For international forsendelse af emballager, transportmidler og visse andre varer skal udførselsangivelse eller oplysningsskema INF 3 ikke fremlægges ved toldbehandlingen af returvarer, hvis der findes bestemmelser, der tillader fritagelse for fremlæggelse af tolddokumenter. Se GB artikel 848, stk. 2.

Det drejer sig særligt om følgende varer:

a)      Emballage

b)      Firmamærkede varer

c)      Biler

d)      Klichéer og trykvalser

e)      Udstillingseffekter

f)       Varer fra Frihavn

g)      Heste.

Udførselsangivelse skal heller ikke fremlægges, hvis returvarerne kan genindføres uden afgivelse af fortoldningsangivelse.

Ad a) Emballage

Tom, brugt emballage, der er firmamærket som tilhørende en EU-virksomhed, og som har været udført som emballage til en bestemt vare, kan genindføres toldfrit som returvare uden fortoldningsangivelse, når

  • genindførslen af emballagen foretages af den virksomhed, som har udført varerne
  • genindførselsfristen på tre år er overholdt, og
  • emballagen tydeligt og på en vedvarende måde er mærket med virksomhedens navn.

Reglen anvendes fx på kasser til øl og sodavand, fiskekasser, temperatur- eller stødisolerende emballage, tomme stålflasker og lignende.

Andre typer af tom, brugt emballage, der genindføres fra steder uden for EU, skal opfylde de generelle bestemmelser for returvarer for at kunne indføres toldfrit, dvs. at der bl.a. skal fremlægge udførselsangivelse, hvori emballagen er anført særskilt.

Ad b) Firmamærkede varer

Firmamærkede returvarer er varer, der er forsynet med fabriksmærker eller andet, som tydeligt viser, at varerne er fremstillet af en dansk virksomhed. Sådanne varer kan fortoldes som returvarer uden fremlæggelse af udførselsangivelse, når de genindføres af fremstillingsvirksomheden. Det skal dokumenteres, at genindførselsfristen på 3 år ikke er overskredet.

Ad c) Biler

Biler, der er indregistreret i Danmark, og som genindføres efter benyttelse uden for EU, kan genindføres som returvarer mod fremlæggelse af registreringsattesten.

Biler, som ved udførslen var forsynet med danske grænsenummerplader, kan indføres som returvarer, hvis importøren fremlægger dokumentation for, at der ikke ved udførslen eller senere er ydet told- og momsgodtgørelse/fritagelse.

Ad d) Klichéer og trykvalser

Brugte klichéer og trykvalser kan indføres som returvarer, hvis det dokumenteres, at de genindføres efter benyttelse uden for EU.

Ad e) Udstillingseffekter

Udstillingseffekter, som danske kunstnere, museer, kunstforeninger eller tilsvarende ønsker at genindføre, kan indgå som returvarer, hvis det kan dokumenteres, at effekterne har været udstillet ved en offentlig udstilling uden for EU.

Ad f) Varer fra Frihavn

Varer, der genindføres fra en dansk frihavn, kan genindføres som returvarer, hvis det kan dokumenteres, at de har været anvendt midlertidigt i frihavnen. Det kan for eksempel være maskiner, værktøj eller kontorinventar. Se afsnit F.A.15 - Frihavnen.

Ad g) Heste

Heste kan komme ind under ordningen for returvarer, når alle følgende betingelser er opfyldt:

  • Hesten er registreret hos en dansk hestesportsorganisation.
  • Hesten genindføres fra et land uden for EU efter et sportsarrangement, træning, bedækning eller ophold på et dyrehospital.
  • Det kan dokumenteres, at hesten oprindeligt er udført fra EU.