Ved fortoldning af returvarer skal importøren dokumentere, at betingelserne for toldfri genindførsel er opfyldt. Se GB artikel 848 - 856.

Det fremgår af GB artikel 848, stk. 1, at varer kan behandles som returvarer ved fremlæggelse af følgende dokumentation:

  • EAD-dokument med udpassageattest, eller
  • En fotokopi af udførselsangivelsen, der er bekræftet af SKAT, eller
  • Oplysningsskema INF 3, se nedenfor i afsnittet Oplysningsskema INF 3.

Hvis genindførselstoldstedet - ud fra den dokumentation de har, eller som kan kræves af importøren - kan fastslå, at varerne er de varer, som oprindeligt er udført, og at varerne opfylder de nødvendige betingelser for at kunne anses som returvarer, så kræves det ikke at importøren fremlægger udførselsangivelse eller INF 3.

Desuden kan varerne toldbehandles som returvarer uden fremlæggelse af udførselsangivelse eller INF 3, hvis de er omfattet af et ATA-carnet (Se ordlisten), der er udstedt i EU. Dette gælder også, hvis carnetets gyldighedsfrist er udløbet.

Hvis SKAT finder det nødvendigt, kan de forlange, at der fremlægges yderligere dokumentation. Se GB artikel 848, stk. 3. Dokumentationen kan for eksempel bestå af eksportfakturaer eller korrespondance med modtageren af varerne.

Ved afgivelse af oplysninger og erklæringer ved returvaretoldbehandling af varer, anvendes en returvareerklæring blanket 12.006. Det drejer sig om varer, der

  • oprindeligt blev udført mod restitution,
  • er udført fra aktiv forædling,
  • er udført til passiv forædling, eller
  • er indført til særligt anvendelsesformål (end-use toldbehandling).

Returvareerklæringen vedlægges fortoldningsangivelsen.

Der gælder særlige dokumentationskrav for restitutionsvarer mv.

Ved fortoldning af returvarer, som ved udførslen opfyldte formaliteterne for ydelse af eksportrestitutioner (eller andre beløb som led i EU's landbrugspolitik), skal der ud over den nævnte dokumentation fremlægges returvareerklæring, blanket 12.006, i to eksemplarer, samt et bevis for at udbetalte eksportrestitutioner enten er tilbagebetalt, ikke er udbetalt eller ikke vil blive udbetalt. Beviset skal indhentes hos NaturErhvervsstyrelsen, og er en attesteret kopi af YM-blanketten. Der skal også fremlægges dokumentation for, at returneringen er sket af en af de årsager, der er nævnt ovenfor i dette afsnit under Landbrugsvarer.