Indhold
Dette afsnit handler om fast ejendom, fordringer, immaterielle rettigheder samt igangværende arbejder for fremmed regning, som alle falder helt uden for varelagerbegrebet, der kun omfatter løsøre.
Afsnittet indeholder:
- Fast ejendom
- Fordringer
- Immaterielle rettigheder
- Igangværende arbejder for fremmed regning
- Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.
Fast ejendom
Fast ejendom eller dele af fast ejendom er ikke omfattet af varelagerloven.
Det samme gælder ejendomme, der ejes af en ejendomsmægler eller af en bygningshåndværker, og som er erhvervet for at skulle sælges videre.
Varelagerloven kan hverken anvendes på bygninger, der opføres for egen regning, eller på bygninger, der opføres i entreprise. Se LSRM 1955, 146 LSR og LSRM 1982, 194 LSR.
Landsskatteretten nægtede i en konkret sag at tillade nedskrivning på den bogførte værdi af byggegrunde, som var opkøbt til bebyggelse med sommerhuse, selv om grundene var faldet markant i pris, og salget af dem nærmest var gået i stå. Se LSRM 1985, 79 LSR.
Landbrugets jordbeholdninger er skattemæssigt en del af den faste ejendom. De bliver heller ikke omfattet af varelagerloven i de tilfælde, hvor landbrugeren uarbejder et særligt beholdningsregnskab, hvor værdien af disse beholdninger medtages ved indkomstopgørelsen.
Se også
Se også afsnit C.C.4.2.3 om jordbeholdninger.
Træer på rod, afgrøder i jorden og frugt på træer er dele af den faste ejendom, og varelagerloven finder først anvendelse, når træerne fældes, afgrøderne er høstet, eller frugten er plukket.
Ligningsrådet har fastsat særlige regler for, hvilke planter og andre beholdninger på gartnerier og frugtplantager, der skal medregnes til varelageret. xSe afsnit xC.C.4.3.5 om gartnerier planteskoler og frugtplantager.
Se også
Se også afsnittene
- C.C.6.4 om jordbeholdninger, herunder jordbeholdningserklæring
- C.C.4.3.4 om skovbrug.
Fordringer
Værdipapirer er ikke omfattet af varelagerloven. En fondsbørsvekselerers beholdning af værdipapirer, som han eller hun køber og sælger for egen regning, kan ikke behandles efter reglerne i varelagerloven.
Pengeinstitutter og forsikringsselskaber mv. kan ved indkomstopgørelsen tage hensyn til kurssvingninger på værdipapirbeholdninger.
Immaterielle rettigheder
Immaterielle rettigheder som fx goodwill, patentrettigheder, lejeretter mv. er ikke omfattet af varelagerloven, fordi de ikke er fysiske genstande.
Se også
Se også afsnittene
- C.C.6.4 om goodwill og andre immaterielle rettigheder mv.
- C.C.2.4.5.2 om afskrivning på goodwill og andre immaterielle aktiver.
Igangværende arbejder for fremmed regning
Igangværende arbejder for fremmed regning er ikke omfattet af varelagerloven, fordi ejendomsretten til de medgåede, og undertiden indkøbte men endnu ikke forbrugte, varer er kundens, for hvis regning arbejdet eventuelt udføres.
Se også
Se også afsnit C.C.2.3.2.1 om igangværende arbejder for fremmed regning.
Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse
|
Afgørelsen i stikord
|
Yderligere kommentarer
|
Landsskatteretskendelser
|
LSRM 1985, 79 LSR
|
Nedskrivning blev nægtet på den bogførte værdi af byggegrunde, som var opkøbt til bebyggelse med sommerhuse, selv om grundene var faldet markant i pris. Ikke anset for varelager.
|
|
LSRM 1982, 194 LSR
|
En murermesters nedskrivning for et ukonstateret tab på en investering i form af en påbegyndt opførelse af huse til salg blev afvist af Landsskatteretten. Ikke anset for varelager.
|
|
LSRM 1955 146 LSR
|
Landsskatteretten udtalte i forbindelse med sagen, at bestemmelserne i Skattedepartementets cirkulære af 8. april 1953 om opgørelse af varelagre mv. ikke kunne bruges på en bygning under opførelse.
|
|