Indhold

Dette afsnit indeholder en kort introduktion til reglerne, herunder formål, lovgrundlag og historik.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Formål
  • Lovgrundlag
  • Historik.

Regel

  • Der skal betales gebyr af nye, regummierede og brugte dæk, der er fremstillet til anvendelse på
  • motordrevne køretøjer
  • påhængsvogne til motordrevne køretøjer samt vogntog, eksempelvis motorcykler
  • registreringspligtige knallerter
  • personbiler
  • vare- og lastbiler
  • busser
  • traktorer
  • påhængskøretøjer og -redskaber til de nævnte køretøjer.

Formål

Gebyrets formål er at sikre nyttiggørelse af kasserede dæk. Dette sker ved at give tilskud til virksomheder, som erhvervsmæssigt indsamler dæk med henblik på produktion af gummipulver. Opkrævning, administration og kontrol med gebyret varetages af SKAT, mens administrationen af tilskudsordningen varetages af Miljøstyrelsen. Eventuelle spørgsmål om tilskudsordningen skal derfor rettes til Miljøstyrelsen, Strandgade 29, 1401 København K., tlf. 72 54 40 00.

Lovgrundlag

Reglerne om gebyr på dæk fremgår af xbekendtgørelse nr. 1485 af 25. november 2015 x(bekendtgørelse om gebyr og tilskud til genanvendelse af dæk), udstedt med hjemmel i lovbekendtgørelse nr. 1757 af 22. december 2006 (bekendtgørelse af lov om miljøbeskyttelse) med senere ændringer.

Historik

Gebyrordningen trådte i kraft med virkning fra 1. april 1995 efter aftale om tilbagetagning af kasserede dæk mellem Miljøministeriet og dæk- og autobranchens organisationer, Genvindingsbrancherådet og de kommunale organisationer.