Når der søges om en samlet sikkerhedsstillelse, skal der fastsættes et referencebeløb, der svarer til det samlede sikkerhedsstillelsesbeløb.

Der er forskellige måder, hvorefter referencebeløbet for en samlet sikkerhedsstillelse kan fastsættes, afhængig af, hvilke oplysninger garantitoldstedet er i besiddelse af, og om der er tale om en opstået eller potentiel toldskyld. Et referencebeløb kan også fastsattes ved anvendelse af flere af de nedennævnte metoder, hvis den samlede sikkerhed både skal dække en potentiel og en opstået toldskyld.

Hvis der skal stilles en samlet sikkerhedsstillelse for opstået toldskyld, hvor toldskyld og eventuelt andre afgifter kan fastslås med sikkerhed på det tidspunkt hvor sikkerhedsstillelsen kræves, skal den del af referencebeløbet der dækker disse afgifter, svare til det beløb der skal betales. Se GF artikel 155, stk. 2.

Hvis der skal stilles en samlet sikkerhedsstillelse, hvor beløbet ikke kan fastslås med sikkerhed på det tidspunkt, hvor sikkerhedsstillelsen kræves, eller hvis beløbet varierer over tid, fastsættes den del af referencebeløbet som dækker disse afgifter på følgende måde:

  • Hvad angår den del af referencebeløbet som skal dække i de tilfælde, hvor toldskylden er opstået, skal referencebeløbet svare til toldskylden og andre afgifter der skal betales
  • Hvad angår den del af referencebeløbet som skal dække de tilfælde, hvor der er tale om en potentiel toldskyld, skal referencebeløbet svare til toldskylden og andre afgifter, som eventuelt skal betales i forbindelse med den enkelte toldangivelse eller angivelse til midlertidig opbevaring, som sikkerheden skal dække. Sikkerheden skal dække i perioden fra varerne henføres under den relevante toldprocedure eller midlertidig opbevaring, og indtil denne procedure eller tilsynet med varer med særligt anvendelsesformål eller den midlertidige opbevaring er ophørt.

Ved beregningen tages der hensyn til de højeste import - eller eksportafgifter, der gælder for varer af samme type, og til de højeste satser for eventuelt andre afgifter, der skal betales i forbindelse med import eller eksport af varer af samme type. Der anvendes de satser, der gælder i den medlemsstat, hvor garantitoldstedet er beliggende.

Referencebeløbet skal fastsættes i samarbejde med den person som skal stille sikkerheden.

I de tilfælde, hvor referencebeløbet ikke kan fastslås med sikkerhed, beregner garantitoldstedet referencebeløbet på grundlag af oplysninger om varer, som har været placeret under den pågældende toldprocedure eller har været under midlertidig opbevaring i de forudgående 12 måneder. I denne beregning indgår der også et skøn over omfanget af de planlagte transaktioner. Ved beregning af skønnet lægges bl.a. handelsdokumenter og regnskab, fra den person som skal stille sikkerheden, til grund.  Se GF artikel 155, stk. 4.

Garantitoldstedet (SKAT) skal på eget initiativ eller på anmodning fra den person, som har stillet garantien, kontrollere referencebeløbet, og justere det, hvis dette er nødvendigt. En justering af sikkerhedsstillelsen sker i overensstemmelse med de almindelige gældende regler for fastsættelse af referencebeløbet. Se GF artikel 155, stk. 5.

Bemærk

Hvis garantitoldstedet ikke har de oplysninger der er nødvendige for at bestemme referencebeløbet, fastsættes dette til 10.000 euro for hver angivelse. Se GF artikel 155, stk. 3.

Tilsyn med referencebeløbet af den person, der skal stille sikkerheden

Den person, der skal stille sikkerheden, er forpligtet til at overvåge anvendelsen af den samlede sikkerhedsstillelse, således at det import- eller eksportafgiftsbeløb og eventuelle andre afgifter, som skal betales eller eventuelt vil skulle betales, i forbindelse med import og eksport af varer, der er omfattet af sikkerhedsstillelsen, ikke overstiger referencebeløbet. Se GF artikel 156, stk. 1. 

Denne person skal underrette garantitoldstedet (SKAT) i de tilfælde, hvor referencebeløbet ikke længere er tilstrækkeligt stort til at dække vedkommendes transaktioner. Se GF artikel 156, stk. 1, andet afsnit

Toldmyndighedernes tilsyn med referencebeløbet

Tilsynet med den del af referencebeløbet, der dækker import- eller eksportafgifter og eventuelle andre afgifter i forbindelse med import og eksport af varer, som skal betales eller eventuelt skal betales for varer, der overgår til fri omsætning, foretages for hver enkelt toldangivelse på det tidspunkt, hvor varerne henføres under proceduren.

Hvis toldangivelsen om overgang til fri omsætning indgives i overensstemmelse med en bevilling til forenklet angivelse eller til indskrivning i klarererens regnskaber, foretages tilsynet med den relevante del af referencebeløbet på grundlag af de supplerende angivelser eller eventuelt på grundlag af oplysninger i regnskabet. Se GF artikel 157, stk. 1.

Tilsynet med den del af referencebeløbet, der dækker det import- eller eksportafgiftsbeløb og eventuelle andre afgifter i forbindelse med import og eksport af varer, som skal betales eller eventuelt vil skulle betales i forbindelse med varer, der er henført under proceduren for EU forsendelse, foretages ved hjælp af det elektronisk system, der anvendes ved forsendelse, for hver enkelt toldangivelse på det tidspunkt, hvor varerne henføres under proceduren. Se GF artikel 157, stk. 2 Dette tilsyn gælder dog ikke for varer, der transporteres under den forenkling for lufttransport og søtransport, der fremgår af EUTK artikel 233, stk. 4, litra e), hvor toldangivelsen ikke behandles ved hjælp af det elektroniske system for forsendelse.

Tilsynet med referencebeløbet, der dækker det import- eller eksportafgiftsbeløb og eventuelle andre afgifter i forbindelse med import og eksport af varer, som skal betales, eller eventuelt vil skulle betales, i andre tilfælde end der hvor varerne er henført under proceduren for overgang til fri omsætning eller EU forsendelse, foretages ved hjælp af regelmæssig og passende revision. Se GF artikel 157, stk. 3.