Indhold

Afsnittet handler om, hvilke pengeinstitutter mv. der kan udstede pantebreve, som der kan overføres afgiftsfritagelsesgrundlag fra og til.

Betingelser

For at tinglysning af nyt pantebrev er omfattet af afgiftsnedsættelsen i TAL § 5, stk. 2,  og § 5a, skal en række betingelser være opfyldt. En af disse betingelser er, at der er tale om realkreditlignende lån ydet af realkreditinstitutter eller af pengeinstitutter. Der er med andre ord først og fremmest tale om lån sikret ved

  • realkreditpantebrev
  • pengeinstitutpantebrev.

Med pengeinstitutter sidestilles institutter, der er omfattet af lov om forsikringsvirksomhed og lov om tilsyn med pensionskasser samt visse kreditinstitutter, der er underlagt tilsyn fra Finanstilsynet på kreditinstitutområdet. På www.finanstilsynet.dk kan man se, om et konkret pengeinstitut eller kreditinstitut er underlagt tilsyn fra Finanstilsynet.

Pantebrevselskaber er derimod ikke omfattet af bestemmelsen, da de ikke kan sidestilles med pengeinstitutter eller institutter i øvrigt under godkendelse af Finanstilsynet, se SKM2013.693.SR

Udenlandske realkredit- eller pengeinstitutter sidestilles med danske pengeinstitutter mv., hvis de er godkendt i et EU-land med ret til at drive virksomhed i ethvert medlemsland, også hvis de kun er underlagt hjemlandets tilsyn.

Afgiftsnedsættelse forudsætter, at der er tale om tinglysning af pant til sikkerhed for realkredit- eller realkreditlignende lån. Tinglysning af et pantebrev, hvor tinglysningen ikke sker til sikkerhed for lån som nævnt i TAL § 5, stk. 2,  og § 5a, er ikke omfattet af afgiftsnedsættelsen. Tinglysningen er da fuldt ud afgiftspligtig efter lovens § 5, stk. 1. Dette vil f.eks. være tilfældet, hvis der efter en aftale mellem långiver og låntager tinglyses et pengeinstitutpantebrev alene med henblik på efterfølgende omdannelse, og hvor der således ikke tinglyses pant til sikkerhed for et realkreditlignende lån.

Bemærk

Med vedtagelsen af lov nr. 295 af 11. april 2011 om ændring af lovbekendtgørelse nr. 462 af 14. maj 2007 blev ejerpantebreve delvist omfattet af afgiftsbegunstigelsen, da der ved at benytte både TAL § 5, stk. 2, og § 5a, kan overføres afgiftsfritagelsesgrundlag fra et ejerpantebrev til realkredit- eller pengeinstitutpantebrev, men ikke til et nyt ejerpantebrev.

Se også

Se afsnit E.B.4.2.2.2 om overførsel af afgiftsfritagelsesgrundlag fra ejerpantebreve.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

SKAT-meddelelser

SKM2013.693.SR

►Skatterådet afviser, at pantebrevsselskaber, der er under tilsyn af Finanstilsynet, kan sidestilles med pengeinstitutter i forhold til tinglysningslovens § 5, stk. 2.◄