Indhold

Dette afsnit handler om, hvordan end-use afsluttes.

Afsnittet indeholder:

  • Toldtilsynets ophør
  • Affald og skrot
  • Udførsel
  • Destruktion
  • Anvendelse til andet formål
  • Toldskyld.

Toldtilsynets ophør

Varerne bliver under toldtilsyn fra tidspunktet for antagelsen af angivelsen til fri omsætning og indtil, de anvendes første gang til det særlige anvendelsesformål. Fx anses varer, der leveres direkte ombord til udrustning af danske og udenlandske fartøjer, som anvendt første gang på tidspunktet for varernes levering.

For at hindre eventuelt misbrug af ordningen kan SKAT eller den rette toldmyndighed inden for EU dog udvide toldtilsynet til en periode på indtil to år regnet fra datoen for varernes første anvendelse. Dette gælder for varer egnet til gentagen anvendelse. Bevillingen skal i sådan et tilfælde indeholde oplysning herom, og bevillingshaveren skal i sit regnskab registrere den nuværende og foregående placering af varerne i den fastlagte periode.

Toldtilsyn med varer under end-use ordningen ophører desuden, hvis varerne efter tilladelse fra kontroltoldstedet udføres, tilintetgøres eller anvendes til andet formål end det foreskrevne. Se GB art. 300, stk. 1.

Affald og skrot

Affald og skrot, der fremkommer ved den normale bearbejdning eller forarbejdning af varer, og svind, der skyldes naturlige årsager, betragtes som varer, der er blevet anvendt til det foreskrevne, særlige formål. Se GB art. 300, stk. 2.

Udførsel

Varer, der er anvendt til nybygning, reparation, vedligeholdelse eller ombygning af visse skibe mv. eller civile luftfartøjer mv. som nævnt i bestemmelserne til KN, afsnit II, punkt A og B, kan udføres som led i afslutning af end-use ordningen.

Udførsel af andre end-use varer må derimod kun finde sted efter forudgående tilladelse fra SKAT eller den rette told- og skatteforvaltning inden for EU. Se GB art. 298, stk. 1-3.

Ved udførsel anses varerne for at være ikke-EU-varer fra det tidspunkt, hvor udførselsangivelsen antages. I sådan en situation anvendes en T1-forsendelse.

Vedrører tilladelsen udførsel af landbrugsprodukter, skal udførselsangivelsens rubrik 44 eller ethvert andet benyttet dokument indeholde følgende oplysning med blokbogstaver: "Art. 298 i forordning (EØF) nr. 2454/93. Særligt anvendelsesformål: Varer bestemt til udførsel - ingen restitution".

Destruktion

SKAT eller den rette toldmyndighed inden for EU kan efter skriftlig ansøgning give tilladelse til destruktion af varer. Affald og skrot, som fremkommer ved destruktionen, anses som ikke-EU-varer og skal derfor angives til en toldmæssig bestemmelse eller anvendelse, fx udførsel. Se GB art. 298, stk. 1 og 4.

Anvendelse til andet formål

I tilfælde, hvor bevillingshaveren ikke er i stand til at anvende varerne til det særlige anvendelsesformål, kan SKAT eller den rette told- og skatteforvaltning inden for EU efter skriftlig ansøgning give tilladelse til, at varerne anvendes til et andet formål.

Det er en forudsætning, at bevillingshaveren kan dokumentere, at varen ikke har kunnet anvendes til det særlige formål af årsager, der ligger uden for bevillingshaverens kontrol, eller som har forbindelse med selve varen.

Toldskyld

Gives der tilladelse til anvendelse til andet formål, opstår der toldskyld. Herved forstås en anvendelse på anden måde end udførsel eller tilintetgørelse. Se GB art. 299.

Når reglerne for end-use ikke er overholdt, opstår der ligeledes toldskyld, og der skal betales told og importafgifter af varen, fx ved

  • manglende eller mangelfuldt regnskab, se TK, art. 204
  • manglende dokumentation for overdragelse, se TK, art. 204
  • udførsel uden tilladelse. Se TK art. 203.

Når der opstår toldskyld efter art. 203 og 204 i TK for en vare, der er overgået til fri omsætning til nedsat importafgift på grund af dens anvendelse til særlige formål, trækkes det beløb, der er betalt ved overgang til fri omsætning, fra beløbet af den opståede toldskyld.

Tolden beregnes efter den sats, der gælder for tilsvarende ikke end-use varer på tidspunktet for toldtilsynets ophør. Se TK art. 208).