Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne for opgørelse ved flere affaldslinjer med videre.

Afsnittet indeholder:

  • Flere affaldslinjer med videre
  • ►Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre◄.

Flere affaldslinjer med videre

Hvis et anlæg består af flere affaldslinjer, skal den afgiftspligtige mængde opgøres for hver linje.

For anlæg med flere affaldslinjer, hvor al den fremstillede damp fra forbrændingen af affald i den enkelte linje leveres til en fælles dampskinne for produktion af både varme og elektricitet, skal den afgiftspligtige mængde som hovedregel opgøres samlet for de linjer, der er tilsluttet dampskinnen. 

Det er hovedreglen, at opgørelsen skal ske pr. anlæg/kedel, hvis en virksomhed har flere anlæg/kedler. Hovedreglen kan undtagelsesvis afviges, hvis det ikke er muligt at foretage en selvstændig beregning, og det kan sandsynliggøres, at afvigelsen fra hovedreglen ikke vil medføre et andet resultat.

Ovenstående gælder også ved opgørelse af afgiftsgrundlaget for tillægsafgiften.

Eksempler: Anlæg med flere linjer med videre

Eksempel 1

Et affaldsforbrændingsanlæg består af 2 affaldslinjer, hvoraf det ene anlæg udelukkende producerer varme og det andet anlæg både elektricitet og varme.

Disse 2 anlæg skal opgøres hver for sig.

Eksempel 2

Et kraftvarmeanlæg  består af 3 forbrændingslinjer, hvor hver linje leverer den producerede damp til en fælles dampskinne, som leder dampen videre til turbinen.

Anlægget består af 2 affaldslinjer og 1 ren biolinje.

I dette tilfælde skal dampproduktionen på biolinjen opgøres særskilt og fratrækkes den samlede dampproduktion forinden beregning af affaldsvarmeafgift og tillægsafgift

Eksempel 3:

Et kraftvarmeanlæg består af en affaldsfyret kedel og en gasmotor.

Gasmotoren produceret elektricitet, som måles særskilt og leveres direkte til nettet. Udstødsgassen fra motoren udnyttes i en udstødningskedel, som producerer damp. 

Affaldskedlen producerer damp.

Dampen fra henholdsvis gasmotorens udstødningskedel og affaldskedlen ledes via en fælles dampskinne til en turbine, som driver generatoren, der producerer elektricitet, og hvorefter kondensatet anvendes til varmeproduktion.

I dette tilfælde skal henholdsvis gasmotoren og affaldskedlen betragtes og opgøres som 2 selvstændige anlæg.

I praksis betyder det, at dampproduktionen i gasmotorens udstødningskedel skal opgøres særskilt og fratrækkes den samlede dampproduktion forinden beregning af affaldsvarmeafgift og tillægsafgift.

►Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre◄

Skemaet viser relevante afgørelser på området: 

Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsskatteretskendelser

SKM2015.790.LSR

►Landsskatteretten fandt, at et kraftvarmeværk, der består af et affaldsfyret forbrændingsanlæg og et gasturbineanlæg med udstødningskedel, i afgiftsberegningsmæssig forstand skal opfattes som 2 anlæg◄.