Indhold

Dette afsnit handler om toldkontrol af fly i lufthavne.

Afsnittet indeholder:                                                                                                          

  • Toldlufthavne
  • Toldkontrol
  • Kontrol med rejsendes bagage,

Toldlufthavne

Fly, der ankommer til det danske toldområde fra lande uden for EU's toldområde eller afgår fra det danske toldområde til lande uden for EU's toldområde, eller som i øvrigt medbringer uberigtigede varer, herunder også proviant, må kun lande i og afgå fra lufthavne, der er godkendt af SKAT (toldlufthavne). Se TDL § 19.

Losning og lastning af varer samt landsætning og ombordtagning af passagerer må kun ske i toldlufthavne. Det er SKAT, der bestemmer, hvor i lufthavnen landsætning af passagerer kan finde sted.

Betingelserne for at en landingsplads kan godkendes som toldlufthavn er at

  • landingspladsen er godkendt af Trafikstyrelsen, og
  • der foreligger tilladelse fra politiet.

Derudover stilles der krav til indretning og faciliteter for toldkontrol - uden udgifter for SKAT.

Ansøgning om godkendelse som toldlufthavn indgives til SKAT.

En godkendelse kan tilbagekaldes, hvis betingelserne for en godkendelse ikke længere er til stede.

Det er lufthavnens pligt at informere SKAT om de ændringer i lufthavnens drift, anlæg eller indretning, som kan have betydning for SKATs krav til lufthavnens faciliteter for toldkontrol.

SKAT har i alle lufthavne uden retskendelse uhindret adgang overalt på pladser, i bygninger, kontorer, hangarer, værksteder og omklædningsrum mv. SKAT har også ret til på disse steder at foretage eftersøgning og kontrol af varer i postforsendelser, i containere, i fly og på andre midlertidige eller permanente steder, som kan anvendes til opbevaring af varer mv. Se TDL § 15, stk. 1.

Undtagelser

Pligten til kun at anvende godkendte toldlufthavne gælder dog ikke for

  • fly, der nødlander
  • svævefly, som er meddelt distanceflyvningstilladelse efter international overenskomst
  • søluftfartøjer, som har fået tilladelse fra SKAT (et søluftfartøj er et luftfartøj, der er konstrueret til at manøvrere på vandet).

Se TBEK § 78.

Toldkontrol

Fly i trafik mellem det danske toldområde og lande uden for EU er undergivet SKATs tilsyn og kontrol. Fly, der transporterer varer, som der ikke er betalt told og afgifter for, er også undergivet SKATs kontrol. SKAT har ret til overalt i flyet og uden retskendelse at foretage de undersøgelser, der er nødvendige for at udføre kontrollen. Se TDL § 16, stk. 1.

Luftfartsselskabet eller flyets fører skal dokumentere samtlige oplysninger til brug for SKATs kontrol, herunder oplysninger om flyet, besætning, ladning, passagerer og deres registrerede bagage. Desuden skal flyets fører påvise og åbne eller afdække alle adgange til last, rum og gemmer. Flyets fører har også pligt til at give nødvendige oplysninger om fly og ladning mv. og til at dokumentere og fremlægge flyets rejsejournal, ladningsdokumenter mv. Se TDL § 17, stk. 1.

SKAT kan nægte adgang til og afgang fra flyet under kontrollen. Desuden kan SKAT forbyde, at flyet flyttes fra stedet, indtil kontrollen er gennemført. Se TBEK § 69, stk. 2.

Der må ikke nedkastes uberigtigede varer fra et fly. Dette gælder dog ikke, hvis nedkastningen sker af sikkerhedsmæssige grunde. Ejeren af flyet, eller den, som har rådighed over det, hæfter for told og afgifter af nedkastede varer, der ikke senere kan findes, og som anses for fortsat at være anvendelige. Se TBEK § 85.

Føreren eller ejeren af flyet hæfter for told og afgifter af varer. Dette gælder både for ladning og proviant som lastes, opbevares, fraføres det danske toldområde eller forbruges i strid med reglerne. Se TBEK § 67.

Kontrol med rejsendes bagage

I Københavns Lutfhavn Kastrup og i Billund Lufthavn er der etableret en blå kanal. Personer, der rejser ind i Danmark fra et andet EU-land, skal benytte denne kanal, hvis de ikke medbringer varer, som skal angives. Se TBEK § 127.

Passagerer, der medbringer varer, som skal angives, skal benytte den røde kanal, uanset hvor de kommer fra. Se TBEK § 126.

Indførselskontrol

Som hovedregel skal toldkontrollen af al bagage, der ankommer med fly fra ikke-EU-lande, foretages i den første internationale lufthavn her i landet, uanset om bagagen fra afrejselufthavnen er indskrevet til anden dansk lufthavn.

Undtagelse

Der er indgået aftale mellem SKAT og Københavns Lufthavne A/S m. fl. om at indskreven bagage, der ankommer til Københavns Lufthavn, som hovedregel kontrolleres i den endelige provinslufthavn, når lufthavnen er godkendt som international lufthavn.

Udførselskontrol

Udførelseskontrollen foretages i afrejselufthavnen, hvis denne er en international EU-lufthavn, fx Billund - Bruxelles - New York.

International lufthavn

En international lufthavn er en EU-lufthavn, der har EU-tilladelse til at afvikle flytrafik med lande uden for EU.

I Danmark er følgende lufthavne anmeldt til EU som internationale lufthavne:

  • Billund Lufthavn
  • Bornholms Lufthavn
  • Esbjerg Lufthavn
  • Karup Lufthavn
  • Københavns Lufthavn, Kastrup
  • Københavns Lufthavn, Roskilde
  • Odense Lufthavn
  • Sønderborg Lufthavn
  • Thisted Lufthavn
  • Vojens Lufthavn
  • Aalborg Lufthavn
  • Århus Lufthavn