Indhold
Dette afsnit beskriver de generelle regler ved privatpersoners køb af punktafgiftspligtige varer i udlandet.
Afsnittet indeholder:
- Privatpersoner, der selv medbringer varer fra udlandet
- Privatpersoner, der bestiller varer i udlandet
- Gaver
- Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.
Privatpersoner, der selv medbringer varer fra udlandet
Ved indrejse fra tredjelande kan punktafgiftspligtige varer medbringes told- og afgiftsfrit efter reglerne i toldloven. Se F.A.28 og på skat.dk under Toldregler på rejsen.
Ved indrejse fra andre EU-lande kan punktafgiftspligtige varer medbringes afgiftsfrit, men på betingelse af:
- at den rejsende selv medbringer varerne, fx. i bagagen
- at varerne er bestemt til brug eller forbrug for den rejsende personlig eller dennes husstand eller
- er beregnet til gaver.
Der gælder dog en mængdemæssig begrænsning for motorbrændstof og flydende brændsel, dvs. for mineralolieprodukter, biobrændstof og lignende.
Forhold der afgør, om varer er til eget brug eller har erhvervsmæssig karakter
Når SKAT bedømmer, om punktafgiftspligtige varer der medbringes fra andre EU-lande er til eget brug og dermed er fritaget for afgift eller har erhvervsmæssig karakter og dermed er afgiftspligtige, vil der indgå en række forhold bl.a.:
- Den rejsendes forretningsmæssige status
- Årsagerne til købet af varerne
- Stedet, hvor varerne befinder sig
- Den brugte transportform
- Ethvert dokument om varerne
- Varernes art
- Varernes mængde.
Varer, der medbringes for andre eller med henblik på videresalg eller lignende, regnes for at have erhvervsmæssig karakter og bliver dermed afgiftspligtige. Det gælder også for varer, som rejsende skal bruge i egen virksomhed, fx
- bekæmpelsesmidler eller gødningstoffer (kvælstof) til brug i landbrugsvirksomhed
- øl og vin til brug i restaurationsvirksomhed
- Chokoladevarer til egen detailbutik.
Mængden af medbragte varer vil kunne have et sådant omfang, at det må regnes for tvivlsomt, at varerne er til eget brug, fx hvor mængden ligger væsentlig over, hvad der med rimelighed kan bruges i en almindelig husholdning. I sådanne tilfælde må den rejsende kunne redegøre nærmere om formålet med varekøbet. Se F.A.28 Rejsegods.
Skema over vejledende mængder for alkoholholdige drikkevarer og tobaksvarer
For alkoholholdige drikkevarer og tobaksvarer er der fastsat vejledende mængder til brug for vurderingen af, om varerne er til eget brug eller af erhvervsmæssig karakter. Se art. 32, stk. 3, i RDIR 2008/118/EF (cirkulationsdirektivet).
Nedenstående skema viser de vejledende mængder for følgende alkoholholdige drikkevarer og tobaksvarer.
Alkoholholdige drikkevarer
|
Øl
|
110 liter
|
dvs. 333 fl. á 33 cl
|
Bordvin
|
90 liter
|
dvs. 120 fl. á 75 cl (heraf højst 60 liter mousserende vin, dvs. 80 fl.)
|
Hedvin
|
20 liter
|
dvs. 27 fl. á 75 cl (portvin, sherry o.l.)
|
Spiritus
|
10 liter
|
dvs. 14 fl. á 70 cl
|
|
|
|
Tobak
|
Cigaretter
|
800 stk.
|
dvs. 40 pk. á 20 stk.
|
Cerutter/cigarillos
|
400 stk.
|
dog maks. 3 gram pr. stk.
|
Cigarer
|
200 stk.
|
|
Røgtobak
|
1,0 kg
|
|
Der er truffet flere afgørelser om mængden mv. af rejsendes indførsel af varer. Se bl.a. SKM2002.247.LSR om øl og vin og SKM2003.237.LSR om fyringsolie og flaskegas.
Ved SKM2013.52.VLR ændres hidtidig praksis for punktafgiftspligtige varer til eget brug. Dommen åbner mulighed for, at en privatperson i en og samme indførsel af punktafgiftspligtige varer både kan indføre varer til eget brug og varer, der ikke er til eget brug. Dommen omhandler konkret øl- og vinafgiftsloven, men har betydning for alle punktafgiftslove, bl.a. også for chokoladeafgiftsloven.
Transportformen kan eventuelt også medføre, at indførslen ikke kan regnes for "egen medbringelse", fx hvor den rejsende og varen ikke transporteres med samme køretøj, eller hvor transporten er atypisk for rejsende fx ved brug af lastbiler.
For vin og øl, der indføres til eget brug af personer, som tager bopæl her i landet, og som i mindst 1 år har haft bopæl i et andet EU-land, og dér har ejet den pågældende vin og øl, tillades det dog, at varerne kan medbringes afgiftsfrit som flyttegods i en erhvervsmæssig transport.
Se også
Se også afsnit A.C.2.4 om SKATs kontrolbeføjelser.
Privatpersoner, der bestiller varer i udlandet
Når privatpersoner indfører eller modtager varer fra udlandet, herunder andre EU-lande, som de pågældende ikke selv medbringer, skal de betale punktafgift.
Når privatpersoner indfører varer fra ikke-EU-lande betales punktafgiften ved varens fortoldning. Se F.A.9 Fortoldning.
Ved modtagelse af varer fra EU-lande, hvoraf der skal betales punktafgift, skal modtageren straks give anmeldelse om dette til SKAT efter OPKL § 9. Modtageren vil efterfølgende få tilsendt et indbetalingskort på afgiftsbeløbet.
Reglerne for at modtage varer fra andre EU-lande
Reglerne for at erhverve (modtage) varer fra andre EU-lande er i øvrigt følgende:
Ved køb af varer, der er omfattet af EU-punktafgifterne, dvs. spiritus, vin, øl, tobaksvarer og mineralolieprodukter, i andre EU-lande til levering her i landet, betales afgifter således:
- Hvis køberen selv forestår varens forsendelse fra udlandet, skal køberen fremsende en mail via TastSelv med oplysning om købet. Herefter modtages en svarmail fra SKAT med oplysning om afgiftens størrelse og betaling. Se i øvrigt guiden "Varer, du skal betale særlig afgift af", der ligger på www.skat.dk under Borger.
- Hvis sælgeren sender varen (internethandel/postordresalg), skal sælgeren betale punktafgiften og dansk moms.
Gaver
Der skal betales afgift af spiritus og tobaksvarer, der sendes fra privatpersoner i et andet EU-land til en privatperson her i landet, fx som gave.
For andre punktafgiftspligtige varer end spiritus og tobaksvarer skal der kun betales afgift, hvis varens værdi uden afgift overstiger 360 kr.
Betingelserne for indførsel af varer fra lande uden for EU er de samme som for told- og momsfritagelse. Se F.A.9 Fortoldning.
Se også
Se også afsnit A.C.2.4 om SKATs kontrolbeføjelser.
Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse
samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse
|
Afgørelsen i stikord
|
Yderligere kommentarer
|
Domstolsafgørelser |
SKM2013.52.VLR |
Privatpersons indførsel af punktafgiftspligtige varer (855 liter øl) fra Tyskland. Varer medbragt i personbil med trailer. Afgiftspligtig mængde fastsat til 745 liter øl. Varer til eget brug skønsmæssigt fastsat til 110 liter øl. Varer til eget brug og af erhvervsmæssig karakter i samme indførsel.
Pågældende havde ikke drevet selvstændig økonomisk virksomhed i momslovens forstand ved indførslen. Ikke erhvervelsesmoms.
|
Dommen ændrer hidtidig praksis og har betydning for privatpersoners indførsel af alle punktafgiftspligtige varer.
|
Landsskatteretskendelser
|
SKM2003.237.LSR
|
Landsskatteretten fandt, at indførslen af 9 jerrycans med hver 20 liter fyringsolie samt 3 beholdere med flaskegas af hver 11 kg ikke opfyldte betingelserne for afgiftsfri indførsel. Ved indrejse fra andre EU-lande kan mineralolie medføres afgiftsfrit til privat forbrug, hvis mineralolien indføres i køretøjets brændstoftank eller i en egnet reservedunk.
|
Kendelsen omhandler mængden af punktafgiftspligtige varer, som kan medbringes afgiftsfrit til privat forbrug fra andre EU-lande.
|
SKM2002.247.LSR
|
Landsskatteretten fandt, at de omhandlede varer ikke kun har været indbragt her i landet til klageren selv, men også til 9 andre personer. Indførslen af de i sagen omhandlede mængder øl kunne derfor ikke anses for at være bestemt til privat brug og dermed omfattet af afgiftsfritagelsesbestemmelsen i den daværende ØLVINAL § 11, stk. 4.
|
Kendelsen omhandler mængden af punktafgiftspligtige varer, som kan medbringes afgiftsfrit til privat forbrug fra andre EU-lande.
|