Formål

Formålet med beregningen af toldværdien er at

  • den told der skal opkræves ved import bliver beregnet korrekt
  • EU ikke lider tab
  • importøren ikke betaler for meget ved import af varer
  • sikre et fair og ensartet internationalt neutralt system.

Populært sagt kan toldværdien forklares med, at det er den samlede pris, som en importør skal betale for at få en vare til EU´s grænse. Det vil sige, at fakturaprisen ikke altid er lig med toldværdien. Der skal ofte tillægges eller fradrages omkostninger, som importøren har udover betaling af selve varen før den korrekte toldværdi kan opgøres.

Tolden som skal betales af en given vare er fastlagt i toldtariffen og er som hovedregel en værditoldsats. Det vil sige, at tolden skal beregnes som procentdel af toldværdien.

Toldværdien plus evt. told og importafgifter danner også grundlag for beregning af importmoms samt opgørelse af import til Udenrigshandelsstatistikken.

Lovgrundlaget

Toldværdireglerne findes i TK artikel 28-36. Supplerende bestemmelser er optaget i GB artikel 141-181a og i bilag 23-29. Endvidere indeholder TBEK §§ 6, 7, 11, 32 samt §§ 39-43 en række regler om angivelse og dokumentation af toldværdien.

Toldværdikompendium

Der findes et Toldværdiekompendium på Europa-Kommissionens hjemmeside. Kompendiet er udarbejdet af Toldkodeksudvalgets Toldværdigruppe og indeholder

  • henvisninger til EU-reglerne om toldværdi
  • kommentarer og konklusioner fra Toldkodeksudvalget
  • resumé af domme vedrørende toldværdi afsagt af EU-Domstolen
  • henvisninger til kommentarer og vejledende udtalelser mv. fra Den tekniske Toldværdikomité under WCO (World Customs Organisation).

Kompendiet er primært udarbejdet for medlemslandenes toldadministrationer, men er tilgængeligt for alle interesserede parter.