlige midler fra bopælslandet. Se artikel 17, stk. 3.

Bemærk

Artikel 17 anvendes ikke på optrædende kunstnere og sportsfolk, der er offentligt ansat. De er enten omfattet af artikel 19, stk. 1, eller af artikel 15 eller 16, hvis der er tale om offentlig erhvervsvirksomhed.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.17 om OECD's modeloverenskomst artikel 17.

Artikel 18: Pensioner og lignende betalinger

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Regel

Private pensioner, livrenter og andre lignende vederlag, kan kun beskattes i bopælslandet, uanset om de stammer fra et tidligere ansættelsesforhold eller ikke. Se artikel 18, stk. 1.

Undtagelse - kildelandsbeskatning

Kildelandet kan beskatte private pensioner og bidragsfinansierede sociale pensioner, hvis modtageren har været hjemmehørende i kildelandet i en periode på mindst 5 år og derefter er blevet hjemmehørende i bopælslandet. Det gælder dog kun, hvis modtageren af betalingen er statsborger i kildelandet uden samtidig at være statsborger i bopælslandet. Se artikel 18, stk. 3.

Sociale ydelser

Ydelser efter den sociale sikringslovgivning kan kun beskattes i kildelandet, medmindre der er betalt bidrag for at modtage ydelserne. Se artikel 18, stk. 2.

Overgangsregel for både private og sociale pensioner

Den personlige og den skattepligtige indkomst nedsættes for personer, som

  • senest den 27. oktober 1999 blev hjemmehørende i Italien, og
  • på dette tidspunkt modtog private eller sociale pensioner, som efter artikel 18, stk. 2 og 3, kan beskattes i Danmark.

Nedsættelsen

  • udgør 50.000 kr. om året, dog højst det beløb, som personen modtager i pension fra Danmark,
  • kan ikke medføre, at indkomsten bliver negativ,
  • bortfalder, hvis personen bliver hjemmehørende i et andet land end Italien.

"Livrente" betyder en fastsat sum, der er periodisk betalbare til fastsatte tidspunkter, enten for livstid eller for et bestemt tidsrum eller et tidsrum, som lader sig bestemme. Betalingerne skal ske efter en forpligtelse til at præstere disse betalinger mod rimeligt og fuldt vederlag i penge eller penges værdi. Se artikel 18, stk. 4.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.18 om OECD's modeloverenskomst artikel 18.

Artikel 19: Offentligt hverv

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Løn for at varetage offentlige hverv, der udbetales til en person, der er statsborger i begge lande, kan kun beskattes i kildelandet (udbetalerstaten), medmindre modtageren ikke blev hjemmehørende i bopælslandet kun med det formål at udføre hvervet. Se artikel 19, stk. 1, litra b, og stk. 2, litra b.

Pension for at varetage et offentlige hverv, der udbetales til en person, der er statsborger i begge lande, kan kun beskattes i kildelandet (udbetalerstaten). Se artikel 19, stk. 2, litra b.

Bemærk

Vederlag til optrædende kunstnere og sportsfolk, der er offentligt ansat, er omfattet af artikel 19 og ikke af artikel 17.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.19 om OECD's modeloverenskomst artikel 19.

Artikel 20: Professorer og lærere

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst. Bestemmelsen findes ikke i OECD's modeloverenskomst.

Vederlag for undervisning eller forskning ved et universitet eller anden lignende undervisningsinstitution under midlertidigt ophold beskattes ikke i opholdslandet, hvis

  • personen er professor eller lærer
  • personen er eller umiddelbart forud for sit besøg var hjemmehørende i det andet land
  • opholdet varer under et år.

Se også

Se også

  • Afsnit C.F.8.2.2.15.2.2 om professorreglen
  • DBO'en artikel 20 om indholdet af bestemmelsen.

Artikel 21: Studerende

Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.20 om OECD's modeloverenskomst artikel 20.

Artikel 22: Virksomhed i forbindelse med forundersøgelser, efterforskning eller udvinding af kulbrinter

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst. Denne bestemmelse findes ikke i modeloverenskomsten.

Artiklen omfatter forundersøgelser, efterforskning eller udvinding af kulbrinter (kulbrintevirksomhed). Se artikel 22, stk. 1.

Kulbrintevirksomhed udgør et fast (drifts)sted, hvis aktiviteterne strækker sig ud over 30 dage inden for enhver 12-måneders periode. Se artikel 22, stk. 2.

Virksomhed på borerig ud for kysten udgør et fast driftssted, hvis virksomheden udøves i en periode eller perioder, der overstiger 365 dage inden for en 18-måneders periode. Se artikel 22, stk. 3.

Forsyningsvirksomhed (transport af forsyninger eller mandskab med skib eller luftfartøj) i forbindelse med kulbrintevirksomhed ud for kysten kan kun beskattes i det land, hvor foretagendets virkelige ledelse har sit sæde. Tilsvarende gælder for drift af bugserbåde og lignende fartøjer. Se artikel 22, stk. 4.

Løn og lignende vederlag til skibs- og flybesætninger i forbindelse med forsyningsvirksomhed kan kun beskattes der, hvor foretagendets virkelige ledelse har sit sæde. Se artikel 22, stk. 5. Dette er i overensstemmelse med bestemmelsen i artikel 15, stk. 3, om international trafik.

Artiklen indeholder en bestemmelse for beskatning af kapitalgevinster i de tilfælde, hvor en borerig ejet af et foretagende i det ene land flyttes væk fra det andet land kontinentalsokkel. I sådanne tilfælde kan kapitalgevinster - værdistigning på borerigge - ikke beskattes i det andet land. Genvundne afskrivninger kan beskattes. Se artikel 22, stk. 6.

Se også

Se også

  • Lov nr. 412 af 3.5.2006 om kulbrinteskatteloven
  • Vejledning nr. 94 af 8. juli 2011 om kulbrintebeskatning
  • DBO'en artikel 22 om indholdet af bestemmelsen.

Artikel 23: Andre indkomster

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Artiklen indeholder en bestemmelse om beskatning af indkomster, der betales mellem personer med særlig forbindelse. Se artikel 23, stk. 3.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.21 om OECD's modeloverenskomst artikel 21.

Artikel 24: Ophævelse af dobbeltbeskatning

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Danmark giver almindelig creditlempelse på skat af indkomst, som Italien kan beskatte efter DBO'en.

Hvis indkomsten efter DBO'en kun kan beskattes i Italien, nedsættes den danske skat efter metoden exemption med progression. Indkomsten medregnes i beskatningsgrundlaget, og skatten nedsættes med den del af skatten, som svarer til den indkomst, der stammer fra Italien.

Italien giver almindelig creditlempelse på skat af indkomst, som Danmark kan beskatte efter DBO'en.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.23 om OECD's modeloverenskomst artikel 23.

Artikel 25: Ikke-diskriminering

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Artiklen indeholder ikke modeloverenskomsten artikel 24, stk. 2, om statsløse personer.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.24 om OECD's modeloverenskomst artikel 24.

Artikel 26: Fremgangsmåden ved indgåelse af gensidige aftaler

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Fristen for at indgive af anmodning om indledning af den gensidige aftaleprocedure er senest 2 år fra den første meddelelse om den foranstaltning, som giver anledning til en beskatning, som anses for at være i strid med DBO'en. Se artikel 25, stk. 1.

I protokollen er det præciseret, at den gensidige aftaleprocedure ikke træder i stedet for de nationale klagebehandlingsprocedurer. Se tillægsprotokollen, punkt 7.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.25 om OECD's modeloverenskomst artikel 25.

Artikel 27: Udveksling af oplysninger

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Artiklen indeholder ikke modeloverenskomsten artikel 26, stk. 4 og 5, om udveksling af oplysninger.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.26 om OECD's modeloverenskomst artikel 26.

Artikel 28: Medlemmer af diplomatiske repræsentationer og konsulære embeder

Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.28 om OECD's modeloverenskomst artikel 28.

Artikel 29: Territorial udvidelse

Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.29 om OECD's modeloverenskomst artikel 29.

Artikel 30: Tilbagebetaling

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst. Denne bestemmelse findes ikke i modeloverenskomsten.

Artiklen indeholder en bestemmelse om at ansøgning om tilbagebetaling skal ske i form af en officiel attest. Se artikel 30, stk. 2.

Se også

Se også DBO'en artikel 30 om indholdet af bestemmelsen.

Artikel 31: Ikrafttræden

DBO'en trådte i kraft den 27. januar 2003 og har virkning fra 1. januar 2004.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.30 om OECD's modeloverenskomst artikel 30 om ikrafttræden.

Artikel 32: Opsigelse

Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.31 om OECD's modeloverenskomst artikel 31 om opsigelse.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

SKAT

SKM2014.741.SR

Artikel 11. Skatterådet bekræfter, at et amerikansk selskab og et italiensk selskab ikke er begrænset skattepligtige efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c, af likvidationsprovenu fra et dansk selskab, som udloddes samme år, som selskabet ophører, idet likvidationsprovenuet ikke er omfattet af ligningslovens § 16 A, stk. 3, nr. 1.

Uanset om likvidationsudlodningen videreudloddes af det amerikanske selskab og det italienske selskab, ændres besvarelsen ikke herved, idet de bagvedliggende ejere er fysiske personer bosiddende i EU/EØS, der ikke er begrænset skattepligtige af aktieavancerne.