Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne om afgift på pvc og ftalater, herunder formål, lovgrundlag og historik.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Formål
  • Lovgrundlag
  • Historik.

Regel

Der er afgift på visse varegrupper, der indeholder pvc, der er blødgjort med ftalater, jf. PVCAL bilag 1. Hvis der anvendes andre blødgørere end ftalater, betales en reduceret afgiftssats, jf. PVCAL bilag 2.

Der er desuden dækningsafgift på andre varer, der ikke er nævnt i PVCAL, men som indeholder pvc, der er blødgjort med ftalater eller andre blødgørere, når den del af varen, der indeholder blød pvc, udgør mindst 10 procent af den samlede vares vægt.

Se også

Dækningsafgift E.A.7.17.3.

Virksomhederne beregner afgiften, der betales ved salg eller indførsel til landet.

Formål

Afgiftens formål er at øge incitamentet til at bruge andre blødgørere end ftalater, samt reducere mængden af pvc, som forbrændes eller deponeres.

Lovgrundlag

Reglerne om afgift på blød pvc står i lovbekendtgørelse nr. 253 af 19. marts 2007 om afgift af polyvinylklorid og ftalater (PVCAL) med senere ændringer.

PVCAL bilag 1 indeholder en liste over varer med indhold af pvc og/eller ftalater. Se afsnit E.A.7.17.3. De nævnte varegrupper udgør det afgiftspligtige vareområde.

PVCAL bilag 2 indeholder afgiftssatserne og beregningsgrundlaget. Se afsnit E.A.7.17.5. Udgangspunktet for beregningen er en afgift på 2 kr./kg pvc og 7 kr./kg ftalat. På den baggrund er afgiftssatsen beregnet for forskellige varegrupper.

Historik

Med virkning fra den 1. juli 2000 blev der lagt afgift på pvc og ftalater. Afgiftspligten på hård pvc blev ophævet med virkning fra den 1. marts 2004. Afgiftspligten omfatter herefter udelukkende blød pvc med indhold af ftalater eller anden blødgører. Frem til den 1. marts 2004 blev afgrænsningen af afgiftspligten foretaget med reference til KN-koderne i EU's kombinerede nomenklatur.