Efter ML § 36, stk. 3, er der fritagelse for moms ved indførsel af varer til:

  • Fremmede staters diplomatiske og konsulære repræsentationer her i landet og personer med diplomatiske rettigheder knyttet til disse i samme omfang og på samme betingelser, som der er toldfrihed ved indførsel af varer. Se afsnit F.A.30 Varer til diplomater, NATO, mv.
  • EU, Det Europæiske Atomenergifællesskab, Den Europæiske Centralbank, Den Europæiske Investeringsbank og for andre organer oprettet i EU, hvor protokollen af 8. april 1965 om De Europæiske Fællesskabers privilegier og immuniteter finder anvendelse, dog inden for de grænser som er fastsat i protokollen og i aftaler om gennemførelse af denne eller i aftaler om hjemsted, navnlig når dette ikke forårsager konkurrenceforvridning.
  • Andre internationale organisationer og medlemmer af disse, når organisationen er godkendt af det EU-land, som er vært for den pågældende organisation, dog indenfor de grænser og på de betingelser, som er fastsat i en international konvention om organisationens oprettelse eller i en aftale om dens hjemsted.

Bestemmelsen gennemfører Momssystemdirektivets artikel 143, stk. 1, litra f), fa), og g) i dansk ret. 

Danmark har tiltrådt en række internationale konventioner og overenskomster om told- og afgiftsfrihed for varer, der indføres til diplomatiske og konsulære repræsentationer og internationale organisationer. I afsnit F.A.30 Varer til diplomater, NATO, mv. findes en oversigt over disse konventioner og overenskomster.

Det er en betingelse for told- og afgiftsfrihed, at den pågældende repræsentation eller organisation samt personale knyttet hertil er anmeldt overfor Udenrigsministeriet som berettiget til told- og afgiftsfrihed, og af Udenrigsministeriet er optaget i diplomatkalenderen eller i lister over øvrige berettigede personer.

For indførsel af varer til NATO-personel under tjeneste her i landet er det en betingelse for told- og afgiftsfrihed, at de pågældende personer er anmeldt overfor Forsvarsministeriet som berettiget til fritagelsen og er optaget på en personliste, der udfærdiges af Forsvarskommandoen.

Told- og afgiftsfrihed kan gives ved indførsel af varer fra steder udenfor EU samt ved fraførsel fra visse toldordninger af varer, der ikke har status af fællesskabsvarer. Se afsnit D.A.4.9.

Der skal betales moms af køretøjer, der er indført momsfrit, hvis de overgår til anden eller andres anvendelse indenfor en given periode efter registrering her i landet. Det samme gælder, hvis ansættelsesforholdet ændres for ejeren.

For diplomater mv. er perioden 2 år, for WHO's personale mv. er perioden 3 år og for andre internationale organisationer og NATO-personnel er perioden ubegrænset.

Diplomatiske repræsentationer og internationale organisationer samt tilknyttede personer med diplomatisk status har også mulighed for på visse betingelser at få godtgjort moms, der er betalt her i landet. Se afsnit D.A.12.3. De kan også på visse betingelser købe visse varer og ydelser uden dansk moms. Se D.A.12.3.4 Fritagelsesordninger.