Indhold
Dette afsnit handler om de regler, der er for at kunne pålægge daglige bøder.
Afsnittet indeholder:
- Skattekontrolloven og kildeskatteloven
- Påbud og pålæg af daglige bøder.
Skattekontrolloven og kildeskatteloven
Samtlige indberetnings- og oplysningspligter i skattekontrolloven kan gennemtvinges ved, at SKAT pålægger den indberetnings- eller oplysningspligtige daglige bøder, indtil pligten efterleves. Se SKL § 9.
Det betyder, at der er sanktionsmuligheder, hvis den der har pligt til at indberette ikke foretager automatiske indberetninger eller efterkomme et pålæg om oplysningspligt om egne eller tredjemands skattemæssige forhold.
For så vidt angår indeholdelsespligtige efter KSL kan oplysninger om
a) indtræden af indeholdelsespligt,
b) ændringer, herunder ophør af indeholdelsespligt, og
c) tilgang og afgang af modtagere af A-indkomst samt arbejdsmarkedsbidragspligtig indkomst
fremtvinges gennem daglige bøder, hvis et påbud om at indgive disse oplysninger ikke efterleves. Se KSL § 85, stk. 4.
Endvidere kan adgangen til eftersyn, fremlæggelse af dokumenter og indsendelse af regnskabsmateriale mv. gennemtvinges ved daglige bøder (tvangsbøder). Se KSL § 86, stk. 3 ►(ændret til stk. 4 i lov nr. 590 af 18 juni 2012)◄.
Materiale, som myndighederne efter SKL § 6 A har adgang til hos indberetningspligtige, kan på tilsvarende vis fremtvinges ved daglige bøder efter SKL § 9. Tvangsbøder pålægges den indeholdelses- og/eller indberetningspligtige. For et selskab pålægges tvangsbøder normalt dets ansvarlige leder.
Se også Ombudsmandens udtalelse i sag FOU nr. 2014.0010 om indhentelse af oplysninger efter SKL § 8 D og daglige bøder efter SKL § 9.
Påbud og pålæg af daglige bøder
Med lov nr. 1344 af 19. december 2008, er der i chokolade-, emballage-, spiritus-, tobaks- samt øl- og vinafgiftsloven samt i kildeskatteloven, momsloven og opkrævningsloven skabt mulighed for at give virksomheden et påbud, hvis en eller flere regler om registrering, regnskab eller indsendelse af angivelser mv. ikke overholdes.
Der er desuden mulighed for at pålægge ejeren eller den ansvarlige daglige ledelse daglige bøder, indtil påbuddet efterleves. ►Et meddelt påbud er en afgørelse i forvaltningslovens forstand, og afgørelsen kan indbringes for Skatteankestyrelsen.◄
Et påbud skal indeholde en henvisning til den relevante bestemmelse og en anvisning af, hvilke konkrete handlinger eller foranstaltninger virksomheden skal gennemføre for at overholde den pågældende bestemmelse. Påbuddet gives skriftligt, og det skal fremgå, at hvis det ikke efterleves inden for den angivne frist, kan virksomheden pålægges daglige bøder, indtil dette efterleves. ►Se eksempelvis KSL § 85, stk. 5.◄
Hensigten med påbuddet, som også har karakter af vejledning, er at få virksomheden til at efterleve reglerne. Som pressionsmiddel kan virksomheden pålægges daglige bøder, og hvis påbuddet efterleves inden fristens udløb, kommer der ikke bøder.
Der kan kun gives påbud om at foretage konkrete handlinger eller foranstaltninger, som virksomheden har pligt til, enten efter de konkrete bestemmelser i den pågældende lov eller efter bestemmelser, der henvises til i dem fx bogføringsloven. Dermed kan SKAT ikke pålægge virksomheden at foretage handlinger eller foranstaltninger, som den ikke ellers skulle foretage.