Indhold
Dette afsnit beskriver de virksomheder, der er omfattet af reglerne om afgift på forsikringer på lystfartøjer.
Afsnittet indeholder:
- Forsikringsselskaber
- Anmeldelse til registrering
- Forsikringstagere.
Forsikringsselskaber
Forsikringsselskaber, der tegner afgiftspligtige lystfartøjsforsikringer skal registreres. Det gælder både for danske forsikringsselskaber og for udenlandske selskaber, som er koncessionerede i DK. En koncession er en aftale mellem en offentlig myndighed og en virksomhed, der giver virksomheden retten til en bestemt aktivitet.
Udenlandske forsikringsselskaber, der ikke er etablerede i Danmark, skal udpege en herboende repræsentant. Repræsentanten skal anmelde sig til registrering.
Se LYSTFAL § 3.
Anmeldelse til registrering
Anmeldelse til registrering sker hos Erhvervsstyrelsen.
Se også
Se også
- Blanket nr. 29.033, der anvendes til registrering
- Afsnit E.A.1.4.1 "Former for registrering".
Forsikringstagere
Afgiften af forsikringer for lystfartøjer der er hjemmehørende i DK, som er tegnet hos forsikringsselskaber etablerede uden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (dvs. uden for EU-landene samt Liechtenstein, Norge og Island), betales af den, der lader fartøjet forsikre (forsikringstageren).
Forsikringstageren skal senest 8 dage efter, at forsikringen er tegnet oplyse SKAT om forsikringens art og omfang, forsikringssummen og præmiens størrelse, samt forsikringsselskabets navn og hjemsted. Oplysningerne om tegning af forsikring i udlandet skal sendes til SKAT.
Se LYSTFALbek § 1 og § 2.
Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse
|
Afgørelsen i stikord
|
Yderligere kommentarer
|
Bindende svar fra Skatterådet
|
SKM2013.364.SR
|
Skatterådet har i den pågældende sag taget stilling til, at der skal betales afgift af lystfartøjsforsikring, når en dansk ejer af en lystbåd under nærmere beskrevne vilkår overdrager en andel af båden til et selskab i et andet EU-land, selskabet foretager en registrering af båden i det pågældende land, og tegner forsikring af båden. Skatterådet finder ud fra de nærmere beskrevne vilkår ikke, at der sker reel overdragelse af ejerandele.
Skatterådet svarer vedrørende afgiftspligten i den beskrevne situation, at afgiftskravet påhviler forsikringsselskabet, der tegner forsikringen. Afgiftskravet påhviler derimod ikke den danske ejer eller det involverede udenlandske selskab, som skal tegne forsikringen i et dansk eller udenlandsk forsikringsselskab.
Skatterådet bemærker endvidere, at det involverede udenlandske selskab, der skal tegne forsikringerne og betale forsikringspræmier til forsikringsselskabet, indirekte vil kunne blive pålagt afgiftskravet, idet det fremgår af lovens § 17, at forsikringsselskabet eller repræsentanten for forsikringsselskabet kan forhøje forsikringspræmien med afgiften.
|
|
Svaret illustrerer, at det er det forsikringsselskab, som tegner forsikringen, der er den afgiftspligtige efter lovens § 3, og som skal registreres og indbetale afgiften. Forsikringstageren bliver ikke afgiftspligtig (når forsikringen er tegnet indenfor EØS).
|