For at sikre at alle skibe og luftfartøjer indgiver ankomst- og afgangsmeddelelse, skal havne- og lufthavnsmyndigheder samt virksomheder, der driver havne og lufthavne, indberette skibes og luftfartøjers forventede og faktiske ankomst og afgang til SKAT.

Havne som indberetter oplysninger om skibes ankomst til SafeSeaNet, skal ikke indberette skibes forventede og faktiske ankomst og afgang direkte til SKAT, da oplysningerne fås fra Søværnets Operative Kommando (SOK).

Lufthavne skal ikke indberette oplysninger om ankomst og afgang for luftfartøjer i rutefart, der ankommer eller afgår efter en forud meddelt fartplan.

I de tilfælde hvor indberetningen skal ske direkte til SKAT, skal denne ske elektronisk, enten on-line eller via filoverførsel, til SKATs manifestsystem.

Oplysninger om skibes og luftfartøjers forventede ankomst skal indgives inden transportmidlets ankomst. Tilsvarende skal oplysninger om skibes og luftfartøjers forventede afgang indgives inden transportmidlets afgang.

Oplysninger om skibes og luftfartøjers faktiske ankomst skal indgives umiddelbart efter transportmidlets ankomst, ligesom oplysninger om skibes og luftfartøjers faktiske afgang skal indgives umiddelbart efter transportmidlets afgang.

Oplysningerne om skibes og luftfartøjers forventede og faktiske ankomst og afgang indsendes løbende. Ved ændringer af tidligere indsendte oplysninger, indsendes de nye korrekte oplysninger.