De vigtigste institutioner i EU er:

a)    Det Europæiske Råd
b)    Ministerrådet
c)    Coreper
d)    Rådsarbejdsgrupper
e)    Europa-Kommissionen.

Et af elementerne i Den Europæiske Union (EU) er toldunionen, der indebærer et tæt og forpligtende samarbejde på toldområdet mellem de 28 medlemslande, der ud over Danmark omfatter Belgien, Bulgarien, Cypern, Estland, Finland, Frankrig, Grækenland, Irland, Italien, Kroatien, Letland, Litauen, Luxembourg, Malta, Nederlandene, Polen, Portugal, Rumænien, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Storbritannien, Sverige, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn og Østrig.

EU's toldunion bygger på traktaten om Det Europæiske Økonomiske Fællesskab af 25. marts 1957. Traktaten er ændret flere gange. Blandt ændringerne kan nævnes:

  • Den Europæiske Fælles Akt (EF-pakken), der trådte i kraft den 1. januar 1997
  • Traktaten om Den Europæiske Union (Maastricht Traktaten), der trådte i kraft den 1. november 1993
  • Amsterdamtraktaten, der trådte i kraft den 1. maj 1999
  • Nice-Traktaten, der trådte i kraft den 1. februar 2003
  • Lissabon-traktaten, der trådte i kraft den 1. december 2009. 

EU's beslutnings- og lovgivningsproces varetages af Rådet i samarbejde med Europa-Parlamentet på forslag fra Europa-Kommissionen. I flere tilfælde har Rådet bemyndiget Kommissionen til at vedtage gennemførelsesbestemmelser. Disse gennemførelsesbestemmelser vedtages ved en kommissionsforordning. Kommissionen sørger i øvrigt for, at EU-retten overholdes, og EU-Domstolen dømmer i sager om overtrædelse af EU-retten.

Ad a. Det Europæiske Råd

Det Europæiske Råd er EU's øverste myndighed. Det Europæiske Råd blev etableret for at tilføre samarbejdet mellem EU-landene mere handlekraft og dynamik. Stats- og regeringscheferne mødes i Det Europæiske Råd mindst én gang under hvert formandskab, det vil sige hvert halve år. Mødet ledes af det land, der har formandskabet.

Ad b. Ministerrådet

Ministerrådet - eller bare Rådet - er EU's lovgivende magt, dvs. at Rådet vedtager eller forkaster forslag, der er stillet af Kommissionen. På en række områder, herunder toldområdet, sker vedtagelsen i samarbejde med Europa-Parlamentet ved den såkaldte fælles beslutningsprocedure. Rådet er medlemslandenes institution. Det består af delegationer fra de enkelte medlemslande, som regel ledet af en minister. Rådet kan træffe afgørelser ved fuldstændig enighed, kvalificeret flertal, eller simpelt flertal. Det er retsaktens retsgrundlag, der bestemmer hvorledes den vedtages. Rådets forordning om toldkodeks er vedtaget med kvalificeret flertal.

Ad c. Coreper

Coreper - De Faste Repræsentanters Komité - består af medlemslandenes EU-ambassadører. Coreper forbereder arbejdet i Rådet i tæt kontakt med de berørte ministerier i medlemslande, herunder især udenrigsministerierne.

Ad d. Rådsarbejdsgrupper

Der er i regi af Rådet nedsat en lang række arbejdsgrupper på forskellige områder. På toldområdet kan nævnes Rådsgruppen for Toldunionen, der varetager drøftelserne af Kommissionens forslag til nye retsakter på toldområdet, fx forslag til ændring af Rådets forordning om toldkodeks, forinden disse forslag går videre til Coreper og Rådet. Danmark er repræsenteret i Rådsgruppen for Toldunionen ved SKAT og den danske fiskalattaché i Bruxelles.

Ad e. Europa-Kommissionen

Det er i princippet alene Europa-Kommissionen, der kan tage initiativ til ny lovgivning, der skal vedtages af Rådet. Kommissionen sørger også for gennemførelse af administrative regler vedrørende ny lovgivning og det er endvidere Kommissionen, der kontrollerer, at medlemslande overholder den ny lovgivning. Når reglerne ikke overholdes, kan Kommissionen rejse sag mod et medlemsland ved EU-Domstolen.

Europa-Kommissionen indgår internationale handelsaftaler på vegne af EU. Desuden forvalter Kommissionen EU's budget.

Europa-Kommissionen ledes af 28 kommissærer, der udpeges af medlemslandenes regeringer for en periode af 5 år. Kommissionens administration består af 28 generaldirektorater, der er opdelt efter emneområder og kan sammenlignes med ministerierne i en statsadministration. På toldområdet varetages administrationen af Generaldirektoratet for Beskatning og Toldunion (DG TAXUD). Dertil kommer en række tjenester, som fx Den juridiske tjeneste, Oversættelsestjenesten og Tolketjenesten.

Kommissionen arbejder bl.a. gennem forvaltningskomitéer. Der afholdes regelmæssigt møder i disse komitéer, der har en repræsentant for Europa-Kommissionen som formand. Der deltager repræsentanter for de enkelte medlemslande. En sådan komité er Toldkodeks-udvalg.

SKAT deltager i følgende arbejdsgrupper nedsat under Toldkodeksudvalget:

  • Gruppen for Almindelige Toldforskrifter
  • Vareoprindelsesgruppen
  • Toldfritagelsesgruppen
  • Toldværdigruppen
  • Gruppen for Toldoplag og Frizoner
  • Gruppen for Import- og Eksportformaliteter
  • Gruppen for Toldprocedurer af Økonomisk Betydning
  • Forsendelsesgruppen
  • Gruppen for det Administrative Enhedsdokument
  • Gruppen for Told- og Statistiknomenklaturen
  • Gruppen for Økonomiske Tarifspørgsmål
  • Varemærkeforfalskningsgruppen
  • Toldlempelsesgruppen (varers art og særlige anvendelsesformål).