Retten til aktindsigt efter offentlighedsloven omfatter med de undtagelser, der er nævnt i OFL §§ 19-35, alle dokumenter, der er indgået til eller oprettet af en forvaltningsmyndighed, herunder journaludskrift og andre fortegnelser over sagens dokumenter. Se OFL § 7, stk. 1 og 2.
Hvis det dokument, der søges aktindsigt i, er afsendt af myndigheden, kan der først gives aktindsigt i det pågældende dokument dagen efter det er sendt. Se OFL § 7, stk. 3.
Det følger modsætningsvis af bestemmelsen, at retten til aktindsigt ikke omfatter dokumenter, der endnu ikke er oprettet, dvs. løbende aktindsigt. Se FOB 1998, 299.
Dog har en myndighed pligt til at foretage en sammenstilling af foreliggende oplysninger i myndighedens databaser (et såkaldt dataudtræk), hvis sammenstillingen kan foretages ved få og enkle kommandoer. Såfremt oplysningerne er omfattet af undtagelsesbestemmelserne i OFL §§ 19-35, gælder sammenstillingsretten kun, hvis de hensyn, der er nævnt i disse bestemmelser, kan tilgodeses gennem anonymisering eller lignende, der kan foretages ved få og enkle kommandoer. Se OFL § 11, stk. 1.
Ombudsmanden har i en sag udtalt, at der ved vurderingen af, hvorvidt en anonymisering kan foretages ved få og enkle kommandoer, skal lægges vægt på, om dette kan ske i løbet af kort tid, som forudsat i bestemmelsens forarbejder. Se Ombudsmandens udtalelse nr. 9904 af 12. juni 2015.
Sammenstillingsretten gælder desuden ikke, hvis oplysningerne allerede er offentliggjort i egnet form eller format.
Retten til aktindsigt efter offentlighedsloven omfatter ikke databaser, herunder registre eller andre systematiserede fortegnelser, hvor der gøres brug af elektronisk databehandling, dog bortset fra indførelser i journaler, registre og andre fortegnelser vedrørende den pågældende sags dokumenter. Se OFL § 10, stk. 1.
Bestemmelserne i OFL §§ 19 - 22 , omfatter undtagelse af sager, bestemmelserne i OFL §§ 23 - 27, omfatter undtagelse af dokumenter, og bestemmelserne i OFL §§ 30 - 33, omfatter undtagelse af oplysninger. Bestemmelsen i OFL § 35 regulerer forholdet til tavshedspligt, hvorefter oplysninger omfattet af en særlig tavshedspligt kan undtages fra aktindsigt. Se afsnit A.A.6.2.2.3.3om forholdet til tavshedspligt.
Oversigt over udtalelser fra Folketingets Ombudsmand
Skemaet viser relevante udtalelser på området:
Udtalelser fra Ombudsmanden
|
Udtalelsen i stikord
|
Yderligere kommentarer
|
Udtalelse fra Ombudsmanden
|
Ombudsmandens udtalelse nr. 9904 af 12. juni 2015
|
Dataudtræk. Ved vurderingen af, hvorvidt en anonymisering kan foretages ved få og enkle kommandoer, skal der lægges vægt på, om dette kan ske i løbet af kort tid.
|
|
FOB 1998, 299
|
Retten til aktindsigt omfatter ikke løbende aktindsigt. Det følger modsætningsvis af den dagældende OFL § 4, stk. 1, 1. pkt. (nugældende OFL § 7, stk. 1)
|
|