Betingelser for at anvende transaktionsværdien

Dette afsnit handler om de betingelser, der skal være opfyldt for at transaktionsværdien kan anvendes ved værdiansættelse af varer ved import.

Toldværdireglerne for indbyrdes afhængighed, og hvorvidt dette afhængighedsforhold har påvirket prisen, har visse ligheder med reglerne for indbyrdes afhængighed på området for transfer pricing. De to områder hører dog under to forskellige regelsæt og vurderingerne foretages derfor separat og fører ikke nødvendigvis til samme konklusion.

Nedenstående betingelser skal være opfyldt for, at transaktionsværdien kan anvendes. Hvis en eller flere af de nævnte forudsætninger ikke er opfyldt, foregår værdiansættelsen efter en alternativ metode, se afsnit F.A.8.2 De alternative metoder.

1. De indførte varer skal være genstand for et salg. Varer, der er leveret gratis eller er leveret til lån, til leje eller i kommission, opfylder ikke denne forudsætning.

Metoden med transaktionsværdien kan ikke anvendes for varer, der indføres af en filial eller et salgskontor, fordi et salg forudsætter, at der er indgået en aftale mellem juridiske enheder. Det vil sige to selvstændige fysiske eller juridiske personer.

Se TK artikel 29, stk. 1, litra a.

2. Der må ikke være fastsat begrænsninger med hensyn til køberens rådighed over eller anvendelse af varerne ud over begrænsninger, som:

  • er pålagt eller krævet ifølge lovgivningen eller af de offentlige myndigheder i EU
  • begrænser det geografiske område, hvor varerne kan videresælges
  • ikke i væsentlig grad påvirker varernes værdi. Som eksempel herpå kan nævnes tilfælde, hvor sælger kræver af en køber, at automobiler ikke videresælges eller udstilles før en bestemt dato, som markerer begyndelsen af modelåret.

Se TK artikel 29, stk. 1, litra b.

3. Salget eller prisen må ikke være betinget af vilkår eller ydelser, hvis værdi ikke kan fastslås. Der kan fx være tale om følgende tilfælde:

  • Sælgeren fastsætter prisen for de indførte varer på den betingelse, at køberen også køber andre varer i bestemte mængder.
  • Prisen for de indførte varer er afhængig af den eller de priser, til hvilke køberen også sælger andre varer til sælgeren.
  • Prisen fastsættes på grundlag af en betalingsmåde, som er uden forbindelse med de indførte varer, hvilket fx er tilfældet, hvis de indførte varer er halvfabrikata.

Er salget eller prisen betinget af vilkår eller ydelser, kan transaktionsværdien anvendes, når det er muligt at fastslå værdien af dem. Værdien skal da betragtes som en indirekte betaling fra køber til sælger og medtages i toldværdien. Se afsnit F.A.4 Indirekte betalinger.

Metoden med transaktionsværdien bliver ikke automatisk forkastet, når vilkår eller ydelser vedrører produktion eller markedsføring af de indførte varer. Som eksempel kan nævnes situationer hvor køber

  • for egen regning skal afholde omkostninger til salgsfremme. Se TK artikel 29, stk. 3, litra b.
  • til sælger leverer ingeniørarbejder eller tegninger, der er udført fra EU. Se afsnit F.A.8.4 Varer og tjenesteydelser leveret af køberen.

Se TK artikel 29, stk. 1, litra c.

4. Ingen del af provenuet må tilfalde sælgeren direkte eller indirekte ved videresalg, overdragelse eller yderligere anvendelse af varerne fra køberens side. Transaktionsværdien kan dog anvendes, hvis der kan opgøres en værdi, som kan lægges til den pris, der i øvrigt er betalt eller skal betales.

Se TK artikel 29, stk. 1, litra d.

5. Køberen og sælgeren må ikke være indbyrdes afhængige, hvis dette afhængighedsforhold påvirker prisen. Køberen og sælgeren må fx ikke være moder- og datterselskab, interessenter, kompagnoner mv. Se dog nedenstående vedrørende TK art. 29, stk. 2, litra a, om forhold, hvor afhængigheden ikke har påvirket prisen.

Se GB artikel 143.

Indbyrdes afhængighed mellem fysiske eller juridiske personer foreligger, hvis:

  • den ene er medlem af direktionen eller bestyrelsen for den andens virksomhed eller omvendt
  • de juridisk set anses for interessenter eller kompagnoner
  • de er arbejdsgiver og arbejdstager
  • den ene direkte eller indirekte besidder, kontrollerer eller råder over 5 pct. eller mere af begges aktier eller anparter med stemmeret
  • den ene af parterne direkte eller indirekte kontrollerer den anden
  • de begge er medlemmer af samme familie. Personer anses kun for at være medlemmer af samme familie, hvis de står i et af følgende forhold til hinanden
    • mand og hustru
    • forældre og børn
    • brødre og søstre
    • bedsteforældre og børnebørn
    • onkel eller tante og nevø eller niece
    • svigerforældre og svigersøn og svigerdatter
    • svogre og svigerinder.

Fysiske eller juridiske personer anses ikke for ar være indbyrdes afhængige, hvis forholdet består i, at den ene er eneagent eller eneforhandler for den anden.

Se TK artikel 29,stk. 2, litra a.

Det forhold, at køberen og sælgeren er indbyrdes afhængige, er ikke i sig selv tilstrækkelig grund til at forkaste metoden med transaktion. Toldmyndighederne må i stedet undersøge omstændighederne ved salget for at konstatere, hvorvidt afhængighedsforholdet har påvirket prisen. I bilag 23 til GB er anført en række eksempler på, hvordan det kan afgøres, om afhængighedsforholdet har påvirket prisen.

Se TK artikel 29, stk. 2, litra b.

Ved handel mellem indbyrdes afhængige parter kan metoden med transaktionsværdien også anvendes, når importøren kan påvise, at værdien ligger meget nær en sammenligningsværdi, hvilket vil sige en af følgende værdier:

  • Transaktionsværdien ved salg mellem købere og sælgere, som er indbyrdes uafhængige, af tilsvarende eller lignende varer ved indførsel til EU
  • Toldværdien af tilsvarende eller lignende varer, fastsat på grundlag af videresalgsprisen med visse fradrag
  • Toldværdien af tilsvarende eller lignende varer er fastsat efter beregnet værdi baseret på produktionsomkostninger mv.

Sammenligningsværdierne skal være fastsat på samme eller omtrent samme tidspunkt som ansættelse af toldværdien for de konkrete varer finder sted. Sammenligning må ikke forveksles med anvendelse af alternative metoder. Se afsnit F.A.8.2 De alternative metoder. Sammenligning sker på importørens initiativ.