En autoriseret nummerpladeoperatør har inden for lovens rammer, pligt til at indregistrere og omregistrere køretøjer i Motorregistret for borgere og virksomheder, der anmoder herom. Se Bekendtgørelse nr. 1315 af 9. december 2014 om registrering af køretøjer (registreringsbekendtgørelsen) § 96.
Nummerpladeoperatøren er kun forpligtet til at indregistrere køretøjer, der er omfattet af de typer af nummerplader, som operatøren har valgt at have på lager, jf. registreringsbekendtgørelsens § 95. Registrering af køretøjer sker fra virksomhedens forretningssteder.
En nummerpladeoperatør skal holde åbent for registrering af køretøjer mindst 4 dage om ugen. Se registreringsbekendtgørelsens § 96, stk. 2.
På skat.dk offentliggøres, hvilke virksomheder der er godkendte som nummerpladeoperatører.
Registrerede virksomheder, herunder autoriserede nummerpladeoperatører, kan indregistrere og omregistrere køretøjer i Motorregistret, bortset fra
- Brugte køretøjer som nævnt i registreringsafgiftslovens § 5 a (Busser og autocampere).
- Køretøjer, der er mere end 35 år gamle.
Se ►registreringsafgiftsbekendtgørelsens § 39◄.
En autoriseret nummerpladeoperatør kan indregistrere og omregistrere køretøjer i Motorregisteret, bortset fra følgende tilfælde:
- Indregistrere et køretøj, der tidligere har været registreret her i landet eller i udlandet, hvis den seneste registreringsattest mangler.
- Indregistrere et køretøj i tilfælde som nævnt i § 43 i registreringsbekendtgørelsen.
- Indregistrere et køretøj som udrykningskøretøj efter § 52 i registreringsbekendtgørelsen.
- Indregistrere et køretøj tidsbegrænset efter § 58 i registreringsbekendtgørelsen.
- Indregistrere et køretøj på særlige nummerplader eller mærker, jf. § 67, stk. 4, nr. 1. og 4-6, i registreringsbekendtgørelsen.
- Omregistrere et køretøj med særlige nummerplader eller mærker som nævnt i registreringsbekendtgørelsens § 67, stk. 4, nr. 1, 4 og 5, til en anden ejer eller bruger uden skift af registreringsnummer.
Se registreringsbekendtgørelsens § 37, stk. 2.