åben Vis afgørelser, domme, kendelser og meddelelser mv. til "C.B.4.1 Forskellige typer investeringsselskaber, investeringsforeninger og SIKAV'er" udsendt efter offentliggørelsen af denne version af vejledningen.

Investeringsselskaber, investeringsforeninger og SIKAV'er mv. er selskaber eller foreninger mv., som anbringer deltagernes midler i aktier, obligationer og andre værdipapirer mv.

Beskatningen af både investeringsselskabet eller investeringsforeningen mv., og deltagerne i investeringsselskabet eller investeringsforeningen mv. afhænger af, hvilken type investeringsforening mv. der er tale om.

Der er følgende typer investeringsforeninger mv.:

  • Investeringsforeninger mv., der udsteder omsættelige beviser
  • Kontoførende investeringsforeninger.

De investeringsforeninger mv., der udsteder omsættelige beviser, er opdelt i:

  • Investeringsselskaber. Se afsnit C.B.4.2 om udlodninger og afsnit C.B.4.3 om gevinst og tab.
  • Akkumulerende investeringsforeninger, der ikke er investeringsselskaber. Se afsnit C.B.4.2 om udlodninger og afsnit C.B.4.4 om gevinst og tab (for personer).
  • Aktiebaserede investeringsinstitutter med minimumsbeskatning. Se afsnit C.B.4.2 om udlodninger og afsnit C.B.4.5.2 om gevinst og tab (for personer).
  • Obligationsbaserede investeringsinstitutter med minimumsbeskatning. Se afsnit C.B.4.2 om udlodninger og afsnit C.B.4.5.3 om gevinst og tab (for personer).

For obligationsbaserede investeringsinstitutter med minimumsbeskatning skelnes der yderligere mellem på den ene side de foreninger, der udelukkende investerer i:

  • fordringer, der er omfattet af kursgevinstloven,
  • aktier i det administrationsselskab, der foretager foreningens administration
  • afledte finansielle instrumenter efter Finanstilsynets regler

og på den anden side:

  • andre foreninger.

Denne opdeling har kun betydning ved spørgsmålet om indeholdelse af udbytteskat. Se afsnit C.B.4.2.

Ved lov nr. 557 af 18. juni 2012 er der indført to nye former for UCITS, der er en forkortelse for den engelske betegnelse for kollektive ordninger med henblik på investering i værdipapirer (Undertakings for Collective Investments in Transferable Securities). De to former er SIKAV'er og værdipapirfonde. "SIKAV" er en forkortelse af "selskab for investering med kapital der er variabel". Se lov nr. 557 af 18. juni 2012 samt bemærkningerne til lovforslaget (L 137 i folketingsåret 2011/2012), Almindelige bemærkninger punkt 3.1. 

Skattemæssigt kan en SIKAV være et investeringsselskab eller et investeringsinstitut med minimumsbeskatning.

Se også

Se afsnit

  • C.B.4.6 om gevinst og tab på investeringsbeviser for selskaber
  • C.B.4.8. om udlodninger, gevinst og tab på investeringsbeviser i kontoførende investeringsforeninger.

Investeringsbeviser skal fremtræde som særskilte dokumenter med et bestemt pålydende, så investeringsbevisets ejer er berettiget til at få andel af foreningens overskud og formue i forhold til bevisets pålydende.

Er der ikke udstedt omsættelige beviser for medlemmernes indskud, er der tale om en kontoførende investeringsforening. Se Lov om beskatning af medlemmer af kontoførende investeringsforeninger § 1, stk. 2.

Investeringsforeninger er typisk opdelt i adskilte afdelinger med hver sin formue. Når dette er tilfældet, behandles hver afdeling skattemæssigt som en selvstændig forening.

Alle danske investeringsforeninger er omfattet af selskabsskatteloven. 

Se også afsnit

  • C.D.1.1.10.1 om klassifikation af foreningerne mv.
  • C.D.1.1.10 om den subjektive og objektive skattepligt for investeringsforeninger mv.
  • C.D.1.1.10.2 om definition af investeringsselskaber
  • C.D.1.1.10.8 og C.C.1.1.10.10 om betingelserne for, at et investeringsinstitut er et investeringsinstitut med  minimumsbeskatning, herunder de nærmere regler om opgørelse af minimumsindkomsten. Se LL § 16 C.
  • C.D.1.1.10.9 om definition af SIKAV'er. 

En investeringsforening er akkumulerende, hvis den ikke opfylder betingelserne for at være et investeringsinstitut med minimumsbeskatning og heller ikke er omfattet af reglerne om investeringsselskaber. Se ABL § 19 om investeringsselskaber, afsnit C.D.1.1.10.2 og C.D.1.1.10.8.

Investeringsbeviser er kun omfattet af reglerne i aktieavancebeskatningsloven, hvis investeringsforeningen er et selvstændigt skattesujekt. Er foreningen ikke et selvstændigt skattesubjekt, beskattes deltagerne af deres andel af indtægter og udgifter (fuld transparensbeskatning).