►
Indhold
Dette afsnit handler om lønbeskatning ved overdragelse af aktieløn til medarbejderens holdingselskab.
Afsnittet indeholder:
- Regel
- Ikke retserhvervet aktieløn
- Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.
Regel
Det følger af læren om rette indkomstmodtager, at overdragelse af aktieløn til medarbejderens holdingselskab medfører, at medarbejderen skal lønbeskattes.
Ikke retserhvervet aktieløn
En medarbejder kan med skattemæssig virkning overdrage sin ret til at få tildelt aktieløn til sit 100 pct. personligt ejede holdingselskab. Medarbejderen beskattes ikke efter LL § 28, men efter SL § 4 og LL § 16, når det, som medarbejderen overdrager, ikke er endelig tildelt aktieløn, men en suspensiv betinget aftale om at modtage aktieløn på et fremtidigt tidspunkt. Se SKM2002.540.LR.
Skatterådet har bekræftet, at der ikke skattemæssigt er noget til hinder for, at en direktør kan overdrage en betinget aftale om tildeling af performace- og bonusaktier til direktørens personligt ejede holdingselskab. Direktøren er skattepligtig af den betingede aftales værdi som personlig indkomst på overdragelsestidspunktet. Se SKM2008.614.SR.
Efter overdragelse af optioner til medarbejderens 100 % personligt ejede holdingselskab beskattes selskabet af optionerne og de for optionerne erhvervede kapitalandele efter reglerne i aktieavancebeskatningsloven og ikke efter reglerne i kursgevinstloven. Medarbejderen beskattes derimod ikke efterfølgende, hverken i forbindelse med endelig retserhvervelse af optionerne, tildeling af optionerne, udnyttelse af optionerne eller afståelse af de for optionerne erhvervede kapitalandel. Se SKM2015.140.SR.
Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse
|
Afgørelsen i stikord
|
Yderligere kommentarer
|
SKAT
|
SKM2015.140.SR |
Skatterådet bekræfter, at en medarbejder med skattemæssig virkning kan overdrage sin ret til at få tildelt optioner til erhvervelse af B-kapitalandele i arbejdsgiverselskabet til sit eget 100 % personligt ejede holdingselskab, forinden tildeling af optionerne sker. Medarbejderen beskattes af værdien af retten til at få tildelt optioner i Selskab A som personlig indkomst på tidspunktet for afståelsen af retten til at få tildelt optioner til sit eget 100 % personligt ejede holdingselskab. Medarbejderen beskattes derimod ikke efterfølgende, hverken i forbindelse med endelig retserhvervelse af optionerne, tildeling af optionerne, udnyttelse af optionerne eller afståelse af de for optionerne erhvervede kapitalandele.
Efter overdragelse af optioner til medarbejderens 100 % personligt ejede holdingselskab beskattes selskabet af optionerne og de for optionerne erhvervede kapitalandele efter reglerne i aktieavancebeskatningsloven, og ikke efter reglerne i kursgevinstloven.
Optionerne kan kun opfyldes ved levering, og det er endvidere i sagen oplyst, at optionsaftalen ikke vil blive afstået, og at der ikke er indgået modgående kontrakter. Betingelserne i kursgevinstlovens § 30, stk. 3 og 4, for, at optionsaftalerne ikke er omfattet af kursgevinstlovens § 29, er herefter opfyldt.
Optionsaftalerne behandles herefter efter skattelovgivningens almindelige regler, dvs. reglerne i aktieavancebeskatningsloven, jf. kursgevinstlovens § 30, stk. 6.
|
|
SKM2008.614.SR |
Skatterådet bekræfter, at der ikke er noget skattemæssigt til hinder for, at en direktør kunne overdrage en betinget aftale om tildeling af performace- og bonusaktier til direktørens personligt ejede holdingselskab.
|
|
SKM2002.540.LR |
Ligningsrådet tog stilling til den skattemæssige behandling af en direktørs overdragelse af betingende tegningsretter til et personligt ejet holdingselskab. Ligningsrådet fandt, at afståelsesbeskatningen skulle ske som personlig indkomst. Det direktøren overdrog, var ikke endelig tildelte tegningsretter, men en suspensiv betinget aftale om at modtage tegningsretter på et fremtidigt tidspunkt. Der var ikke tale om tegningsretter, før de suspensive betingelser var opfyldt, og de pågældende tegningsretter var retserhvervet.
Ved værdiansættelsen af den suspensive betingede aftale skal Black-Scholes-modellen anvendes, da værdiansættelsen skal ske med det udgangspunkt, at der havde været tale om rigtige warrants, dog med en eventuel reduktion af risikoværdien for den periode, hvor der ikke er optjent endelig ret til de pågældende warrants.
|
|
◄