Indhold

Dette afsnit beskriver den femte grundpille i TIR-ordningen - den kontrollerede adgang til at bruge systemet.

Afsnittet indeholder:

  • Bemyndigelse af fysiske og juridiske personer til at benytte TIR-carneter
  • Ansøgning.

Bemyndigelse af fysiske og juridiske personer til at benytte TIR-carneter

Personer i Danmark, der ønsker adgang til at benytte TIR-proceduren, skal være i besiddelse af en særlig autorisation, der er afhængig af en godkendelse fra såvel den nationale garantiorganisation (DTL) som SKAT, jf TIR-konventionens bilag 9, Del II.

De minimumsbetingelser og krav, der skal overholdes af personer, som ønsker at få adgang til TIR-proceduren, er:

  • Dokumenteret erfaring eller i det mindste dokumenteret engagement i regelmæssig international transport (indehaver af en tilladelse til at udføre international transport eller tilsvarende)
  • God økonomisk status
  • Dokumenteret kendskab til anvendelse af TIR-konventionen
  • Ingen alvorlige eller gentagne overtrædelser af told- eller skattelovgivningen
  • En skriftlig erklæring, hvor den pågældende forpligter sig over for organisationen til at
    • overholde alle toldformaliteter, der kræves i henhold til konventionen ved afgangstoldstederne, toldsteder undervejs og ved bestemmelsestoldstedet
    • betale de skyldige beløb, der nævnes i artikel 8, paragraf 1 og 2 i konventionen
    • tillade organisationen at efterprøve information om minimumsbetingelserne og krav, i det omfang national lovgivning tillader en sådan efterprøvelse.

Yderligere og mere restriktive betingelser og krav for adgang til TIR-proceduren kan indføres af myndighederne i de kontraherende parter og af organisationerne selv, medmindre de kompetente myndigheder beslutter noget andet.

Ansøgning

I Danmark kan fysiske og juridiske personer søge om at få autorisation ved at sende en ansøgning til organisationen Dansk Transport og Logistik (DTL). Ansøgeren skal være forhåndsgodkendt af SKAT forinden.

TIR-carneterne fås ved at kontakte DTL's kontor i København eller til International Transport Danmark (ITD) i Padborg, der er en specialforening tilknyttet DTL.

DTL stiller følgende grundlæggende krav til de transportører, der ønsker at blive godkendt som brugere af TIR-ordningen:

  • Transportøren skal underskrive en forpligtende aftaleerklæring om brug af TIR-ordningen.
  • Transportøren skal over for DTL stille en bankgaranti på et beløb svarende til minimum 50.000 US dollars (i EU 60.000 euro).
  • Transportøren skal kunne fremlægge regnskaber for de seneste tre regnskabsår.

Det er DTL, der som garantiorganisation afgør, hvorvidt en ansøgning om autorisation til udstedelse af TIR-carneter kan imødekommes. Det gælder, selv om SKAT har forhåndsgodkendt ansøgeren.

En stillet garanti kan kun frigives af DTL og kan normalt (på grund af fristen for sagsanlæg) først frigives 3 år efter gennemførelse af den seneste TIR-transport. At en virksomhed træder i betalingsstandsning eller indgiver konkursbegæring har ingen indflydelse på garantiens frigivelse.

I tilfælde af udbetalinger til dækning af krav, der er rejst inden for garantikæden, kan den bagvedliggende forsikringsordning forlange hel eller delvis dækning af garantien hos DTL. Garantien skal herefter fyldes op til minimumsbeløbet, før der igen kan udføres TIR-transporter.

Hvis et lands toldmyndigheder, fx SKAT, meddeler DTL, at en TIR-transport ikke er afviklet eller er afviklet med forbehold, vil DTL normalt kræve, at den stillede garanti fastfryses, så transportøren skal stille en ny garanti overfor DTL for at få udstedt yderligere carneter.