Indhold

Afsnittet beskriver vareområdet og ressortmyndighedens lovgrundlag på området for penge.

Afsnittet indeholder:

  • Formål og lovgrundlag
  • Ressortmyndighed
  • Indførsel og udførsel
  • SKATs opgave.

Formål og lovgrundlag

Formålet med bestemmelserne er at sikre, at der ikke uden at angive det til SKAT, ind- eller udføres beløb, der svarer til værdien af 10.000 EUR eller derover. Der gælder de samme bestemmelser for både ind- og udførsel af penge mv.

Bestemmelserne er indført for at sikre, at der ikke ind- eller udføres eller transiterer pengebeløb, som kan sættes i forbindelse med strafbare handlinger, herunder især finansiering af terrorisme.

For pengeområdet gælder der en forordning og nationale bestemmelser:

Forordning

Nationale bestemmelser

Ressortmyndighed

Ressortmyndighed for denne varebestemmelse er SKAT. Se www.skat.dk, hvor administrationen af ordningen beskrives nærmere.

Indførsel og udførsel

Angivelse - rejsende

Fysiske personer, der rejser ind i eller forlader Danmark med penge mv. til en værdi af 10.000 EUR eller derover, skal angive beløbet til SKAT.

Samtlige medtagne penge mv., der svarer til værdien af 10.000 EUR eller derover, skal angives til SKAT, uanset hvilken valuta pengene er i, og uanset om pengene er i kontanter, rejsechecks eller værdipapirer.

Den rejsende kan angive beløbet ved at udfylde en blanket og aflevere den til SKAT, dér hvor grænsen passeres.

Blanketten findes på www.skat.dk og ved Toldekspeditionsstederne, se adresser på www.skat.dk.

Blanketten kan udfyldes og attesteres af SKAT i god tid inden afrejsen. Den rejsende skal medbringe blanketten sammen med pengene.

Personer, som rejser ind i eller ud af Danmark, og som medtager penge mv., har pligt til selv at tage kontakt til SKAT for at angive disse.

Det er en overtrædelse af toldloven ikke at give SKAT besked. Overtrædelsen kan medføre bødestraf.

Angivelse - uledsagede forsendelser (post, pakker, fragt, kurérforsendelser mv.)

Angivelsespligten gælder også for juridiske og fysiske personer, der sender eller modtager større pengebeløb, dvs. uledsagede forsendelser.

Den, der skal angive penge ved ind- og udførsel, er enten

  • afsenderen
  • en repræsentant for afsenderen
  • modtageren
  • en repræsentant for modtageren, eller
  • transportøren, fx et kurerfirma.

Angivelse af sådanne forsendelser skal ske senest i forbindelse med, at forsendelsen ankommer til, transiterer eller sendes fra Danmark.

Det er et krav, at beløbets ejer entydigt fremgår af angivelsen.

Den, der skal angive, kan udfylde en blanket, der afleveres til SKAT.

Blanketten findes på www.skat.dk og ved Toldekspeditionsstederne, se adresser på www.skat.dk.

SKAT kan attestere blanketten forud for afsendelse eller modtagelse. SKAT kan foretage kontrol ved ind- eller udrejse, selv om beløbet er blevet angivet til SKAT.

Den, der skal angive penge ved ind-og udførsel, har pligt til selv at tage kontakt til SKAT for at angive.

Det er en overtrædelse af toldloven ikke at give SKAT besked. Overtrædelsen kan medføre bødestraf.

SKATs opgave

SKAT attesterer angivelsesblanketten.

Derudover kan SKAT foretage kontrol af

  • personer ved ind- og udrejse til og fra Danmark
  • uledsagede forsendelser, der ankommer til, transiterer eller sendes fra Danmark.

Findes der pengebeløb mv. til en værdi, der svarer til 10.000 EUR eller mere, kan beløbet tilbageholdes af SKAT i op til 72 timer. Se TDL § 83, stk. 2. Dette gælder også, når den rejsende eller den, der skal angive forsendelsen, har angivet pengene.

Den rejsende eller angiveren af forsendelsen får en kvittering, hvis SKAT tilbageholder pengebeløb.

►Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre◄

Landsretsdom

SKM2014.873.ØLR

Den tiltalte var i forbindelse med udrejse fra lufthavnen tiltalt for, at have medbragt 4.510 euro, 21.200 USD og 1.300 GBP, i alt svarende til 160.027,43 kr., uden at have angivet pengene overfor SKAT.

I rettens begrundelse og afgørelse lægges det efter vidnets forklaring til grund, at der på gerningstidspunktet var opslag 3-4 steder i lufthavnen på vej til sikkerhedskontrollen med oplysning om, at man skulle huske at deklarere eventuelle pengebeløb over 10.000 euro.