Indhold
Dette afsnit handler om baggrunden for, at der findes regler om bindende svar og giver overblik over disse regler.
Afsnittet indeholder:
- Baggrunden for reglerne
- Hvor findes reglerne.
Baggrunden for reglerne
Baggrunden for reglerne om bindende svar er at give borgerne mulighed for gennem en forenklet sagsbehandling at få et hurtigt og bindende svar om almindeligt forekommende skattespørgsmål på det tidspunkt, der passer den enkelte. Dermed styrkes borgernes retsstilling ved at forøge forudsigeligheden af de skattemæssige konsekvenser af den enkeltes dispositioner. Reglerne skal endvidere ses i lyset af bestræbelserne på at flytte ressourcer fra efterfølgende kontrol til forudgående vejledning og service.
Reglerne om bindende svar giver borgere og virksomheder mulighed for at få besvaret spørgsmål, således at svaret er bindende for SKAT i forhold til spørgeren ved efterfølgende behandling af det pågældende spørgsmål. Det drejer sig om spørgsmål om den skattemæssige virkning for spørgeren eller eventuelt for andre af spørgerens disposition, når SKAT i øvrigt har kompetence til at afgøre spørgsmålet.
Uanset reglerne om bindende svar er SKAT forpligtet til at yde vejledning om forståelsen og anvendelsen af lovgivningen på Skatteministeriets område. Se forvaltningslovens § 7. Om retsvirkningen af almindelig vejledning henvises til A.A.7.4.1.
Hvor findes reglerne
Reglerne om bindende svar findes i SFL §§ 21-25, jf. bekendtgørelse af skatteforvaltningsloven nr. 175 af 23. februar 2011, hvor der vedrørende bindende svar er sket efterfølgende ændringer xved lov nr. 649 af 12. juni 2013 og lov nr. 540 af 29. april 2015.x