åben Vis afgørelser, domme, kendelser og meddelelser mv. til "D.A.14.1.5 Udenlandske virksomheder, der har momspligtige aktiviteter i Danmark ML § 47, stk. 2, og § 48, stk. 3." udsendt efter offentliggørelsen af denne version af vejledningen.
åben Vis oversigt med domme, kendelser og afgørelser, som Skatteforvaltningen har valgt ikke at indarbejde i vejledningens tekst. Vi gør opmærksom på, at materialet i denne oversigt ikke nødvendigvis er udtryk for gældende ret.

Indhold

Dette afsnit omhandler de særlige omstændigheder, der er gældende ved registrering af udenlandske virksomheder, der har momspligtige aktiviteter i Danmark. Se ML § 47, stk. 2, og § 48, stk. 3.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Fjernsalg
  • Repræsentanten
  • On-hold lagre.

Regel

Udenlandske virksomheder, der ikke har forretningssted her i landet, men har momspligtigt salg af varer og ydelser her i landet, er registreringspligtige. Denne pligt følger allerede af § 47, stk. 1. Se evt. forarbejderne til § 1, nr. 20, i lov nr. 554 af 2. juni 2014.

For virksomheder etableret uden for EU, bortset fra Færøerne, Grønland, Island og Norge, med hvem Danmark ikke har indgået en aftale om gensidig bistand svarende til reglerne i EU, skal registreringen ske ved en herboende repræsentant. Det samme gælder, når virksomheder etableret uden for EU erhverver varer her i landet fra andre EU-lande. Se ML § 47, stk. 2.

De udenlandske virksomheder er dog ikke omfattet af registreringspligten i det omfang aftageren er gjort betalingspligtig efter ML § 46. Se afsnit D.A.13.2.2 om undtagelse: Omvendt betalingspligt ML § 46, stk. 1, 2. pkt.

Undtagelse

SKAT kan fravige kravet om en herværende repræsentant for virksomheder, der kun drives i kort tid. Se ML § 60, stk. 1, 2. pkt. (A.B.4.2.1.3).

Se også

Se også:

  • D.A.6.2.3.2 om stedet for den økonomiske virksomhed (virksomhedens hjemsted)
  • D.A.6.2.3.3 Fast forretningssted
  • D.A.13.11 om, hvornår en leverandør, som er en afgiftspligtig person, der er etableret både i Danmark og i udlandet, skal anses for en udenlandsk leverandør.
  • D.A.14.1.2 om registreringspligt ved momspligtig virksomhed.

Fjernsalg

Uanset  ML § 47, stk. 1, skal der ikke ske registrering eller betales moms, hvis der er tale om levering af varer ved fjernsalg fra andre EU-lande, når leveringen vedrører andre varer end punktafgiftspligtige varer (harmoniserede punktafgifter). Det er dog en betingelse, at den samlede levering her til landet ved fjernsalg hverken i det løbende eller i det foregående kalenderår overstiger 280.000 kr. Se ML § 48, stk. 3.

En udenlandsk fjernsælger, der i ét år sælger varer for mere end 280.000 kr. og således skal momsregistreres, skal derfor også være momsregistreret og betale dansk moms i det følgende kalenderår, selvom registreringsgrænsen ikke overskrides i dette år.

Den udenlandske fjernsælger skal ikke momsregistreres ved en herboende repræsentant, hvis sælger er etableret i EU, Færøerne, Grønland, Island eller Norge. Se ML § 47, stk. 2.

Se også

Se også afsnit D.A.6.1.6. Leveringssted ved fjernsalg ML § 14, stk. 1, nr. 2-3.

Repræsentanten

Repræsentanten kan enten være en person, der bor her i landet, eller en virksomhed, der har sit forretningssted her. Repræsentanten må forudsættes at være myndig.

Repræsentant ved fælles momsnummer for de udenlandske virksomheder

Repræsentanten kan på visse betingelser repræsentere flere udenlandske virksomheder under ét fælles momsnummer.

Efter momsbekendtgørelsens § 94 kan en herboende repræsentant repræsentere flere udenlandske virksomheder ved ét momsnummer for følgende transaktioner:

  1. Levering af varer efter ML § 36, stk. 1, nr. 5, til andre EU-lande (D.A.10.3.5).
  2. Levering af varer direkte fra et afgiftsoplag til et andet EU-land eller til steder uden for EU.
  3. Erhvervelse af varer her i landet fra et andet EU-land og varerne oplægges direkte på et afgiftsoplag, et frilager, i Københavns Frihavn eller udføres til steder uden for EU.

Efter momsbekendtgørelsens § 94, stk. 2, udfylder den herboende repræsentant en samlet momsangivelse for de udenlandske virksomheder for de transaktioner, der er nævnt i momsbekendtgørelsens § 94. Efter stk. 3 skal den herboende repræsentant føre et regnskab for hver enkelt momspligtig for de transaktioner, der er nævnt i stk. 1.

Se også

Se også afsnit D.A.13.7 om fiskale repræsentanters solidariske hæftelse med ikke-EU virksomheder.

On-hold lagre

Virksomheder i andre EU-lande, som overfører varer on-hold til danske speditører, skal momsregistreres og opkræve dansk moms, da varerne erhverves og afsættes her i landet. Ved overførsel af varen on-hold bibeholder den udenlandske virksomhed retten til som ejer at råde over varen, indtil virksomheden frigiver varen til en køber. Se TfS1999.605.

Se også

Se også:

  • Afsnit D.A.4.8.3 om erhvervelsesmoms ved overførsel af varer
  • Afsnit D.A.6.1.3 om leveringsstedet i tilfælde, hvor der ikke sker transport af varen.